Det personlige ansvar gælder også magteliten

Hvis man behandler mennesker med værdighed, vil langt de fleste gerne leve op til deres personlige ansvar

DEN 19. MAJ offentliggjorde regeringen et oplæg om det personlige ansvar. Og nu skal vi så igen høre regeringen fortælle om, hvor vigtigt det er, at man lever op til sit personlige ansvar.

De arbejdsløse skal leve op til deres personlige ansvar for at skaffe fuldtidsarbejde. De skal sende mindst fire ansøgninger om ugen, så der kan komme nogen i arbejde med at gennemse alle ansøgningerne. Kontanthjælpsmodtagerne skal leve op til deres personlige ansvar for at overholde alle de mange kontrolforanstaltninger.

SYGE SKAL LEVE OP til deres personlige ansvar for at blive raske og komme i arbejde, selvom sundhedsvæsenet ikke er i stand til at finde ud af, hvad de fejler, og hvilken behandling de skal have.

Samtidig med, at regeringen konsekvent kræver personligt ansvar og straf i forhold til personer i bunden af samfundet, er regeringen klart imod personligt ansvar og straf, når det gælder arbejdsgivere og andre fra magteliten.

Hvis en borger klager over fejl begået af offentlige myndigheder, så er automatreaktionen, at der ikke er begået nogen fejl. Det er utrolig svært at få medhold i forhold til klager over politi, sundhedspersonale, lægekonsulenter, socialforvaltning med flere.

Og ministre er i hvert fald hvis man skal tro statsministeren nærmest pr. definition fejlfrie. Der er næsten aldrig noget at komme efter.

Hvis vi skal have flere til at tage personligt ansvar, så bliver vi nødt til at gøre op med nultolerance og nulfejlskultur.

Så bliver vi nødt til at erkende, at alle kan begå fejl, at der jævnligt begås fejl, og at der skal siges undskyld, hvis man har begået en fejl. Hvis det er en alvorlig fejl, kan der også være en sanktion. Og hvis fejlen er gået ud over andre, så skal der betales erstatning eller en godtgørelse.

Hvis vi i stedet for nultolerance og nulfejl indfører, at det er menneskeligt at fejle, så kunne politiet indrømme: Ja, her begik vi en fejl, det må I undskylde, I får en erstatning.

Socialarbejderen kunne sige til borgeren: Ja, det var en fejl, at du ikke blev hørt i din egen sag, det må du undskylde, nu vil jeg se på de nye oplysninger, du kommer med, og se, hvilken betydning, de har for din sag.

Lægen kunne sige: Jeg beklager fejlen, vi er i gang med at undersøge, hvordan det kunne ske, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det sker igen.

MINISTEREN KUNNE SIGE: Jeg kan nu se, at det var en fejl, at vi nedlagde de institutioner og ikke længere har en samlet viden. Nu vil vi prøve at rette op på fejlen.

Og borgeren kunne sige: Undskyld, jeg fik ikke indsendt oplysninger i tide.

Så ville alle kunne begynde at tage personligt ansvar for deres egne handlinger og undladelser. Min erfaring fra mange års arbejde som advokat er helt klart, at hvis man behandler mennesker med værdighed og respekt, så vil langt de fleste hellere end gerne leve op til deres personlige ansvar, hvis det overhovedet er menneskeligt muligt.

Men det ville klinge mindre hult, hvis det personlige ansvar gjaldt for alle også dem i toppen af samfundet.

Line Barfod er cand.jur. og medlem af Folketinget for Enhedslisten