Prøv avisen
Debat

Det kan være befriende at hvile i en kønsstereotyp forestilling

"Hvor tit hører man ikke udtrykket 'det er jo en tradition' brugt som en begrundelse i sig selv? Søger vi ikke netop efter faste mønstre og samlende fortællinger her efter den helt store fortællings død?" spørger studerende. Modelfoto.

For mig at se tjener kønskategorierne et helt bestemt formål for langt de fleste mennesker: De aflaster deres psyke. Kønsstereotyperne tilbyder en fortælling, som man kan abonnere på, mener studerende

Igen og igen står de for skud, de stakkels køn.

Man spørger sig selv, hvad vi dog skal bruge dem til, og stiller sig uforstående over for, hvorfor man absolut skal sættes i bås med andre alene på baggrund af sit køn.

Først og fremmest vil jeg gerne gøre det klart, at jeg udmærket forstår frustrationerne.

Kønsstereotyperne trives på bedste vis i mainstreamkulturen, og det kan af flere grunde være svært at spejle sig i dem.

Spørgsmålet er bare, om det er nok til, at vi bør sløjfe dem helt.

Før du lægger dig fast på en holdning, vil jeg bede dig gøre dig nogle tanker.

Jeg vil bede dig spørge dig selv, om du tror, at kønsafgræsningen nødvendigvis er uden værdi for det enkelte menneske.

Du kan også vende det hele om og prøve at forestille dig et samfund uden køn. Hvordan ville det se ud?

For mig at se tjener kønskategorierne et helt bestemt formål for langt de fleste mennesker: De aflaster deres psyke.

Kønsstereotyperne tilbyder en fortælling, som man kan abonnere på, og er det ikke, hvad mange savner i vores postmoderne og affortryllede verden?

Hvor tit hører man ikke udtrykket ”det er jo en tradition” brugt som en begrundelse i sig selv?

Søger vi ikke netop efter faste mønstre og samlende fortællinger her efter den helt store fortællings død?

Jeg er ikke i tvivl. De fleste af os holder af traditioner, og det gør vi, fordi der ligger en stor frihed i at være fri for hele tiden aktivt at skulle forholde sig til sig selv.

Det kan være befriende at hvile i en stereotyp forestilling.

Nu har mange sikkert allerede hidset sig op over mit argument.

Man har spurgt sig selv, om det virkelig kan passe, at minoriteterne skal lade sig træde under fode for majoritetens velbefindende.

Det kommer måske som en overraskelse, men faktisk er jeg selv på mange måder ude af trit med stereotypen. Mit fag er et kvindefag, og jeg støvsuger gerne hele hytten.

I julegave ønsker jeg mig musselmalet porcelæn, og jeg vil langt hellere læse bøger af Herman Bang og gå i teatret end se fodbold og gå i biografen.

Alligevel har kønsstereotyperne en funktion for mig. Jeg spiller min identitet op imod dem og definerer mig i forhold til dem.

Jeg er en del af den selvforelskede minoritet. Et undtagelsesmenneske, uafrettet og frit.

Jeg er et af de forkomne englebørn, der hver weekend søger ly i Michael Strunges natmaskine.

Men for at kunne være alt det, som de andre ikke er, må jeg have en forestilling om, hvordan de fleste er.

Derfor skal majoriteten ikke kun have skældud.

Min identitet afhænger på mange måder af denne abstrakte størrelse.

Kasper Nielsen, stud.mag., Sejrøgade 16, 3. tv., Aarhus C