Under overskriften »Økonomisk gevinst ved fosterundersøgelser« omtaler Kristeligt Dagblad onsdag 15. oktober Sundhedsstyrelsens notat om de nye retningslinjer for fosterdiagnostik, som netop er blevet offentliggjort. Ifølge notatet vil der blive født 80 færre børn med alvorlige handicap om året, og det vil give besparelser på udgifter til behandling, pleje og omsorg, herunder institutionsophold.
Det siger sig selv, at Sundhedsstyrelsen kalkulerer med, at mange gravide vælger at lade deres foster undersøge. Ellers giver det ingen mening at tale om økonomisk gevinst.
Sundhedsstyrelsen »understreger dog, at formålet med den øgede adgang til fosterundersøgelser ikke er at forhindre, at handicappede børn bliver født, men derimod at give kvinderne mulighed for selv at afgøre, om de ønsker fosterundersøgelser eller ej. De skal således også informeres om muligheden for at få hjælp og støtte, hvis de får et handicappet barn«.
Disse ord er så hykleriske, at det er til at brække sig over. Her er ræven virkelig sat til at vogte gæs. Jeg har meget svært ved at se, hvor det frie valg bliver af, når man skal modstå presset fra den samlede samfundsøkonomi!
Når der på denne måde afstikkes en kurs fra Sundhedsstyrelsens side, skabes der uvægerligt en tendens i samfundet, der siger, at selvfølgelig skal man have foretaget fosterundersøgelser. Hvem kan klare at stå i vejen for en forbedret samfundsøkonomi? Det frie valg er en utopi, men pænt ser det jo ud på papiret!
Det er i øvrigt også en utopi, hvis vordende forældre stilles i udsigt, at man kan eliminere handicap helt og holdent. Det smertefrie liv er en utopi. Men skaber man disse forventninger, kan der også herhjemme opstå situationer, hvor forældre forlanger erstatning af lægen, hvis deres barn er handicappet.
Jeg er ikke ude med riven efter mennesker, som har en anden opfattelse af disse ting end jeg selv. Jeg skriver dette indlæg for at støtte kvinder, der ikke ønsker abort, i at træffe deres valg i frihed. Min mand og jeg måtte kridte skoene over for læger, som under min graviditet i 1995 meget gerne ville undersøge vores foster. Men det fik de altså ikke lov til. Og jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at jeg, støttet af min mand, valgte at være uvid-ende om fosterets tilstand. Vores dreng havde ingen nyrer, og dette ville en scanning have kunnet konstatere. Havde jeg fået denne oplysning, ville presset fra sundhedsvæsenet for at få fosteret aborteret have været meget stort. Jeg valgte uvidenheden, og den kan være den bedste hjælper, hvis man ikke vil have abort. Vores søn døde 14 timer efter fødslen.
Det var selvfølgelig svært, men endnu sværere ville det have været at skulle trækkes igennem den traumatiske proces med undersøgelser og efterfølgende afgørelse for eller imod abort. Rent følelsesmæssigt har jeg ingen ar efter denne proces. Jeg gennemgik »bare« den naturlige proces, det er at få et barn, som ikke kan leve. I lægens øjne handlede vi ganske absurd: »Man slår også hundehvalpe ihjel.« Med denne salut kunne vi forlade hospitalet, hvor vi i øvrigt havde fået en helt igennem varm og indlevende behandling af sygeplejersker og -hjælpere.
Jeg kan gyse ved tanken om fremtidens forældre, der får et handicappet barn, som de ikke selv magter, og som derfor må bo på institution. Bliver disse forældre og deres barn også i fremtiden støttet, som vi bliver, eller bliver de efterhånden betragtet som snyltere på samfundet? Vores datter er udviklingshæmmet med autisme og har boet på institution i mange år. Jeg tror ikke, at fosterdiagnostik ville have afsløret hendes handicap.
Det er ikke små spørgsmål, der her er tale om. Jeg frygter, at den kurs, som Sundhedsstyrelsen afstikker, fører til et umenneskeligt samfund. Det glæder mig, at Det Etiske Råd forholder sig kritisk.
Elisabeth Albinus Glenthøj,
Præstegyden 5,
Nordby,
Samsø