Formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen, udtaler i et interview i Kristeligt Dagblad den 9. april, at der er brug for et ”nødvendigt opgør med rabiate imamer”, og at ”det er på tide, at der skrides ind over for islamistiske hadprædikanter”, og ”lige så vigtigt er det at gribe ind over for opfordringer til stening, kvindeundertrykkelse og parallelsamfund”.
Jeg er selv medlem af Det Jødiske Samfund, og jeg er glad for, at trossamfundet nu kommer på banen og har mod til at udtrykke det, som helt sikkert giver udtryk for de fleste danske jøders bekymring.
Det jødiske samfund må imidlertid også se på sin egen rolle – især på det totalt ukritiske samarbejde med imamer og muslimske ledere, som Det Jødiske Samfund og nogle af trossamfundets rabbinere i København har været og er aktive i.
Islamistiske hadprædikanter er, set fra en isoleret dansk-jødisk synsvinkel, ”kun” en del af problemet. Den systematiske jødehetz, blandt andet i de muslimske friskoler, er der slet ikke gjort nok ved. Og i hvert fald ikke noget, som har reduceret antisemitisme eller had- og voldsforbrydelser mod danske jøder, herboende israelere og jødiske institutioner.
Tværtimod føles det, som det er gået den helt forkerte vej og med stigende utryghed for den jødiske befolkning til følge. Det var desværre ikke kun en ”mavefornemmelse”, som fik Det Jødiske Samfund, til at anmode regeringen om øget sikkerhed for danske jøder.
Det skete tre gange i de seks-syv måneder, som lå forud for det tragiske angreb på synagogen og Krudttønden og mordene på Dan Uzan og Finn Nørgaard.
To justitsministre og Pet lyttede ikke til Dan Rosenberg Asmussens mundtlige og skriftlige advarsel om den trussel, som helt indlysende var tydelig nok. Især efter andre europæiske terrordrab mod jøder, blandt andet på det jødiske museum i Bruxelles og på en jødisk skole i Frankrig. I Danmark skulle der desværre lig på bordet først.
Jeg vil vove den påstand, at politikere i København, hvor de fleste jøder bor, godt kunne have gjort mere i de seneste 20 år for at bekæmpe antisemitismen. Desværre må vi i Det Jødiske Samfund også kigge indad.
En tidligere overrabbiner understregede, at ”muslimer er mere udsatte end jøder”. Den udtalelse blev brugt igen og igen, og mange i den kristne og velmenende omverden ville hellere lytte til en jødisk præst end til de syv-otte politikere i Københavns Borgerrepræsentation, der igen og igen advarede mod det stigende had og overgreb mod jøder i Danmark.
Volden i Danmark gik jo kun én vej. Det var ikke fra jøder mod muslimer. Det var udelukkende muslimer, som gjorde jøder fortræd. Og danske jøder, som har stemmeret i Danmark og ikke i Israel, blev også gjort ansvarlige for Israels politik.
Der er seriøst behov for Det Jødiske Samfunds selvransagelse. Listen over kendte danske imamer må gennemgås. Selvfølgelig skal de forskellige trosretninger mødes i forskellige anledninger.
Jeg ved, at der rent faktisk findes gode muslimske samarbejdspartnere, men det er uholdbart, at en rabbiner render rundt med imamer, som intet gør for at bekæmpe antisemitismen konkret, men blot er med på fine fælleserklæringer for at fremme sin egen og muslimers fodfæste i den religiøse verden i Danmark.
Andre af Det Jødiske Samfunds muslimske samarbejdspartnere og imamer, som man inviterer og mødes med, har været med til en stor hyldest i København af den tidligere iranske præsident, Ahmadinejad under COP 15 i 2009.
Det var ham, som benægtede holocaust, og som gentagne gange fastslog, at Israel burde udslettes. De to danske imamer protesterede ikke mod dette, men de valgte derimod smilende og anerkendende at lade sig fotografere sammen med Ahmadinejad.
Så har de et varigt minde, og de jødiske ledere og rabbinere kan så overveje, om de har valgt de rigtige samarbejdspartnere.
Finn Rudaizky er forhenværende formand for Det Jødiske Samfund i Danmark og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Dansk Folkeparti