Det menneskelige svar på terroren er tillid

Vi skal besvare terroren som de franskmænd, der midt i frygten åbnede deres døre for vildt fremmede mennesker for at give dem et helle, skriver generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen

"De kenyanske myndigheder smed aldrig de somaliske flygtninge ud. Man indså, at det ville være umenneskeligt at sende kvinder og børn tilbage til de forfærdelige forhold, de var flygtet fra. Den menneskelige forpligtelse til at hjælpe vandt over frygten og terroren," skriver Birgitte Qvist-Sørensen.
"De kenyanske myndigheder smed aldrig de somaliske flygtninge ud. Man indså, at det ville være umenneskeligt at sende kvinder og børn tilbage til de forfærdelige forhold, de var flygtet fra. Den menneskelige forpligtelse til at hjælpe vandt over frygten og terroren," skriver Birgitte Qvist-Sørensen. .

Angrebene i Paris har givet fornyet styrke til dem, der ønsker at lukke Europas grænser for syriske flygtninge.

Argumentet for lukningen er, at der angiveligt har været terrorister blandt de mange tusinde, der flygter fra rædslerne. Og derfor skal det ene rådne æble ikke have lov til at ødelægge hele kurven.

Da 147 kenyanske studerende i april i år blev brutalt myrdet af terrorister fra den somaliske terrorgruppe Al-Shabaab, kom det frem, at nogle af terroristerne kom fra flygtningelejren Dadaab i det nordlige Kenya.

De kenyanske myndigheders første reaktion på angrebene var, at nu skulle alle somaliske flygtninge sendes ud af landet.

Folkekirkens Nødhjælp er til stede i denne lejr. Her deler vi mad ud og hjælper kvinder, børn og voksne mænd med at få deres liv på fode i eksilet fra blandt andet Al-Shabaab.

Det gør vi, fordi vi mener, at alle har ret til hjælp. Vi skeler ikke til religion eller politiske tilhørsforhold. Vi hjælper dem, der har brug for hjælp.

Vi var lige så chokerede som de kenyanske myndigheder. For det er en frygtelig tanke, at der blandt de mennesker, der har allermest brug for hjælp, skulle skjule sig mennesker, der ønsker at ødelægge den måde, vi lever og tænker på.

De kenyanske myndigheder smed aldrig de somaliske flygtninge ud. Man indså, at det ville være umenneskeligt at sende kvinder og børn tilbage til de forfærdelige forhold, de var flygtet fra. Den menneskelige forpligtelse til at hjælpe vandt over frygten og terroren. Den sydafrikanske komiker Trevor Noah, der er vært på det amerikanske tv-program ”The Daily Show” havde følgende reaktion på angrebet i Paris, som jeg synes rammer samme tone. Her gengivet efter hukommelsen: ”Angrebene i Kenya, Beirut og Paris handler ikke om gerningsmændene, men om et angreb på menneskeheden selv. Vi kan kun vinde over umenneskeligheden med menneskelighed.”

En af de første reaktioner i Paris var hashtagget #portouvert - åben dør. Almindelige parisere åbnede deres døre for vildt fremmede mennesker for at give dem et helle midt i rædslerne. Midt i frygten åbnede de dørene. Selvom der potentielt kunne være endnu en terrorist iblandt dem.

Det er det menneskelige svar på terroren. At udvise menneskelighed, åbenhed, enhed og samling. At lade lighed, frihed og fællesskab vinder over ondskab og umenneskelighed.

Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp