Det litteraturhistoriske kongemord

Det er ubegavet af arbejdsgruppen for Nye Fælles Mål i dansk at sende Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg ud i kulden. Med fravalget af de to forfattere har man nemlig samtidig formået at udradere to af de allervigtigste litterære perioder i den moderne danske litteraturhistorie, skriver debattør

Det er en tåbelighed, at Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg (foto) ikke længere eksisterer i den fælles litteraturkanon, der gælder for folkeskolen og gymnasiet. Det skriver tidligere seminarielektor, Sten Abrahams.
Det er en tåbelighed, at Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg (foto) ikke længere eksisterer i den fælles litteraturkanon, der gælder for folkeskolen og gymnasiet. Det skriver tidligere seminarielektor, Sten Abrahams. Foto: Sofie Amalie Klougart/Information.

SJÆLDENT ELLER ALDRIG har man kendt magen til tåbelighed som dette, at en arbejdsgruppe for Nye Fælles Mål i dansk har fundet på at slagte både Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg på én gang. Resultatet er, at de to nu ikke længere eksisterer i den fælles litteraturkanon, der gælder for folkeskolen og gymnasiet.

Argumentationen er gribende: Man har ønsket at bringe Tove Ditlevsen ind, fordi hun er en væsentlig kvindelig forfatter. Jamen altså: Man kan da ikke indlemme en forfatter i en ultravigtig undervisningskanon, bare fordi hun er en kvinde. Argumentet skulle vel være, at hun er en forfatter på kunstnerisk niveau med de udstødte, og det bliver meget vanskeligt at fastholde for en fagmand. Ej heller er det et lødigt argument at skubbe Henrik Ibsen ind i det eksklusive selskab, bare fordi han er en ”betydningsfuld nordisk forfatter”! Det lugter langt væk af uvidenhed og det, der er værre!

Man der er et helt andet forhold, som den ukyndige arbejdsgruppe overhovedet ikke er opmærksom på. Med netop fravalget af Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg har man samtidig formået at udradere to af de allervigtigste litterære perioder i den moderne danske litteraturhistorie.

Den første periode er modernismens første fase. Også kaldet Heretica-modernismen, som altså nu er fuldstændig fraværende både i gymnasiet og i folkeskolen. Den består ellers yderligere af vigtige forfattere som Tage Skou-Hansen, Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Erik Knudsen og Frank Jæger og andre.

Modernismens anden fase går sædvanligvis under navnet konfrontationsdigtningen. Også den er nu udraderet, selv om den rummer helt afgørende forfatternavne som Leif Panduro, Benny Andersen, Villy Sørensen, Jørgen Gustava Brandt og Ivan Malinowski.

Dette skal ikke være et litteraturhistorisk foredrag, men blot et hjertesuk! Dog blot dette: Heretica-forfatterne har altid været nedvurderet og mistænkeliggjort af universitetseliten, blot fordi de var religiøst søgende og tog afsæt i eksistentialismen. Spørg bare Kaj Munk og Willy-August Linnemann! Konfrontationsdigterne, derimod, har ellers altid været inde i varmen, fordi de stort set alle var kulturradikale og lodrette ateister. Så likvideringen af Rifbjerg forekommer egentlig at være lidt tilfældig og under alle omstændigheder helt uigennemtænkt!

Den store bannerfører for Heretica-gruppen var ellers netop Martin A. Hansen. Væk med ham. Og de andre med! Og den allestedsnærværende bannerfører for konfrontationsdigterne var netop Klaus Rifbjerg. Også væk med ham. Og de andre med! Ærligt talt: Dette her har nærmest karakter af en kulturel katastrofe!

Afslutningsvis det udvidede hjertesuk: Hvor er det egentlig synd for de stakkels elever i den danske skole, at de absolut skal konfronteres med en så afkræftet og blodfattig litteraturhistorie. Og hvor er det sørgeligt, at man lader, helt åbenbart, ukyndige folk bestemme, hvad de unge mennesker skal doseres med af litterære vitaminer her i landet!