Det fælles gods

FOLKEKIRKEN: Med en central udviklingsfond kan gode lokale sogneidéer komme hele folkekirken til gode

Vi lever i et moderne samfund i rivende udvikling og med masser af nye og spændende strømninger. Det kan vi på mange områder drage stor glæde af. Men det betyder også, at skal vi fastholde de fælles normer og huske på, hvor vore traditioner og værdier kommer fra, så er det efterhånden nødvendigt at sætte ord på det usagte. Så er det nødvendigt, at vi i højere grad tager stilling til, hvad der er fælles gods.

Jeg ser mange gode muligheder i den store grad af decentralisering og dermed lokal og individuel udvikling, der i disse år foregår, også inden for folkekirken. Der udvikles nye og anderledes måder at gøre tingene på. Uanset om der er tale om dåb og konfirmation eller om søndagens højmesse, så er der udvikling i gang i mange sogne landet rundt. Det skal der naturligvis fortsat være mulighed for.

Men lige så vigtigt er det, at vi holder fast i, at alle disse sogne med deres gode idéer er en del af fællesskabet – den fælles folkekirke. Derfor er det også vigtigt, at der er mulighed for at tage fælles udviklingsinitiativer sideløbende med de lokale initiativer. Og det er vigtigt, at vi skaber de bedst tænkelige rammer for at dele erfaringer og hjælpe hinanden – også på tværs af store afstande. Der er jo ingen grund til, at den dybe tallerken skal opfindes 2000 gange hver gang.

Derfor foreslår jeg en folkekirkens udviklingsfond. En selvstændig fond under Fællesfonden, som skal kunne bruges til fælles initiativer. Der skal naturligvis være et udvalg, der vurderer, hvilke projekter der skal sættes i værk, så styringen ikke kommer til at ske fra hverken ministeriet eller Folketinget. Og det er vigtigt for mig, at dette udvalg har en sammensætning, som sikrer lydhørhed over for de lokale menighedsråd, hvor de kreative idéer jo typisk har deres rod. Med udviklingsfonden skal disse idéer kunne komme hele folkekirken til gode.

Charlotte Dyremose er MF og kirkepolitisk ordfører for de konservative