MANGE HAR beklaget den mørke sti, som Europa og det transatlantiske forhold i øjeblikket bevæger sig ned ad, men der har ikke været megen diskussion om, hvor den sti fører hen. Et svækket og opdelt Europa, en strategisk ”frakobling” fra USA, et flosset EU, ”det næste Europa”, ”Europas ophør”. Der bliver talt om mislykkede drømme, ikke mareridt. Alligevel kan et mislykket europæisk projekt, hvis det altså sker, blive et mareridt og ikke kun for Europa. Det vil blandt andet føre os tilbage det, der engang var kendt som ”det tyske spørgsmål”.
Det tyske spørgsmål førte til nutidens Europa, så vel som det transatlantiske forhold, vi har haft i de seneste syv årtier eller mere. Tysklands forening i 1871 skabte en ny nation i hjertet af Europa, der var både for stor, for folkerig, for velstående og for magtfuld til at blive ordentligt afbalanceret af de andre europæiske stormagter, herunder Storbritannien. Sammenbruddet i den europæiske magtbalance var medvirkende til de to verdenskrige og dermed mere end 10 millioner amerikanske soldaters rejse over Atlanten for at kæmpe og dø i disse krige. Da amerikanerne og europæerne etablerede Nato efter Anden Verdenskrig, var det i lige så høj grad for at løse problemet med Tyskland, som det var for at imødekomme udfordringen med Sovjet. Som lord Ismay, Natos første generalsekretær, udtrykte det, var det for at ”holde Sovjetunionen ude, amerikanerne inde og tyskerne nede”.
Rækken af integrative europæiske institutioner blev oprettet med det samme formål. Den første var Kul- og Stålunionen, som senere blev til EU. Som diplomaten George Kennan sagde, så var ”den eneste tænkelige løsning på problemet med Tysklands forhold til resten af Europa” at skabe en eller anden form for forenet Europa, og dette kunne kun ske med en amerikansk forpligtelse til at værne om sikkerheden. Og det virkede.
I dag er det umuligt at forestille sig, at nogle af de tidligere så komplicerede versioner af Tyskland ville kunne genopstå. Tyskerne er nu formentlig de mest liberale og fredelige mennesker i verden, og alle vil have Tyskland til at påtage sig den nu ledige titel som ”leder af den frie verden”. Mange på begge sider af Atlanten ønsker at se mere gennemslagskraft fra Tyskland. Som Radoslaw Sikorski, den daværende polske udenrigsminister, sagde i 2011: ”Jeg frygter tyskernes magt mindre, end jeg frygter tys-kernes inaktivitet.” Det var en bemærkelsesværdig ting for en polsk politiker at sige, men hans udtalelse hvilede på den udbredte antagelse af, at tyskernes store indsats for at forandre sig forbliver urokkelig. Er det sandt? Er dette det eneste tænkelige Tyskland? Nu hvor den verdensorden, der muliggjorde det nuværende Tyskland, er under angreb af blandt andet USA, vil verden erfare svaret. Og historien viser, at vi måske ikke vil bryde os om det.
HISTORISK SET har Tyskland været en af de mest uforudsigelige aktører på den internationale scene. Tyskland blev forenet gennem en række krige i 1860’erne og 1870’erne. Derefter samlede Otto von Bismarck nationen ved hjælp af ”blod og jern”, som han udtrykte det, og skabte den fredelige og ”fuldendte stormagt”, som landet var de næste to årtier. Fra 1890’erne og frem til Første Verdenskrig var Det Tyske Kejserrige under kejser Wilhelm II et ambitiøst tysk imperium med drømme om et Mitteleuropa, der skulle være et område under tysk indflydelse, som strakte sig hele vejen til Rusland.
Efter krigen blev Tyskland en forsigtig revisionistisk nation ledet af Weimar for blot at vende tilbage som Europas erobrer under Hitler i 1930’erne og derefter bryde sammen som en slagen og opdelt nation. Selv under den kolde krig svingede Vesttyskland mellem kansler Konrad Adenauers provestlige idealisme og kansler Willy Brandts mere realistiske ostpolitik. Landets indenrigspolitik har været lige så turbulent og uforudsigelig. Forskere har længe grublet over Tysklands sonderweg, der er den særegne og urohærgede vej, som nationen har taget frem mod sit moderne demokrati, i form af en mislykket liberal revolution, et nedarvet monarki, autoritære principper, et skrøbeligt demokrati og endelig totalitarisme.
Denne turbulente historie skyldes dog ikke kun tyskernes karakter. Omstændighederne har også spillet en stor rolle, heriblandt noget så simpelt som geografien. Både mod øst og mod vest var Tyskland flankeret af store, frygtindgydende magter og var derfor altid i fare for at skulle føre krig på to fronter. Forfatteren Thomas Mann argumenterede engang for, at det næppe var et spørgsmål om national karakter, men mere om udefrakommende begivenheder. ”Der findes ikke to Tysklande, hvoraf det ene er godt og det andet dårligt,” skrev han. ”Det onde Tyskland er blot det gode Tyskland, der er faret vild. Det gode Tyskland, der er havnet i modgang, skyld og ødelæggelse.”
Det demokratiske og fredselskende Tyskland, som alle i dag kender og elsker, voksede frem under de særlige omstændigheder, der prægede den amerikansk-dominerede liberale verdensorden, som blev etableret efter Anden Verdenskrig. Tyskland forandrede sig i årene efter krigen, men der var især fire aspekter, der var medvirkende til, at denne forandring kunne finde sted.
DET FØRSTE var det amerikanske engagement i europæisk sikkerhed. Denne sikkerhedsgaranti satte en stopper for den onde cirkel, der havde destabiliseret Europa og medført tre store krige i løbet af syv årtier. Ved at beskytte Frankrig, Storbritannien og Vesttysklands andre naboer fik USA hele verden til at hilse Vesttysklands gendannelse i efterkrigstiden velkommen. Forpligtelsen fjernede også behovet for dyre udgifter til oprustning hele vejen rundt, så alle de europæiske lande, deriblandt også Vesttyskland, kunne fokusere mere på at øge velstanden og den sociale trivsel blandt deres borgere, hvilket igen sikrede langt højere politisk stabilitet.
Det andet element i den nye verdensorden var den liberale internationale økonomi og frihandel, som var blevet etableret af USA. Den tyske økonomi havde altid været meget afhængig af eksport, og i det 19. århundrede havde konkurrencen om de udenlandske markeder været en af de drivende kræfter bag den tyske ekspansion. I den nye verdensøkonomi kunne det afmilitariserede Vesttyskland blomstre op uden at true andre. Tværtimod blev Vesttysklands eksportdrevne økonomiske mirakel i 1950’erne både en motor for den globale økonomiske vækst og et anker af velstand samt demokratisk stabilitet i Europa. I midten af 1960’erne havde både Vesttyskland og Japan overhalet USA inden for en række centrale industrier – lige fra bilindustrien til stålproduktionen og produktionen af elektroniske dele. Amerikanerne accepterede deres konkurrenter, fordi de betragtede sunde europæiske og japanske økonomier som vitale grundpiller i den stabile verden, de ønskede at opretholde. Den vigtige lektie fra den første halvdel af det 20. århundrede var, at økonomisk nationalisme var destabiliserende. Både den internationale frihandel og institutioner som Kul- og Stålunionen blev skabt for at undgå dette.
Vesttyskland forblev forankret i det liberale Vesten. Selvom visse fremtrædende tyskere talte for at indtage en mere uafhængig position under den kolde krig, gjorde de fordele, som vesttyskerne fik ud af at beholde deres plads i den amerikansk-dominerede verdensorden, at de forblev solidt plantet i den.
DET HANDLEDE OGSÅ om ideologi. Tysklands økonomisk succes i den gunstige liberale verdensorden styrkede det tyske demokrati. Det var ikke en selvfølge, at demokratiet ville kunne slå dybe rødder i den tyske jord – selv ikke efter den katastrofale Anden Verdenskrig. Der var bestemt ingen, der i slutningen af 1930’erne havde betragtet Tyskland som værende på vej mod et liberalt demokrati. Selv under Weimars styre var det kun et mindretal af tyskerne, der følte en dyb tilknytning til de demokratiske partier og institutioner i den skrøbelige republik.
De blev nemt afviklet i 1930 med erklæringen om undtagelsestilstand, og det var endda, før Hitler kom til magten tre år senere. Der var heller ikke megen modstand mod det nazistiske styre før de sidste måneder af krigen. Det skæbnesvangre nederlag og de lidelser og ydmygelser, der fulgte, belastede det autoritære og militaristiske styres omdømme. Den amerikanske besættelse umuliggjorde en tilbagevenden til autoritære principper og militarisme, men det var ingen garanti for, at tyskerne ville omfavne det, som mange syntes var urimelige krav fra sejrherren. Men det gjorde de nu alligevel, og det var især på grund af omstændighederne. I det sovjetisk-besatte Østtyskland blev nazismen blot afløst af en anden form for totalitarisme. Men Vesttyskland var i 1960’erne dybt forankret i den liberale verden og nød trygheden og velstanden i et demilitariseret samfund.
En anden medvirkende faktor var, at Vesttyskland var en del af et Europa og en verden, hvor demokratiet syntes at være fremtiden. Dette var det tredje afgørende aspekt, der medvirkede til at forankre Tyskland i den liberale verdensorden. De europæiske og internationale omstændigheder var meget anderledes end de omstændigheder, der gjorde, at Weimars demokrati var mislykkedes, og nazismen var blomstret op, og Tyskland havde indledt sin aggressive kurs. I 1930’erne var det europæiske demokrati en truet art. Fascismen var dominerende overalt og virkede, for nogle, som en mere effektiv måde at lede og opbygge samfundet på.
I efterkrigstiden derimod sørgede demokratiernes voksende styrke og velstand ikke bare for en fælles styrkelse af nationerne, men skabte også en følelse af fælles europæiske og transatlantiske værdier. Denne følelse blev fuldt ud manifesteret efter Berlinmurens fald i 1989 og grundlæggelsen af EU i 1993. Demokratieksplosionen over hele det europæiske kontinent og forestillingen om et ”helt og frit” Europa, som den amerikanske præsident George H.W. Bush udtrykte det, bidrog til at skabe en ny europæisk identitet, som tyskerne kunne omfavne. Og det gjorde de ved at ofre en betydelig del af deres uafhængighed. Afgivelsen af suverænitet, som medlemskabet i den nye tværeuropæiske institution indebar, ville næppe have været mulig, hvis ikke tyskerne havde følt sig forpligtet af fælles idealer over for resten af Europa og USA.
Det fjerde aspekt i den nye verdensorden, der gjorde det muligt for Tyskland både at undslippe sin fortid og at bidrage til fred og stabilitet i Europa, var undertrykkelsen af nationalistiske ønsker og ambitioner ved hjælp af transnationale institutioner. Ingen anden nationalisme havde spillet så destruktiv en rolle i Europas blodige fortid. Et Europa, hvor nationalisme blev undertrykt, var et Europa, hvor tysk nationalisme blev undertrykt. Tysklands afgørende rolle i at fremme denne fælles europæiske antinationalistiske vision spillede en stor rolle i at skabe gensidig tillid i Europa.
Disse fire elementer – den amerikanske garanti for sikkerhed, den internationale frihandel, den demokratiske bølge og undertrykkelsen af nationalisme — har tilsammen holdt det gamle tyske spørgsmål begravet dybt under jorden. Der var dog ikke noget uundgåeligt ved dem, og de er heller ikke nødvendigvis permanente. De er fremkommet på grund af nogle usædvanlige omstændigheder, der er unormale og ahistoriske. Og det er Tysklands andel i dem også.
SELV FØR DEN LIBERALE verdensorden begyndte at falde fra hinanden, har der altid været et spørgsmål om, hvor længe Tyskland ville være villig til at forblive en ualmindelig nation, fornægte sig selv almindelige geopolitiske ambitioner, almindelige selviske interesser samt almindelig nationalistisk stolthed. Et lignende spørgsmål har i årevis været helt centralt i Japan, der er den anden nation, hvis skæbne blev forvandlet af nederlag i krig og derefter gendannet i en USA-domineret liberal verdensorden. Det er muligt, at det eneste, der har holdt Japans ønske om normalitet i skak, har været landets fortsatte afhængighed af USA’s hjælp i forhold til udfordringerne ved et voksende Kina. Hvor længe vil Japan undertrykke sine nationalistiske ønsker, hvis landet ikke længere kan regne med støtten fra USA?
Tyskerne har været i den modsatte situation. Med undtagelse af visse dele af de yderste politiske fløje er tyskerne fortsat meget bevidste om deres fortid. De er på vagt over for enhver antydning af genoplivningen af nationalisme og mere end villige til at tolerere begrænsningen af deres uafhængighed. Samtidig har Tyskland, i modsætning til Japan, siden slutningen af den kolde krig ikke haft brug for USA’s beskyttelse.
Tyskernes engagement i Nato i de seneste år har ikke været et spørgsmål om strategisk nødvendighed, men snarere et ønske fra deres side om fortsat at være forankret i Europa uden at være en trussel for nogen. Men lænker, man frivilligt har taget på, kan også blive taget af. I takt med at nye generationer kommer til, er dæmonerne blevet glemt, og restriktionerne er begyndt at irritere. Hvor lang tid går der, før nye generationer af tys-kere kræver en tilbagevenden til normale forhold? Over det seneste kvarte århundrede har Tysklands naboer og tyskerne selv haft opmærksomheden rettet mod tegn på et sådant skift i tyskernes indstilling. Den angst, som briterne og franskmændene mødte den tyske genforening i 1990 med, viste, at det tyske spørgsmål selv 45 år efter Anden Verdenskrig stadig var aktuelt.
Som Hans Kundnani konstaterede i sin glimrende analyse, ”The Paradox of German Power”, fra 2015, har Tysklands genforening og oprettelsen af eurozonen medført, at den tidligere ubalance, der destabiliserede Europa efter Tysklands forening i 1871, nu er vendt tilbage. Tyskland blev endnu en gang den dominerende kraft i Europa. Centraleuropa var blevet Tysklands forsyningskæde og en egentlig del af ”den større tyske økonomi”, så man nu havde det 21. århundredes realisering af Mitteleuropa. Resten af Europa var blevet Tysklands eksportmarked. Da krisen i eurozonen opstod i 2009, var det begyndelsen på en ny ond cirkel. Tysklands økonomiske førerposition gjorde det muligt for landet at hive sin egen anti-gældspolitik ned over hovedet på resten af Europa, hvilket har gjort Berlin til skydeskive for vrede grækere, italienere og andre, der plejede at give EU-bureaukratiet i Bruxelles skylden for deres modgang. Tyskerne var også vrede over at skulle finansiere andre landes ødselhed. Uden for Tyskland var der snak om en antitysk ”fælles front”, og i Tyskland blev der indtaget en offerrolle, mens den gamle frygt for at blive omringet af de ”svage økonomier” blussede op igen.
Hvert af de fire aspekter i efterkrigstidens verdensorden, der har holdt det tyske spørgsmål i skak, er nu uafklarede. Nationalismen er på vej frem i hele Europa, demokratiet skranter i nogle dele af kontinentet og er under pres overalt, den internationale frihandel er under angreb, og der er blevet sået tvivl om den amerikanske garanti for sikkerhed af den amerikanske præsident selv. I lyset af Europas og Tysklands historie kunne det så ikke tænkes, at disse skiftende omstændigheder igen vil medføre en ændring i adfærden hos europæerne, heriblandt også tyskerne?
Hvis Tyskland i dag er et resultat af den liberale verdensorden, er det tid til at tænke over, hvad der kan ske, hvis denne orden bryder sammen. Tænk på det Europa, hvor tyskerne nu bor. Mod øst har de tidligere demokratiske regeringer i Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet taget varierende skridt i retning af illiberalisme og et autoritært styre. Mod syd er Italien styret af nationalistiske og populistiske bevægelser med en tvivlsom forpligtelse over for liberale værdier og endnu mindre troskab over for eurozonens økonomiske struktur. Mod vest er et stadig mere urohærget og vredt Frankrig blot ét valg væk fra en nationalistisk valgsejr, der vil ramme Europa som et jordskælv. Det vil også være det endelige dødsstød til det fransk-tyske partnerskab, der ellers var udgangspunktet for opbygningen af den europæiske fred. Der er også det britiske farvel til det europæiske fællesskab. I 2016, da afstemningen om Brexit nærmede sig, spurgte premierminister David Cameron: ”Kan vi være så sikre på, at freden og stabiliteten på dette kontinent uden tvivl vil bestå?”. Det var det rigtige spørgsmål at stille, for Brexit vil faktisk bidrage til en destabilisering af Europa ved at skærpe forskydningen i magtbalancen og efterlade et allerede svækket Frankrig alene over for et stærkt, men stadig mere isoleret Tyskland. Det er også en sejr for nationalismen og endnu et knytnæveslag til de institutioner, der blev etableret for at løse det tyske spørgsmål.
I de kommende år vil tyskerne muligvis se sig selv bosiddende i et overvejende nynationalistisk Europa, hvor nationalistiske partier i en eller anden form er ved magten i alle de toneangivende nationer. Vil tyskerne under sådanne omstændigheder kunne modstå nationalismens genkomst i deres eget land? Selv i dag har det højreorienterede nationalistiske parti AfD tredjeflest pladser i Forbundsdagen. Partiet er styret af ideologer, der er trætte af skylddyrkelse, og som giver de tyske politikere skylden for tilstrømningen af udlændinge. Der er intet til hinder for, at et parti med en mere mainstream og mindre offensiv version af sådanne synspunkter ikke kan komme til magten på et tidspunkt. Som historikeren Timothy Garton Ash har konstateret, er en ”kulturel kamp for Tysklands fremtid” allerede i gang.Man kan heller ikke gå ud fra, at de europæiske lande i en verden med stigende politisk og økonomisk nationalisme fortsat vil afskrive militær magt for at opnå international indflydelse. Med et Rusland, der er mere end villigt til at bruge magt for at nå sine mål, og et USA, der trækker sig tilbage fra sine udenlandske forpligtelser, er denne verdensorden ved at forsvinde. Der har altid været noget ironisk over, når amerikanerne klager over, at europæerne ikke bruger nok penge på forsvar. Men for europæerne virker verden relativt fredelig og sikker. Når verden ikke længere er fredelig og sikker, vil de sandsynligvis opruste, men bare ikke på en måde, der vil gavne amerikanerne.
HVIS MAN VILLE UDTÆNKE en måde, hvorpå man kunne føre Europa og Tyskland tilbage til en moderne version af deres fortid, kunne man næsten ikke gøre det bedre, end den amerikanske præsident Donald Trump gør nu. Med en åbenlys fjendtlig indstilling over for EU har Trump-regeringen fremmet nynationalismen i Europa.
Ud over at tilskynde den højreorienterede nationalisme og opløsningen af tværeuropæiske institutioner har Trump-regeringen vendt sig imod den internationale frihandel, som ligger til grund for den politiske stabilitet i Europa og Tyskland. Præsidenten selv er gået målrettet efter Tyskland ved at klage over landets store handelsoverskud og har truet med en toldkrig på tyske biler.
Forestil dig, hvad konsekvenserne af et endnu større pres og en større konfrontationskurs ville være: en nedgang i den tyske økonomi, hvilket ville medføre en genopblomstring af den vrede nationalisme og politisk ustabilitet. Forestil dig så, at Grækenland, Italien og andre svage europæiske økonomier begyndte at vakle og derfor fik behov for yderligere redningsaktioner fra Tyskland, som muligvis ikke ville være så imødekommende. Resultatet ville være genkomst af den økonomiske nationalisme og fortidens bitre splittelse. Oven i det kommer så den voksende tvivl om den amerikanske garanti for sikkerhed, som Trump bevidst har luftet sammen med sit krav til Tyskland og resten af Europa om at øge forsvarsudgifterne. Amerikansk politik virker opsat på at skabe den perfekte europæiske storm.
Hvorvidt denne storm rammer om 5, 10 eller 20 år, er der ingen, der ved. Men tingene ændrer sig hurtigt. I dag kan det godt være, at man kan regne med, at tyskerne og deres europæiske naboer vil redde verden fra denne skæbne. Måske er tyskerne virkelig forandret for altid, og intet vil kunne ændre på denne forvandling – selv ikke hvis Europa faldt sammen om ørerne på dem. Men måske er selv disse liberale og fredelige tyskere ikke immune over for de større kræfter, der former historien, og som de har så lidt kontrol over.
Over hele Tyskland ligger der stadig tusindvis af bomber, der blev smidt af de allierede styrker under Anden Verdenskrig, og som aldrig er eksploderet. Betragt nutidens Europa som en endnu ikke eksploderet bombe med en intakt og funktionel detonator samt stadig sprængklare sprængstoffer. Hvis dette er en passende analogi, så er Trump et barn med en hammer, der skadefro og hensynsløst banker løs.
Hvad kan dog gå galt.
Robert Kagan er amerikansk politolog og politisk kommentator.
© Foreign Affairs, 2019. Oversat af bureauet Translated By Us.