Den kriseramte Carsten Jensen er den kendte forfatter og samfundsdebattør, som er i krise over det nylige tab af sin 25-årige stedsøn, Raph Coleman, og over verdens tilstand, den globale opvarmning og udsigten til utålelige levevilkår for de kommende generationer.
Ja, Iben Zeuthen præsenterede ”Carsten Jensen i krise” som ”en montage om at forlade den verden, vi kender”. Intet mindre. På den anden side er det velkendt, at verden er under stadig forandring, ligesom dommedagsprofetier ikke ligefrem er et nyt fænomen. Hvor mange har ikke sagt: Gå med mig, eller gå under? Nu er det så klimaaktivisternes omkvæd, og Raph Coleman var netop klimaaktivist og medlem af bevægelsen Extinction Rebellion. En bevægelse, som i denne uge bidrog til klodens redning ved at spærre for trafikken på Kongens Nytorv. Ingen kan vel næsten være uenige i, at vi skal passe på miljøet, men overophedede aktivister er næppe de mest effektive i den bestræbelse.
Carsten Jensen var nu en stor beundrer af de unges engagement, og denne pennens mand ville ikke udelukke dramatiske metoder, hvis ikke verden rettede ind, blev grøn på den rette måde og definitivt afsværgede alle fossile brændstoffer. Ja, Carsten Jensen erklærede, at hvis man ikke stoppede med de fossile brændstoffer, måtte de direktioner og bestyrelser, som ikke ville holde op med at stå for det, de står for, trues med livslang fængsel, og ultimativt måtte man bombe oliefelterne sønder og sammen i de lande, som var uden for demokratisk kontrol.
Altså i sidste ende miljøkrig, men Carsten Jensen mente dog, at hvis presset blev stort nok, kunne man undgå den slags løsninger. Slige krigshandlinger forekommer heller ikke særlige miljørigtige, slet ikke for det globale samarbejdsklima.
Når man ikke tilhører hint klimaradikale segment, gjorde ”Carsten Jensen i krise” mere indtryk, når vi hørte om Liz og Carsten Jensens sorg over Raph Colemans død. Den afgrundsdybe sorg og det meningsløse i et ungt menneskes død er til at forstå for enhver med et menneskehjerte.
Carsten Jensen fortalte om, hvordan ”livet blev pligt”, fordi forældrenes livslyst ikke længere var den samme og om at finde sin egen vej gennem sorgens landskab. I anden sammenhæng har Carsten Jensen kommenteret Raph Colemans pludselige død ved at skrive, at ”det er livet selv, som saboteres”. Og sandt er det, at børnene skal bære forældrenes kister, ikke omvendt.
Hjertets krise og klodens krise løb sammen og parallelt i radiomontagen, og det var både inderligt og kontroversielt. Det var nu lidt mærkeligt at høre, hvorledes ægteparret Jensen i januar tog til Los Angeles, og Raph Coleman rejste til Sydafrika for aldrig at se hinanden igen. Jeg mener, mon ikke de fløj i flyvemaskiner, som forbrændte fossile brændstoffer, for at bringe dem til andre kontinenter? Verden er fuld af kompromisser, også for de radikale.
Jesper Bacher er sognepræst.