Vi foretager os livet igennem handlinger, som er så ritualiserede, at vi overser, hvad de kommer af, hvad de bruges til, og hvorfor de opretholdes. Håndtrykket hører til denne kategori. Vi giver hinanden hånd i mange forskellige sammenhænge; og vi gør det så tit, at vi slet ikke er opmærksomme på, hvad hensigten dybest set er, og hvordan fænomenet kan forstås.
Møder man mennesker, man ikke har set før eller kun har sparsomt kendskab til, rækker man hånden frem, fordi det forventes. Det kan være en lettelse, at der er visse alment accepterede skikke, som man kan hengive sig til for at smidiggøre kontakten til de ”nye”. Et håndtryk er en åbning på et samvær, ligesom det markerer en afslutning, når man går hver til sit. Det er det fløjt, der tilkendegiver: Nu begynder vi, og nu slutter vi.
Er man til fest med et overskueligt antal deltagere, giver man hånd til alle. Det er en symbolsk tilkendegivelse af, at man nu slutter sig til det fællesskab, der er arrangeret, næsten som om der dannes en ring. Som om alle i overført betydning holder hinanden i hånden. Og i nogle dele af landet danner man sågar en konkret kæde, inden man går hver til sit, mens man synger “Skuld gammel venskab rejn forgo”.
Ønsker en udlænding dansk statsborgerskab, må han eller hun udveksle håndtryk med borgmester eller rådmand “uden handske, håndflade mod håndflade”. Der har stået blæst om denne højtidelighed. Nogle siger: “Kan det ikke være lige meget, om man giver hånd eller ej?”. Men ritualet har en betydning og er symbol på, at den vordende dansker melder sig ind i det danske fællesskab, og håndtrykket, hvor borgmester og “ansøger” rører ved hinandens hænder, bliver et billede på, at den “nye” nu er med i den fælles kreds og accepterer fælles spilleregler og normer. Håndtrykket, der ikke er juridisk, men blot moralsk bindende, kan sammenlignes med lægeløftet, som nybagte læger aflægger i forbindelse med dimissionshøjtideligheden efter embedseksamen, hvor der gives hånd til den stedlige dekan.
En fremstrakt hånd er i bogstavelig forstand et ønske om at række ud efter hinanden. Har man efter uvenskab med sin nabo fået talt tingene igennem og forsonet sig, giver man hinanden hånden som en uformuleret bekræftelse på, at striden er slut, og vi er forenede igen. I sportsverdenen giver spillerne hånd inden en kamp – ikke for at sige goddag – men for at signalere, at nu engagerer vi os som ligemænd i en reel dyst. Vi er fælles om en ærlig kamp uden fjendtlige undertoner.
Det samme gør sig gældende i en handel. Efter at have lagt arm om prisen og til sidst nået frem til et kompromis takkes for handlen ved at give hånd, hvilket bliver et billede på, at man i fællesskab har opnået et resultat, som begge kan leve med. I det øjeblik, der trykkes hånd, bliver man i magisk forstand ét væsen og forhindres moralsk i at svigte sit tilsagn. Man er forbundet og stoler dermed på hinanden.
Ved det første møde med et andet menneske ser man hinanden an. Man “rører” hinanden med øjnene, og man mærker den andens hånd og får herved en fornemmelse af, hvad det er for en person, man har truffet. Der tolkes på det, som hånden føler. Nogle trykker i bund på en overdreven, mandig og kraftfuld måde for at simulere styrke og fasthed, hvilket kan opleves som en karikeret form for maskulinitet. Andres hænder er så slappe, at man umiddelbart konkluderer, at man står over for en veg og forsigtig person.
Og så er der dem, der ligesom Donald Trump ikke vil ”levere” den andens hånd tilbage. For at demonstrere magt vil de ikke give slip og bringer på den måde modparten i en ubehagelig underhunds position. Der er ikke altid enighed om, hvornår et håndtryk hører op, og hvis den ene bliver ved med at trykke på et tidspunkt, hvor den anden er holdt op, får intermezzoet et akavet præg. Og trykker man hånd med en person, der uden øjenkontakt taler videre med den forrige i rækken, bliver man stødt, fordi man ikke er blevet set. Selvfølelsen bliver ramt, fordi man er blevet ignoreret.
Det sker indimellem, at mindet om et andet menneskes håndtryk står mere lysende klart i hukommelsen end erindringen om den pågældendes ansigt, adfærd eller holdninger, fordi håndtrykket var det, der tydeligst røbede personens væsen.
Det sker, at man i et selskab ikke får givet hånd til alle, og hvis man senere på aftenen møder en, man ikke fik sagt goddag til, siger en af parterne ofte undskyldende til den anden: ”Vi fik da vist ikke hilst på hinanden.” Som om begge ved, at her har der udspillet sig en ”forsømmelse”, som der skal rådes bod på: De pågældende nåede ikke at vise, at de har set og dermed anerkendt hinandens tilstedeværelse. Og hvis samtalen starter uden ovenfornævnte ”undskyldning”, er det, som om ”legen” er begyndt uden rigtigt at være blevet skudt i gang.
Træffer man et menneske, som man kender godt, trækkes håndtrykket ud som tegn på gensynsglæde. Nogle ryster hånden flere gange, og andre tager med begge hænder om den andens hånd for at signalere hjertelighed. Et ønske om tæt legemlig forbindelse. Men selvom parterne er glade for at gense hinanden, er der grænser, der skal respekteres. Det går ikke altid an at give et knus som hilsen, fordi modparten kan føle sig overvældet og invaderet.
Uskrevne regler for at give hånd veksler fra land til land. I nogle kulturer udveksler man håndtryk, hver gang man mødes, også selvom det sker flere gange dagligt. Andre steder nøjes man med at gøre det, første gang man ses. Det er dog af betydning, at alle i en given kulturkreds holder sig til en nogenlunde ensartet praksis. Når alle benytter samme kropslige kommunikation, bliver det mere enkelt at forstå hinandens adfærd.
I selskaber, hvor nogle hilser ved at lægge hånden på hjertet, slå hænderne sammen foran brystet, bukke dybt eller lignende, indtræder der ofte lettere forvirring og usikkerhed, fordi mange har svært ved at tolke de nonverbale signaler, som de ikke er fortrolige med. Er “etiketten” fremmedartet, mister vi fornemmelse af, hvem vi står over for.
Kropskontakt er livsvigtig og finder især sted i nære relationer. Børn nusses, aes og knuses. Voksne omfavner, kysser og har sex med hinanden. Denne adfærd hører intimsfæren til. Men sideløbende har vi også behov for at røre ved andre, som befinder sig perifert i forhold til den nære familie. Og her benyttes håndtrykket, som ubevidst bliver et kompromis mellem nærhed og afstand. At give hånd er en institutionaliseret kropskontakt. Vi får mulighed for at røre ved hinanden på en “passende” måde uden at forulempe egne eller andres private zoner.
Et håndtryk, som er en fysisk handling med psykiske undertoner, befinder sig i skæringspunktet mellem sind og krop. Det er et legemligt udtryk for en sjælelig hensigt. Indtager man helikopterperspektivet og iagttager ovenfra, hvordan mennesker mødes og forlader hinanden, samtidig med at de hver især tager fat i hinandens arme, kan tableauet virke besynderligt. Hvorfor dog lade ekstremiteterne røre hinanden? Det hænger utvivlsomt sammen med, at vi har en dyb ubevidst trang til at være sammenknyttede.
Vi har behov for at være forbundne, og håndtrykket kan ses som en håndgribelig manifestation af dette fundamentale ønske. At give hinanden hånden er et ubevidst forsøg på at ophæve den kendsgerning, at vi biologisk og psykologisk er adskilte enheder. Vi prøver at nå hinanden, og håndtrykket er et ritualiseret kulturfænomen som symbol på denne stræben. Det, der ligner en overfladisk høflighedskonvention, peger i retning af noget langt dybere.
Og havde det været muligt at spørge Freud, ville han sandsynligvis hævde, at håndtrykket er et magisk forsøg på at reetablere navlestrengen og genskabe den psykofysiske relation, som brat gik tabt umiddelbart efter fødslen.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.