”Det gode liv” som politisk projekt bør gøre enhver borger usikker

Jesper Bacher så med, da ”Deadline” sendte fra Folkemødet på Bornholm

”Det gode liv” som politisk projekt bør gøre enhver borger usikker
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

”Frygt ej for hvad verden kalder/sin nødvendighed af stål!”, sådan lød det for mit indre øre, efter at jeg havde set ”Deadline” fra Folkemødet på Bornholm den anden dag. Ordene kommer fra Grundtvigs salme ”Kærlighed til fædrelandet” og forekom et passende omkvæd til debatten, som handlede om grænser for politik og Mette Frederiksens opgør med den såkaldte ”nødvendighedens politik”. Denne lovsang til den politiske handlekraft og undsigelse af naturlove for samfundsudvikling og - afvikling. Om den danske pandemihåndtering havde Mette Frederiksen tidligere på Folkemødet udtalt:

”Hvis man kan tæmme den tiger, så kan man jo alt som land.”

Det er alligevel temmelig meget, men der er ikke desto mindre noget stærkt opmuntrende i statsministerens tilgang til politik.

Man skal i hvert fald ikke bare tage det for gode varer, når holdninger dækkes under begreber som udvikling og nødvendighed. Påberåbelsen af udviklingen tjener på den måde som et figenblad, der smykker en bestemt politik med en grad af ophøjethed og samtidig stempler kritik og modstand på linje med kamp mod tyngdeloven. Hvis det bare var sådant, var der strengt taget ingen grund til at vælge politikere. Man kunne jo bare have nogle teknokrater til at rette ind efter verdens nødvendighed af stål.

På Allinge havn havde Niels Krause-Kjær inviteret bolig – og indenrigsminister Kaare Dybvad, direktør i Landbrug og Fødevarer Anne Lawaetz Arhnung og Bornholms tidligere borgmester og nuværende direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll, til at deltage i debatten. Man skal ikke være socialdemokrat for at synes, at Kaare Dybvad er en dygtig politiker med nationalt sindelag og et oprigtigt ønske om udvikling og liv i hele landet.

Kaare Dybvad fastholdt, at politikerne ikke bare er henvist til at følge udviklingen, men politiske investeringer og prioriteringer er også med til at skabe den. Man kan så altid diskutere, hvor meget politikerne skal blande sig i, og det kan være et bevidst og klogt politisk valg ikke at blande sig i for meget.

”Deadline” havde også indhentet kommentarer fra den tidligere finansminister for Socialdemokratiet, Bjarne Corydon, som i manges bevidsthed fremstår som den kølige repræsentant for nødvendighedens politik. Bjarne Corydon påpegede, at der faktisk er noget, som hedder nødvendighed. I hvert fald hvis man har sat sig bestemte mål. Det kan også dårligt nægtes.

Det var Bismarck, som kaldte politik ”det muliges kunst”, og det er noget andet end umulige kunster. Virkeligheden sætter altid grænser for politik. Opgøret med nødvendighedens politik skal helst ikke blive til tro på politikkens omnipotens.

Til sidst lød Niels Krause-Kjærs spørgsmål til Winni Grosbøll, om politikerne kunne sikre os det gode liv?

Winni Grosbøll svarede ja, men mente noget med, at politikerne kunne sikre gode rammer og jobmuligheder. Det gode liv som politisk ansvar og projekt bør også gøre enhver borger usikker.

Jesper Bacher er sognepræst.