De herskende bekymringer over de trusler, islamismen stiller de frie vestlige demokratier over for, er en god anledning til at gengive et citat af Hitlers berygtede propagandaminister, Joesph Goebbels:
”Det vil altid være en af de bedste vittigheder om demokratiet, at det selv stillede de midler til rådighed for sine dødsfjender, der tilintetgjorde det.”
En kynisk konstatering af, at den gældende tyske forfatning og samfundsorden i 1930'erne ikke havde kunnet forhindre nazistpartiets vækst og sluttelige etablering af et diktatur.
Det var på den baggrund, at den tyske sociolog Karl Loewenstein i 1937 skrev essayet ”Militant Democracy and Fundamental Rights” under eksil i USA. ”Militant”? Det lyder af støvletramp, men essayet handler tværtimod om det beredskab, et demokrati behøver for at beskytte sig mod trusler fra radikale politiske bevægelser.
Erfaringerne fra nazismen blev da også grundlag for Tysklands nye forfatning fra 1949, som medvirkede til at gøre Tyskland modstandsdygtigt over for terrorismen fra Rote Armee Fraktion i 1970'erne. Ikke mindst i kraft af indgribende forholdsregler fra statens side.
På grund af truslen fra det sovjetdominerede Østeuropa havde den tyske forfatningsdomstol allerede i 1952 defineret Tyskland som ” et militant, forsvarsberedt demokrati” , som bestod sin prøve der i begyndelsen af 1970'erne.
Den ungarske statsretsjurist Andras Sajó, som har medvirket ved udformningen af flere forfatninger i Østeuropa efter Murens fald og nu er dommer ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, har givet ”militant demokrati” nyt liv som betegnelse for de forholdsregler, som forskellige demokratier har taget i brug over for den internationale islamistiske terrorisme.
Forholdsregler, som er nødvendiggjorte ikke kun af presset fra terrorister og jihadister, men også fra højtstående gejstlige og politikeres krav til vestlige lande om indgreb i ytringsfriheden (se om stormuftien i Jerusalem og den tyrkiske premierminister her i bladet den 9. februar.)
Friheden i en retsstat, skriver Sajó et sted, drejer sig om villigheden til at løbe risikoen ved at lade friheden udfolde sig (ytringsfrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed). Men hvis friheden trues, hvis risikoen bliver for stor, så bliver det nødvendigt at demonstrere forsvarsvilje med indgreb, der begrænser frihedsrettighederne.
Det er udbygning af terrorberedskabet her i landet et eksempel på, men desværre foregår debatten om det ikke på et særligt inspirerende niveau. Det gør den til gengæld uden for Danmarks grænser.
Umiddelbart efter attentatet mod Charlie Hebdo i Paris den 7. januar opfordrede Rotterdams borgmester Ahmed Aboutaleb (selv praktiserende muslim af marokkansk afstamning) dem, ”som ikke elsker friheden” til at ”skrubbe af”. I et eksklusivt interview med det franske ugemagain l'Express den 18. februar tilføjer han, at han både som borgmester og som ”rasende muslim” havde udtrykt sig så skarpt for at være sikker på at blive forstået. Og for at sige til sine trosfæller, at hvis man kræver sameksistens mellem de 178 nationaliteter, der bor i Rotterdam, så må man acceptere ytringsfriheden.
Borgmesteren understreger, at ”det er meget vigtigt, at imamerne svarer på de spørgsmål, der bliver stillet til dem: hvordan har disse kriminelle attentatmænd kunnet tolke Koranen og islam sådan, at det kan retfærdiggøre deres handlinger? At sige, at islam ikke har noget med deres handlinger at gøre, det er virkelig absurd”. Han spørger desuden, hvorfor de moderate muslimer er fraværende i den offentlige debat.
Også en fremtrædende tyrkisk-tysk muslim, journalisten og forfatteren Güner Yasemin Balci, opfordrer moderate muslimer til et opgør med terror udført i Allahs navn og med muslimske gejstlige, der påbyder europæiske muslimer ikke at integrere sig med vesterlændinge.
Hun foreslår i et interview i Weekendavisen den 6. marts, at det skal være obligatorisk, at imamer uddannes på statskontrollerede uddannelser i Europa. Det er allerede indført i Holland og vedtaget i Østrig, hvor en ny lov kræver, at prædikener i moskéer foregår på tysk, og forbyder finansiering af moskeer og imamlønninger fra udlandet.
En statskontrolleret uddannelse vil ifølge Balci kunne blive et bolværk mod den herskende opfattelse hos et flertal af muslimer i Europa, hvor sharialov står over demokratisk vedtagen lov.
I betragtning af, at de to muslimer, borgmesteren og journalisten, reelt stiller krav om begrænsninger i både tros- og ytringsfrihed og gældende asylregler og opfordrer muslimer til et opgør med islam i dens nuværende form, kan man da vist roligt kalde dem fortalere for et militant demokrati, parate til at gå langt i forsvaret af den demokratiske samfundsorden.
De siger tingene på en måde, som måske er lige lovlig klar for sarte sjæle, men niveauet er højt, og der er inspiration at hente.
Og selvom det er ned ad bakke, så er vejen lang fra Rotterdam til et land, hvor politikere i detaljer diskuterer, hvordan undervisningen i Muhammed-tegninger skal tilrettelægges i danske skoler, men ikke kan enes om et beredskab mod terror. Det virker, som om de ikke kender en af folkets yndlingssalmer. Den om at kæmpe for alt, hvad du har kært. Men den er måske også for militant?
Ole Olesen, konsulent, cand.polit.Philip Schous Vej 13, Frederiksberg