”Vi skal gentænke måden, vi tænker velfærd på.”
”Vi skal blive bedre til at hjælpe os selv og hinanden.”
”Borgerne skal væk fra bare at tænke i, hvad de har ret til. I stedet skal de vænne sig til at blive gode til at vurdere, hvad de virkelig har brug for, og hvad de har ret til, men faktisk ikke har brug for.”
Udsagnene ovenfor og lignende udsagn støder man ofte på, når regeringens repræsentanter fortæller om planerne og visionerne for fremtiden. På Kommunernes Landsforenings (KL) nyligt overståede social- og sundhedspolitiske konference blev udsagn som ”vi skal blive bedre til at hjælpe hinanden” sagt så ofte, at de snarere end som selvstændige udsagn føltes som ekko konstant rungende frem og tilbage mellem væggene i de store konferencesale.
Udsagnene lyder godt, for det giver god mening, at vi alle bør tage så godt vare på os selv, som vi kan, og hjælpe hinanden, ja, det er en god idé.
Men i udsagnene gemmer sig noget usagt: I ”vi skal blive bedre til at hjælpe os selv og hinanden” gemmer sig udgangspunktet, at vi ikke er gode til at hjælpe os selv og hinanden nu. Hvis det udsagn passer, så er det naturligvis fint at blive bedre. Men passer det?
Mange danskere gør en stor indsats for at være så sunde, som de kan, og når de endelig bliver syge eller gamle, så gør de alt, hvad de får besked på fra læger og sygeplejersker. Der er selvfølgelig også mennesker, der lever usundt, og mennesker, som har sværere ved at følge lægers og sygeplejerskers råd. De mennesker har brug for mere hjælp fra det offentlige, og det vil en løftet pegefinger om, at de skal blive bedre til at tage vare på sig selv, ikke ændre på.
Derfor er udsagnet ”vi skal blive bedre til at hjælpe os selv og hinanden” faktisk en smule meningsløst. For vi hjælper allerede os selv og hinanden så godt, som det er muligt. Pårørende hjælper allerede deres syge familiemedlem eller gamle forælder så godt, som de overhovedet kan. Som medlem i Allerød Kommunes social- og sundhedsudvalg oplever jeg, at pårørende bruger al den tid, de kan finde, på deres syge familiemedlem eller gamle forælder. Nogle går endda ned i tid på deres arbejde.
Udtryk som ”vi skal blive bedre til at hjælpe os selv og hinanden” virker altså sympatiske ved første indtryk, men efter en kort analyse viser det sig, at udtrykkene er delvist meningsløse. Så hvorfor bruger regeringen sådanne formuleringer?
Ved at sige, at vi skal blive bedre til at hjælpe os selv og hinanden, kommer regeringen mellem linjerne ud med et langt mindre positivt budskab: Vi skal forvente langt mindre hjælp fra det offentlige i fremtiden. Både når det gælder sundhed og sygepleje, og når det gælder service og ældrepleje.
Det er kritisabelt, at regeringen på den måde overgiver sig til det, man kalder newspeak (også kaldet nysprog – en måde, hvorpå man bevidst maskerer et budskabs egentlige betydning, red.), og prøver at pakke et enormt paradigmeskift i sundhed og ældrepleje ind i en varm historie om, at vi skal tage os bedre af hinanden, pakke hinanden ind i tæpper og vande naboens planter. Selvom det måske ikke ligefrem er overraskende, at politikere og partier forsøger at pynte på deres budskaber.
Konsekvensen er, at de, der godt kan se igennem denne retoriske tåge, kan gennemskue, at det formentlig snart vil være fordelagtigt at tegne sig eksempelvis en privat sygeforsikring. Modsat vil store dele af befolkningen tro, at sundhedsvæsenet og ældreplejen også vil være der, når de får brug for den. Det vil den ikke!
For mens regeringen og andre taler om, at der i fremtiden vil være behov for mere hjælp fra os selv og hinanden, så er virkeligheden, at allerede nu er sundhedsvæsenet i knæ.
Udsagn som ”vi skal blive bedre til at hjælpe os selv og hinanden” taler nemlig om fremtiden. Dermed rummer udsagnet også en fortælling om, at regeringen ikke for alvor vil gøre noget ved den virkelighed, som hersker på sundhedsområdet nu.
Regeringen vil formentlig sætte et par milliarder kroner af til området. Det er rigtig mange penge, men i forhold til sundhedsvæsenets problemer er det blot en brøkdel af det nødvendige. Underbetalingen af sygeplejersker og andet sundhedspersonale vil regeringen ikke for alvor gøre noget ved, for så havde den handlet i stedet for at starte en syltekrukkekommission.
Regeringen taler heller ikke om at gøre noget ved de ringe normeringer, der er opstået som følge af årtiers gentagne effektiviseringer (rammebesparelser), som gør arbejdslivet i sundhedsvæsenet til et frustrerende slid og skræmmer især nyuddannede sygeplejersker og andet personale væk for bestandig. Altså vil de problemer, som er årsag til krisen i sundhedsvæsenet, forblive uadresserede, problemerne og krisen vil derfor bestå. Regeringen vil pynte på sundhedsvæsenet, men de strukturelle problemer, som er skyld i krisen, og som koster flere ressourcer, lukker regeringen øjnene for.
Man kunne også spørge: Er det realistisk, de massive problemer, som hersker i sundhedsvæsenet, kan løses ved at starte en kommission, love stop for besparelser og give penge tilbage til området svarende til besparelserne den seneste håndfuld år? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Det lyder for godt til at være sandt, og det er, fordi det er for godt til at være sandt.
Det, der er behov for, er at være ærlig om problemets størrelse. Her kommer lidt køkkenbordsregning: Der vil være behov for at hæve sygeplejerskernes lønninger med 3000-5000 kroner om måneden. Der arbejder cirka 40.000 sygeplejersker i regionerne, hvilket giver en merudgift på cirka 2,5 milliarder om året. Et forsigtigt gæt er, at andet sundhedspersonale i sygehusvæsenet skal have tilsvarende lønstigninger.
For eksemplets skyld antager jeg, at det svarer til en udgift på en halv gang udgiften til sygeplejersker, så kommer vi op på 3,8 milliarder Derudover skal normeringerne styrkes, så der reelt bliver tid til, at personalet kan tage sig af de indlagte på en meningsfuld måde. Igen vil et forsigtigt bud være, at der skal 1,5 gange så mange sygeplejersker og andet sundhedspersonale til. I alt giver det et efterslæb på minimum 5,6 milliarder kroner om året. I Enhedslisten er vi villige til at finde de penge. Regeringen vil ikke engang erkende problemets omfang.
Emil Ulrik Andersen er byrådsmedlem for Enhedslisten i Allerød, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.