Det liv, der betyder noget, er et afgrænset liv

For nogle mennesker er globaliseringen den virkeliggjorte utopi om den globale landsby. Jeg synes, den er rædselsfuld, skriver Kasper Støvring

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Vi kommunikerer med alverdens virtuelle venner, vi aldrig har mødt. Vi rejser til fremmede lande, vi har oplevet mange gange før. Vi ser nyheder om krige blandt folkeslag, vi aldrig havde skænket en tanke. Og vi spiser eksotisk mad, hvis smag vi dog for længst har vænnet os til.

For nogle mennesker er globaliseringen den virkeliggjorte utopi om den globale landsby. Jeg synes, den er rædselsfuld. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide at rejse, og jeg er også på Facebook, holder af indisk mad og er optaget af borgerkrigen i Syrien, men kommunikationsmidlerne, transportmulighederne, fjernsynet og det multikulturelle samfund gør det paradoksalt nok svært at få et eksistentielt forhold til alle disse ting.

Engang tog manpå dannelsesrejser. Et af mit livs mest betydningsfulde rejser var med interrail gennem det Europa, jeg aldrig havde set. Det var i begyndelsen af 1990’erne. Det tog tid og var besværligt, men jeg vendte hjem en smule forvandlet. Nu rejser jeg som turist ligesom alle andre, der så bekvemt og så hurtigt som muligt skal nå frem.

Igen: Jeg holder meget af at rejse, og gør det ofte, men jeg får mindre ud af det. Og er jeg ikke bragt til det fremmede, så er alt det fremmede bragt hertil, så dybe kulturelle traditioner kan forbruges – opbruges – i den multikulturelle basar.

Et kendetegn ved vores globaliserede tidsalder er et sært forhold mellem det nære og det fjerne. Det fjerne rykker tæt på, men forbliver underligt abstrakt. Verden forekommer os bekendt, uden at vi virkelig kender den. Den er endelig slået med lighed, som filosoffen Theodor Adorno skrev. Globaliseringen gør verden ensartet, den skaber ”kulturelle ørkener”, som en anden stor tysk filosof, Rüdiger Safranski, har skrevet.

Resultatet? Vi er blevet blaserte og har fået sløvere sanser. Ofte keder vi os eller føler os udmattede af oplevelser. Vi er plaget af det fjernes påtrængende – og bedrageriske – nærhed. Når de betydningsgivende afstande er elimineret, rykker alting tæt på, men uden den aura, det engang havde. Verden er blevet affortryllet. Det globale er ikke længere det fremmede, der frister og forfører langt borte. Når vi hele tiden ser vores eget i det andet, bliver alt identisk og mister sin gådefulde tiltrækningskraft.

Det forekommer mig, at flere er begyndt at føle denne mæthed. Globaliseringskritik er blevet et modeord, og når Svend Brinkmann kan skrive en bestseller med budskabet gå glip, så synes tendensen klar. Vi reagerer mere og mere imod overophedningen af vores kulturelle immunforsvar, den massive påvirkning, der gør alting nært, uden at vi altså får et nært forhold til det. Vi rammes derimod af stress, depression og angst. Udsendelsen hersker, men evnen til at indoptage, tilegne sig verden, er knægtet.

Det uvedkommende breder sig som en smitsom sygdom via de teknologiske kommunikationskanaler. Medierne, herunder de sociale medier, bringer fjerne begivenheder, som ikke burde komme os ved, ind på livet og rykker alle nære ting, som måske burde komme os ved, på afstand. Jo længere du træder ud i globaliseringens mose, jo dybere synker du ned i dyndet.

Endelig er vi blevet globale, siger de. Ja, vi er blevet åbne og omstillingsparate, vi har i sandhed mistet jordforbindelsen, forbindelsen med den beboelige plet på landkortet, der engang var vores. For vi har jo fødder, ikke rødder, ikke sandt? Men vi er blevet hvileløse som jagende skygger i en urolig drøm.

Den kætterske tanke i dag er derimod denne: Det er godt at lukke sig om sig selv. Som menneske og som samfund. Vi har brug for at leve inden for en snæver horisont. For det eksistentielt betydningsfulde liv er et afgrænset liv. Det gælder mig selv, min familie, min venskabskreds, det lokale liv, nationen og den civilisation, jeg tilhører. Man lever inden for grænser med det konkrete ansvar, der strømmer af den emotionelle tilknytning til de nære betingelser.

”Menneskeheden” derimod blinker i det fjerne med et bedragerisk skin af nærhed. At være ”verdensborger” er at være belastet med dårlig, ”global samvittighed” over problemer, vi ikke har en kinamands chance for at løse: nye myrderier mellem shia- og sunni-muslimer, der fortsætter den evige runddans i den arabiske ørkens glødende sand, et nyt diktatur i Afrika, oversvømmelser, jordskælv, sultkatastrofer…

Vi bør vriste os ud af globaliseringens klaustrofobiske rum og i stedet dyrke vores egen have, slå os ned ved den lokale andedam, kredse om vores navle, kort sagt: genetablere sansen for stedet, genopdage naturfølelsen, leve et enkelt liv præget af langsomhed under vanens vejledning, koble fra ligesom dengang, det var tegn på fornemhed, at man ikke altid stod til rådighed.

Først i det nære liv kan vi være vågne og opmærksomme. Det er gamle råd – og det er netop pointen.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.