Journalist Arne Hardis skriver i kommentaren ”Ghettoliv” i Weekendavisen, at det undrer ham såre, at litteraterne er så fraværende i vort offentlige liv. Historikerne er myreflittige og formidler forskning til folket i bogform. Spejder man efter noget tilsvarende inden for litteraturvidenskaben, så findes der enkelte værker om velfærdsstaten. Men ellers? Ja, ellers er tavsheden rungende hos de yngre litterater: ”De vil ikke ud med deres viden, holder på den, bliver inden for murene og vender deres gerning indad og opad mod tankeslottets allerspinkleste spir.”
Sådan har det ikke altid været, bemærker Hardis og fremhæver Hans Hertels biografi om Poul Henningsen fra 2012. Hertil kunne man indvende, at PH næppe er det mest oplagte emne for en litterat at beskæftige sig med, eftersom han først og fremmest huskes som kulturradikal bajads.
I stedet kunne Hardis have fremhævet litteraturmagisteren Niels Birger Wamberg (1930-2020), som jeg i disse dage mindes ved at læse hans essaysamling ”Mens tid er” fra 2015, der rummer frapperende formuleringer og åndfulde sonderinger i blandt andre H.C. Andersens, Søren Kierkegaards og Karen Blixens forfatterskaber. Hos Wamberg finder man den brede, humanistiske dannelse, som Hardis efterspørger hos de yngre litterater, der tilsyneladende nøjes med at meddele sig til ”deres eget forskningsmiljø og deres egne, noget smallere tidsskrifter”.
Hvad om litteraterne droppede ghettolivet, lod sig inspirere af historikerne og satte sig som mål at blive læst af andre end fagfæller?
Soundbokse – så er hensynsløsheden løs
Ja, sådan man kan spørge om så meget. Således kunne man også spørge, om det er rimeligt, at mange københavnere skal søvnberøves på grund af en af civilisationens mest skæbnesvangre opfindelser. Det er de såkaldte soundbokse, som festglade mennesker transporterer med sig rundt i byen. Ifølge Berlingske er der som reaktion på denne støjforurening oprettet en Facebook-gruppe betitlet ”Nej tak til soundboks”. For der er jo forbud mod alt muligt i dette land. Man kan næsten ikke slå et søm i sin carport uden at konsultere kommunen forinden. Hvorfor kan man så ikke få lov at slippe for den plage i tiden, der går under navnet soundbokse? Sognepræst Mikkel Wold svarer i Politiken, at det er, fordi ”man har gjort hensynsløsheden til en legitim del af bybilledet”.
Wold omtaler en lille familie, der havde sat sig i Fælledparken og svævede ind i den harmoni, der for en stund suspender al misnøje, indtil – ja, indtil soundboksfolket gjorde deres entre med dertilhørende kakofoni. Lillemandens søvn blev spoleret og høflige henstillinger blev besvaret med det umisforståelige: ”Flyt på landet!”. Således kan den stærke behandle den svage efter forgodtbefindende, konstaterer Wold. Men hvorfor accepterer vi denne ideologi her, når vi forkaster den i alle andre sammenhænge?
Det er måske meget godt, at en læge kan mere end sit fag
Mange har netop kunnet sætte studenterhuen på, og i Politiken kan man læse, at med en gennemsnitlig studentereksamen har man adgang til tre ud af fire videregående uddannelser. Men som altid er det jo de uddannelser, der kræver højt karaktergennemsnit, som afstedkommer debat.
Kathrine Lilleør slår i Berlingske til lyd for, at man i stedet indfører stopprøver på de videregående uddannelser: ”Det ville betyde, at det ikke ville være en katastrofe at få 4 i idræt, hvis man vil læse medicin. Og at lægevidenskaben får glæde af dem, der ikke fattede oldtidskundskab.”
Men måske er det meget godt, at en læge kan mere end sit fag. For et par år siden refererede The New York Times en undersøgelse, der viste, at hvis mandlige læger var lige så omhyggelige som kvindelige læger, ville det betyde, at 32.000 menneskers liv årligt ville blive reddet i USA. Hvad det handler om? Jo, det handler om, at vi mænd nok kan høre, men vi hører ikke efter. Ikke altid i alt fald. Og måske ikke i oldtidskundskab, hvor man bliver præsenteret for Hippokrates’ (460-370 f.Kr) lægeløfte (populært sammenfattet): ”Først og fremmest – gør ikke skade.”
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.