Det normales ret bør anerkendes

NORMALITET OG REPRODUKTION Selvom forestillingen om, at noget er normalt og andet derfor unormalt, vil opflamme den herskende relativisme, så har ethvert samfund brug for et klart begreb om normalitet

ETHVERT SAMFUND opererer med en forestilling om normalitet. Jeg siger med vilje forestilling og ikke begreb. Hvis et begreb er en forestilling eller en følelse, der er blevet sig selv klar, så er et begreb på én gang mere præcist og mindre omfattende end en forestilling.

Har et samfund altså et begreb om normalitet og lad os sige i forhold til reproduktion, hvad man gør og ikke gør, vil det normale også være tilsvarende præcist defineret og ikke nødvendigvis særlig omfattende nogle ville da sige indskrænket eller mindre tolerant. Det kan bestemt også være tilfældet, men behøver ikke at være det.

Tager vi ægteskabet mellem en mand og en kvinde som eksempel på det normale eller den normale ordning af kønsforholdet, så vil et meget selvbevidst (og måske også konservativt) samfund forsøge at beskytte ægteskabet som netop norm; det er at beskytte en bærepille i samfundet. Man lever i ægteskab, og ægteskabet er veldefineret med klare krav til parterne, ligeværdighed og arbejdsdeling for eksempel. Juraen er klar og indrettet derefter. Et sådant samfund udtrykker et klart begreb om normalitet.

DET SAMME GÆLDER med reproduktion som eksempel. Den normale måde at få børn på er, at en mand og kvinde får et barn sammen, naturligt eller ved hjælp af kunstig befrugtning; det er i første omgang uvedkommende for mit anliggende.

Det selvbevidste samfund vil holde dette forhold i hævd som normativt og insistere på betydningen af at have et klart begreb om, hvordan reproduktion bør finde sted: at en mand og kvinde får et barn sammen og deles om opdragelse og ansvar som mand og kvinde.

Min påstand er nu for det første, at ethvert samfund, som ikke har et klart begreb om normalitet, vil længes efter det. Jo stærkere begreb om normalitet, jo højere selvbevidsthed, og jo stærkere vil dette samfunds moralske værdier også være.

For det andet påstår jeg, at vi i Danmark enten ikke har et begreb om normalitet med hensyn til familiedannelse og reproduktion, eller at vi ikke tør have det. Jeg hælder mest til det sidste. Al forestilling om normalitet er endda under stort pres. Selvom en forestilling om, at noget er normalt og andet derfor unormalt, vil opflamme den herskende relativisme.

DET ER IGEN en væsentlig grund til, at vi er usikre på, hvad vi skal mene om lesbiskes ret til at blive kunstig befrugtet, betalt af det offentlige sygehusvæsen, at vi har svært ved at argumentere mod bøssers ret til at få børn sammen, hvis det skulle være muligt, at vi måske kan registrere en dunkel modvilje mod tre forældre til et barn, uden rigtig at kunne få sagt, hvad en sådan dunkel modvilje i grunden er udtryk for. At det simpelthen ikke er normalt, og at et selvbevidst samfund er villigt til at bringe ofre på det normales alter.

Heraf følger for det tredje, at intet samfund undgår at operere i det mindste med en forestilling om det normale. Og staten er den størrelse, som understøtter det normale i form af penge og institutioner. Derfor er der grænser for, hvad staten kan støtte, og efter min mening går den blandt andet ved støtte til kunstig befrugtning af lesbiske, at to kvinder kan være genetisk ophav til det samme barn, at søstre kan udveksle æg, og i det hele taget ved alt, hvad der måtte få os til at betragte børn og reproduktion som en rettighed.

Nu er det så meget vigtigt yderligere at få sagt to ting. For det første, at vi i de vestlige demokratier har opbygget stater, som giver god plads til undtagelser fra det normale og i flere tilfælde endda understøtter dem. Det skal der være plads til, men netop som undtagelser. Selvom homoseksualitet er bredt accepteret og synligt og ikke ét ondt ord om det, det er et meget stort frihedsgode, så er homoseksualitet ikke normativt.

DET FÅR SÅ i mine øjne for eksempel den konsekvens, at lesbiske kvinder skal kunne få alle de børn, de vil have, også ved kunstig befrugtning, men at de selv må betale for det. Ingen har nogensinde kunnet forhindre en kvinde i at få et barn, hvis hun virkelig vil have et, og det vil altså være både dumt og meget forkert at forsøge på det. Men sker det uden for eller på kanten af det normale, må staten melde pas. Hvorfor? Fordi intet samfund kan bestå uden at kunne tale om og stå ved, hvad dets grundlag er; det er ensbetydende med at sætte grænser. Staten bygger simpelthen på en forestilling eller altså et begreb om det normale. Det andet vigtige at få sagt er, at det normale ikke er et statisk begreb. Det flytter sig. Det normale ægteskab for eksempel er i dag noget andet end for hundrede år siden, men vi taler stadig om ægteskab. Alle de nye teknikker vil således forandre, hvad normal reproduktion er. Det er allerede sket. Kunstig befrugtning er ikke længere i sig selv en kontroversiel sag, og måske er to genetiske mødre til ét barn helt normalt om 20 år.

Det forandrer bare ikke ved, at vi ved dagens afgørelser ikke kan undslippe at forholde os til, hvad det normale er. Når vi skal beslutte, vil det normale som et klart begreb, som en knap så klar forestilling eller som en dunkel følelse kræve at blive hørt før eller siden.

HVAD MENER JEG SÅ om alle de fremadstormende teknikker? Er de af det gode eller det onde? Er det godt eller en alt for stor belastning med de mange valgmuligheder? Det er, når alt kommer til alt, ikke interessante spørgsmål. Teknikkerne er her. De forsvinder aldrig mere, de står slet ikke stille, og menneskenes verden bliver kun mindre og mindre overskuelig for hver dag.

Det kalder så efter min mening på modet til at hævde, at noget er normalt og unormalt, noget er normsættende (og har været det siden tidernes morgen, det hviler på en etisk grundlov). Noget andet er det ikke og bør heller ikke være det. Ikke for at pege fingre ad det unormale eller ikke-normative, men for bedre som samfund at kunne rumme det og sige klart fra, hvor der skal siges fra, over for to genetiske mødre til ét barn for eksempel. Jo mere selvbevidst et samfund er, jo klarere grænser det tør trække, jo friere kan det omfatte unormalitet og undtagelser. Hvis samfundet vel at mærke er et frisindet demokrati.

Morten Kvist er medlem af Det Etiske Råd og valgmenighedspræst i Herning