Det kneb desværre med løsningerne ved det konstruktive vælgermøde

Det, der kunne være blevet til frugtbare dialoger blev stoppet i et krydsfelt mellem urets nådesløse tikken og nogle af de medvirkende politikeres manglende evne til at tænke ud af vaneboksen, skriver Kurt Strand

Lad være at kritisere andre, og fokuser på løsninger frem for på problemer, lød reglerne for debatten. Ikke alle fulgte dem, skriver Kurt Strand.
Lad være at kritisere andre, og fokuser på løsninger frem for på problemer, lød reglerne for debatten. Ikke alle fulgte dem, skriver Kurt Strand. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

”Det handler jo ikke om, at vi skal være enige. Men vi skal være ordentlige. Og vi skal tage alvorligt, at folk ikke gider høre på os, hvis ikke vi kommer med løsninger.”

Ordene kom fra De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, på et vælgermøde i Aarhus Universitets aula onsdag aften. 12 partiledere og to spidskandidater deltog sammen med 500 vælgere i et ”demokratisk eksperiment” om, hvorvidt en valgdebat kan handle om idéer og løsninger i stedet for lavpandede angreb på politiske modstandere.

Vælgermødet var arrangeret af blandt andre Radio4, Avisen Danmark og Constructive Institute. Sidstnævnte har med base på Aarhus Universitet gennem de seneste fem år bidraget med konkrete bud på udvikling og gentænkning af den gængse journalistik, og institutdirektør Ulrik Haagerup – fra 2007 til 2017 nyhedsdirektør i DR – skrev forud for mødet på Facebook, at ”i en krisetid, hvor polarisering bliver den næste pandemi, tillader vi os at spørge de mennesker, der vil lede os andre: Hvor enige er I om Danmark?”.

Efter tre timer stod det klart, at politiske modstandere selv i en valgkamp om snævre marginaler er mere enige, end det ofte lader til. Egentlig ikke overraskende, for de fleste ved udmærket godt, at når krydserne er sat, gælder det om at få mandaterne omsat til indflydelse. Det ved de i kommunerne, i regionerne og i Folketinget. Derfor bliver langt de fleste beslutninger truffet med bredtfavnende flertal.

Hvorfor det i den offentlige debat tit virker til at være stik modsat, kan derfor umiddelbart undre. Og så alligevel ikke, for det gælder selvfølgelig om at skille sig ud, være tydelig, måske endda lidt useriøs og populistisk for at skaffe stemmer nok til en plads på tinge. Tilmed er der for nogle folkevalgte en slags indbygget logik, der er baseret på, at ”hvis jeg siger noget, der viser, at jeg er lodret uenig med en politisk modstander, så er der større chance for taletid i medierne, end hvis jeg siger, at jeg faktisk er enig”.

Om vælgerne gennemskuer det, der således i et vist omfang er politisk teater, ved jeg ikke. Men jeg ved fra flere Epinion-undersøgelser, som jeg selv har arbejdet med på Constructive Institute, at omkring halvdelen synes, at politikere taler for meget om fejl og mangler hos deres modstandere. Nogenlunde samme antal siger samtidig, at de fleste politikere taler for lidt om løsninger.

Desværre kneb det med løsningerne onsdag aften i Aarhus. 14 politikere og tre store emner – inflation, sundhed og klima – var for mange og for meget. Det, der kunne være blevet til frugtbare dialoger blev stoppet i et krydsfelt mellem urets nådesløse tikken og nogle af de medvirkende politikeres manglende evne til at tænke ud af vaneboksen.

Måske er pointen bare, at det er svært at tale om løsninger. Men det ændrer ikke ved, at politikerne bør lytte til vælgernes ønsker – meget godt sammenfattet af Aarhus’ nationalskjald Poul Krebs, som fra scenen sang: ”Ku’ vi være dem – dem, der holder sammen i en verden, der falder fra hinanden?”.

Kurt Strand er journalist, underviser og tidligere fellow på Constructive Institute.