Prøv avisen
Debat

Kulturarv og økonomiske hensyn skal gå hånd i hånd

På billedet ses Kaj Munks præstegård i Vedersø. Foto: Henning Bagger

I debatten om bevarelse af gamle præstegårde skal man huske på, at prædikatet ”bevaringsværdig” ikke er det samme, som at en bygning er fredet

DEN SENESTE tid er der blevet skrevet og sagt en del om nedrivning kontra bevarelse af gamle præstegårde. I nogle af indlæggene har der været den opfattelse, at landets menighedsråd ikke har forståelse for kulturværdien i at bevare bygninger, der blev opført for mange år siden.

I Landsforeningen af Menighedsråd kan vi ikke genkende det billede. Vi oplever, at menighedsrådene er gode til at holde sig til de procedurer, der skal følges, når nedrivning af en ældre bygning er inde i overvejelserne. Procedurerne betyder blandt andet, at man søger vejledning og godkendelse hos de rette myndigheder.

Når det er sagt, så vil man kunne finde tilfælde, hvor en afgørelse om nedrivning af en ældre præstebolig kan diskuteres. Det bliver den også i menighedsrådene, for det er ikke nogen let beslutning at skulle rive en bygning ned, som måske har stået i 200 år. I sidste ende handler det om prioritering. Menighedsrådene er blandt andet valgt til at træffe økonomiske beslutninger, som sikrer, at folkekirkemedlemmerne får mest ud af de penge, der er til rådighed.

VI OPLEVER, at menighedsrådene lægger et stort arbejde i at finde balancen mellem at være økonomisk ansvarlige og tage hensyn til kulturarven i de ældre præsteboliger. Man kan få fornemmelsen, når man følger den nuværende debat, at nogle ønsker at bevare blot for at bevare. Det er vigtigt at huske på, at fordi en ældre bygning har fået prædikatet ”bevaringsværdig” af Kulturstyrelsen, så er den ikke fredet.

Menighedsrådene er indimellem nødt til at træffe svære valg. Det kan få nogle til at tro, at de ikke tænker sig om. Men det handler om at finde den rette balance.

Niels Hørlyck er formand for udvalget om økonomi, bygninger og kirkegårde i Landsforeningen af Menighedsråd