Pastor emeritus: Det onde er i bøn. Ikke bekendelsen

Spørgsmålet er ikke, hvorvidt ”ondskaben i vore hjerter” skal tages alvorligt – det skal den – men på hvilken måde?

Den debat, Hein Heinsen har sat i gang, handler ikke om forsagelsen ved dåben, men om det nybrud, som i Danmark skete i 1947, da forsagelsen blev koblet på bekendelsen, også når den løsrevet fra dåben bruges som gudstjenestebekendelse, skriver pastor emeritus Johannes Værge.
Den debat, Hein Heinsen har sat i gang, handler ikke om forsagelsen ved dåben, men om det nybrud, som i Danmark skete i 1947, da forsagelsen blev koblet på bekendelsen, også når den løsrevet fra dåben bruges som gudstjenestebekendelse, skriver pastor emeritus Johannes Værge.

Med velanbragt lidenskab har teologen og kunstneren Hein Heinsen gjort indsigelse mod en sammensmeltning af forsagelsen af Djævelen og den apostolske trosbekendelse. Det drejer sig, som Hein Heinsen giver udtryk for, ikke om at tage det let med det onde. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt ”ondskaben i vore hjerter” skal tages alvorligt – det skal den – men på hvilken måde?

Trosbekendelsen er opstået som en dåbsbekendelse i den tidlige latinske kirke, og i forbindelse med dåbshandlingen er et opgør med det onde kommet til udtryk på forskellig måde op gennem historien. Den debat, Hein Heinsen har sat i gang, handler ikke om forsagelsen ved dåben, men om det nybrud, som i Danmark skete i 1947, da forsagelsen blev koblet på bekendelsen, også når den løsrevet fra dåben bruges som gudstjenestebekendelse. Sammenkoblingen er siden forstærket med den grafiske opsætning i Den Danske Salmebog, som om forsagelsen er blevet ophøjet til en fuldgyldig del af bekendelsen til den treenige Gud.

Da man i den tidlige kirkes tid fik brug for at afklare trosspørgsmål, blev der indkaldt til kirkemøder, koncilier, med biskopperne fra hele den daværende kristenhed som deltagere; derfor kaldes koncilierne og de bekendelser, de udformede, økumeniske. Til disse bekendelser er der ikke knyttet nogen forsagelse. Den apostolske har baggrund som dåbsbekendelse. Når den løsrives fra dåben og bruges som almindeligt gudstjenesteled, kommer den for mig at se til genremæssigt at ligge nær lovsangen: Bekendelsen udtrykker et under, den treenige Guds skabelses- og forløsningsunder, som vi kan tage imod med tak.

Når bekendelsen bindes sammen med forsagelsen, blandes der noget ind, som bedre kommer til udtryk på anden måde. Den foranstillede forsagelse kan give anledning til den misforståelse, at der er menneskelige betingelser for, at gudstroens under kan bane sig vej til os. Som om vi skal præstere en forsagelse, før Gud kan komme til os.

Man kan overveje, om der er et fingerpeg i, at Jesus ifølge evangelierne klart tog det ondes trusler alvorligt, men ikke formede læresætninger om det onde; i stedet lærte han disciplene Fadervor med sætningen: ”Fri os fra det onde”. Det er i bøn, vi bedst kan konfrontere det onde.

Johannes Værge er pastor emeritus og teologisk forfatter.