Påstanden, som indimellem høres fra pro-israelsk kristen side, gentaget i Kristeligt Dagblad den 8. december, om, at det palæstinensiske folk ikke findes, skal ikke stå uimodsagt, heller ikke fra anden pro-israelsk kristen side (bl.a. undertegnede).
Under det engelske mandatstyre, hvor mange af forudsætningerne for den nuværende israelske stat blev skabt, blev alle, der boede i mandatområdets vestlige del, kaldt palæstinensere, hvad enten de var jøder eller arabere.
At der er forskel på arabere fra det ene land til det andet er uomtvisteligt. Ganske vist er de nuværende grænser i den arabiske verden trukket meget vilkårligt, men efterhånden har de jo ført til dannelse af i hvert fald en form for national- følelse, således at man nu kan tale om irakere, syrere, libanesere osv.
At dannelsen af staten Jordan skulle have tilgodeset de palæstinensiske araberes ønske om deres egen stat er således ikke holdbart. Den transjordanske befolkning (dvs. dem, der boede øst for Jordanfloden) i mandatperioden var domineret af stammer, der etnisk og sprogligt har mere til fælles med beduinstammerne på den arabiske halvø end med den bofaste land- og bybefolkning vest for Jordanfloden.
Jordans kongehus tilhører Banu Hashim-klanen, netop en af disse »ægte« arabiske stammer. Ægte vil her sige i modsætning til hovedparten af den arabisktalende befolkning i Syrien, Irak og Libanon, som rettelig bør kaldes »de arabiserede«, nemlig efterkommere af de aramæisktalende folk, som boede i området før den arabisk-muslimske erobring i 600-tallet, og som blev boende der også derefter, idet de i hvert fald delvist efterhånden blev arabiseret og islamiseret.
Det vil ikke nytte Israel noget at forsøge at skrue tiden tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man blot kunne omtale den arabisktalende befolkning i Levanten generelt som »arabere«.
For det første var virkeligheden også dengang, både etnisk og sprogligt, mere broget end som så, og for det andet er det palæstinensiske selvstyre som udtryk for en distinkt palæstinensisk-arabisk nationalitetsfølelse en kendsgerning, som det vil være urealistisk og uklogt for Israel at se bort fra - det vil svare til at sætte kikkerten for det blinde øje!
De skiftende israelske regeringer ser da også ud til at anerkende, at de er nødt til at forholde sig til et distinkt palæstinensisk problem til forskel fra de arabiske nationalstater i Mellemøsten. Naturligvis er der også er en sammenhængende problematik med f.eks. syrisk støtte til palæstinensiske terrorgrupper, men den har mere med politik end med etnicitet at gøre, og specielt med det faktum, at Syrien stadig officielt er i krig med Israel.
Om der så kan opnås fred mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre er en anden sag. Jeg vil sige, at det i høj grad er muligt, men at det samtidig er temmelig sikkert, at en sådan fred ikke vil blive respekteret af Hamas og Islamisk Jihad.
Alligevel har freden i hele Mellemøsten profeten Esajas' ord for sig (i Esajas' bog, kap. 19, v. 23-25): »På den dag skal der være en vej fra Egypten til Assyrien. Assyrerne skal komme til Egypten og egypterne til Assyrien. Og egypterne skal dyrke Herren sammen med assyrerne. På den dag skal Israel, som den tredje sammen med Egypten og Assyrien, blive til velsignelse midt på jorden. Hærskarers Herre skal velsigne dem og sige: »Velsignet være mit folk Egypten, mine hænders værk Assyrien og min ejendom Israel.««
Her er et fantastisk løfte om fred for alle folkene i Irak, Syrien, Libanon, Jordan (som dengang var omfattet af det assyriske rige) og Egypten samt Israel. Det lyder umuligt i dag, men for Gud er alle ting som bekendt mulige.
Henrik Ertner Rasmussen,
generalsekretær,
Dansk Europamission,
Postboks 60,
Bagsværd