Prøv avisen
Debat

Man kan med god luthersk samvittighed hilse det homoseksuelle ægteskab velkomment

Hvis man som jeg lægger lige så stor vægt på Luthers fremhævelse af selve seksualiteten som af børneavlen, og hvis man følger ham i, at ægteskabet er den bedste ramme om seksualiteten – kan man med god luthersk samvittighed hilse det homoseksuelle ægteskab velkomment. Arkivfoto. Foto: AP/RItzau Foto

Der er ingen tvivl om, at Luther betragter sex mellem mennesker af samme køn som en af perversitetens former. Men vi er jo ikke tvunget til at overtage alle Luthers meninger. Han anbefalede også dødsstraf for utroskab, skriver professor Svend Andersen

Hvad er en evangelisk-luthersk forståelse af ægteskabet? Det spørgsmål handler den tidehvervske strid om homoægteskaber om – ifølge redaktør af Tidehverv Agnete Raahauge, jævnfør hendes indlæg her i avisen den 23. maj.

Man kan kun give hende ret i, at hvis man vil gøre en sådan forståelse gældende, må man fortælle, hvilken tankegang hos Luther man bygger på. Desværre lever Agnete Raahauge ikke selv op til kravet. Hun omtaler en samling Luther-steder på Facebook. Men man behøver vel ikke at være på dette sociale medie for at kunne deltage i en teologisk debat? Ifølge Agnete Raahauge er ægteskabets gudgivne mening ifølge Luther at sætte børn i verden. Desuden at være et billede på Kristi forhold til kirken.

Det sidste gælder nu kun den kristne forståelse af ægteskabet, ikke dets betydning som skabt ordning. Hvad denne angår, overser Agnete Raahauge, at Luther tillægger ægteskabet andre roller end børneavlen.

Det fremgår klart af hans vigtigste skrift om emnet ”Vom ehelichen Leben” (Om det ægteskabelige liv) fra 1522. Her henviser Luther ganske rigtigt til skabelsesberetningens tale om, at mand og kvinde skal formere sig. Men han lægger tillige overordentlig stor vægt på den nødvendige forudsætning for formeringen: seksualdriften.

Luther viser også her sin sædvanlige realisme ved at fremhæve, at forsøget på at undertrykke seksualiteten er lige så håbløst som at forhindre ild i at antænde hø. Og han advarer om, at hvis man forsøger at undgå ægteskabet – for eksempel ved at gå i kloster – kommer der kun perversiteter ud af det. Ægteskabet er altså for Luther den rette indramning af den ubetvingelige seksualdrift.

Der er ingen tvivl om, at Luther betragter sex mellem mennesker af samme køn som en af perversitetens former. Men vi er jo ikke tvunget til at overtage alle Luthers meninger. Han anbefalede også dødsstraf for utroskab. Sagen er, at Luther ikke skelner mellem selve seksualiteten som en menneskelig grunddrift og evnen til at formere sig. I vore dage foretager vi imidlertid den skelnen – og betragter seksualiteten som en væsentlig del af det forhold mellem to mennesker, som ægteskabet er rammen om. Vi fordømmer ikke som Luther valget af barnløshed. Eller gør det officielle Tidehverv det?

Hvis man som jeg lægger lige så stor vægt på Luthers fremhævelse af selve seksualiteten som af børneavlen, og hvis man følger ham i, at ægteskabet er den bedste ramme om seksualiteten – kan man med god luthersk samvittighed hilse det homoseksuelle ægteskab velkomment.

Svend Andersen er dr.theol. og professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.