I sidste uge blev europakortet en anelse mere orange. Nu fraråder Udenrigsministeriet rejser også til Frankrig og Kroatien. Den tilgængelige verden skrumper ind. Til gengæld er globaliseringen i medierne på ingen måde aflyst. Nyheden om, at én er dræbt i Portland, USA, når danskerne lige så hurtigt, som den når amerikanerne. Man forholder sig engageret til begivenheder og hændelser langt væk.
På godt og ondt. En af bagsiderne ved globaliseringen er, at det lokale er aflyst – eller i hvert fald er det slut med at putte sig i provinsen. Det fjerne engagement er ikke kun positivt. Der er mange nuancer, distancebetragteren ikke får med, og intet er lettere end at dømme på afstand. Hvor meget det betyder, gik op for mig søndag aften, hvor jeg så et afsnit af ”Præsten og hedningen” på DR 2.
Seriens titel er falsk varebetegnelse, det handler ikke om præsten og hedningen, men om processen med at få realiseret designeren Jim Lyngvilds fotografier af bibelske temaer til Faaborg Kirke.
Det er sognepræst Lene Matthies, der har fået idéen til at lade en lokal kunstner prøve kræfter med det hvælvede, hvidkalkede kirkerum og de bibelske fortællinger. En lokal kunstner. En lokal kirke. En sognepræst og et menighedsråd i en kirke, der tager sin rolle i lokalsamfundet alvorligt og i ”god Faaborg-ånd” vil slippe kræfterne løs.
Men i sådan en sag findes ”lokal” selvfølgelig ikke. Jim Lyngvild er ikke et ubeskrevet blad, han er en landskendis, asatroende og homoseksuel.
Kirken er ikke et hvilket som helst hus, Faaborg Kirke er en gammel klosterkirke. Allerede under forberedelserne er shitstormen en realitet, og den er ikke kun lokal, selvom der bestemt også er lokale bekymringer på spil. Mennesker, der ikke vil have, at deres kirke skal stå model til de kontroversielle fotografier.
Jim Lyngvild går i kampberedskab, mens menighedsrådet er mere tilbageholdende: Kan vi holde til det?, spørger den unge menighedsrådsformand. Han stiller selv op som statist i nedtagelsen af korset på Svelmø Strand.
Projektet er finansieret af en lokal erhvervsmand, der øjensynligt finder både folkekirke og menighedsråd lidt støvet, men bliver korrekset af Lyngvild: ”Menighedsrådet, de er sgu ikke støvede!”, lyder det fra designeren.
Han har sine idéer med projektet, men er også med på, at det er en særlig opgave at forvalte et billedophav, som alle har et forhold til.
”Præsten og hedningen” følger processen. Som tv-seer ved man, hvordan det ender. Billederne kommer op i kirken og har været et tilløbsstykke hen over sommeren. Men det er interessant at følge tilblivelsen, være med i systuen, på menighedsrådsmøderne og under fotooptagelserne med lokale i de bibelske hovedroller.
At få syn for projektets lokale tråde, som helt forsvinder, når sagen rammer landsdækkende medier eller hvirvles ind i en shitstorm. Faaborg findes faktisk.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.