Prøv avisen
Refleksion

Tidligere biskop: Det politiske liv bliver mere og mere åndløst

Illustration: Søren Mosdal

Det politiske liv bliver mere og mere åndløst. Det væsentlige i livet – ifølge regeringen – er, at borgerne kan beholde noget mere af det, de tjener. Parallelt hermed er ordene kunst og kultur totalt fraværende i de mange bind, der udgør forslaget til finanslov, skriver Kjeld Holm i refleksion

Det har fyldt meget i medierne på det seneste, skattepolitik og finanslov. Alt andet har været sekundært i nyhedsstrømmen. Også kulturen, men da skal man i hvert fald til de skrevne medier, somme tider et stykke hen i dem, for at læse om den. Det betyder ikke, at der ikke er tale om et væsentligt emne, og man bliver taknemmelig, fordi der stadig er mennesker, der beskæftiger sig med andet end registreringsafgiften.

Men det politiske liv bliver mere og mere åndløst. Det væsentlige i livet – ifølge regeringen – er, at borgerne kan beholde noget mere af det, de tjener, og at biler kan blive billigere, særligt de store og meget dyre. Parallelt hermed er ordene kunst og kultur totalt fraværende i de mange bind, der udgør forslaget til finanslov.

Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, skrev i den sammenhæng en tankevækkende kronik i Politiken, umådelig aktuel netop i disse tider, et forsvar for litteraturen. Han skrev:

”For vi kan ikke nøjes med det sprog, magthaverne og medierne betjener sig af og gerne ser os stille os tilfredse med. Det sprog er ikke tilstrækkeligt, det reducerer vores evne til at opfatte virkeligheden, det gør den mindre, end den er, gør os dummere og lettere at manipulere med og føre bag lyset.”

Hvad der gælder litteraturen, gælder naturligvis al kunst. Det gælder også, når nogle mennesker sætter sig for at forny en tradition, gøre den levende på en helt ny måde, aldrig set før.

Sådan oplevede jeg det for nylig, da jeg under Aarhus Festuges åbning var til premiere på Aarhus Teaters opsætning af Simon Kvamms ”Lyden af de skuldre vi står på”, produceret af Anders Boll og – ikke mindst – båret musikalsk af Marie Koldkjær Højlund. Danske salmer og sange nytolket og fremført på en måde, der totalt slog benene væk under mig. Og det endskønt jeg bevægede mig ind til forestillingen med skepsis. Jeg synes, at jeg for ofte har hørt salmer og sange fremført på en ”moderne” måde, der sjældent udrettede andet end at gøre én forlegen eller lade én total kold.

Men her var det ganske anderledes. Her blev den danske salme- og sangskat på ny pur poesi fra ende til anden, og man oplevede dette meningsfulde, at de stadig er i stand til at sige noget nyt. Og det var, som om velkendte tekster og melodier aldrig var hørt før. Det var inciterende alt sammen. Højdepunktet for mig var Anders Baggesen og Lisbeth Balslevs fremførelse af ”Her vil ties”. Hun, den nu 72-årige operasanger, der sang otte sæsoner i Bayreuth, og som sådan var sidste århundredes mest fremragende danske Wagner-sanger. Jeg har selv oplevet hende flere gange på Den Jyske Opera, ikke mindst uforglemmeligt i Isoldes ”Liebestod” i ”Tristan og Isolde”.

Da hun og vores hårdt savnede dirigent Francesco Cristofoli sidenhen opførte ”Liebestod” ved en mindekoncert for Lauritz Melchior i København, da brød den skarpeste, men også mest vidende musikanmelder, dette land har haft – nemlig Hansgeorg Lenz – ud i en lang lovprisning og sagde, at han, der havde hørt dette uforlignelige stykke musik hundredvis af gange, pludselig syntes, at han hørte det for første gang.

Jeg havde fornøjelsen af at tale med Lisbeth Balslev efter premieren i Aarhus, og jeg spurgte hende, om hun huskede denne koncert, hvad hun naturligvis gjorde, og også Lenz’ karakteristik af den, og så føjede hun til: ”Jeg ved ikke, hvad der skete. Det skete bare.”

Da jeg så og hørte hendes og Baggesens fremførelse og tolkning af ”Her vil ties” var det, som jeg hørte og oplevede den for første gang, og jeg fattede, hvad denne salme handler om, så både min datter og jeg fik tårer i øjnene. Ikke en venten på foråret eller Vor Herre, men en dødens vuggesang, uden at det gør én trist. Poesien, der gør det muligt både at leve og dø.

Jeg ved godt, at regering og Folketing har nok at se til, hvis samfundet skal kunne fungere, og al respekt, men derfor kan man godt ønske sig, at åndsliv og poesi spillede en lidt større rolle på Christiansborg, måske ikke i den førte politik, men i det sprog, der tales, og som bliver mere og mere fattigt og ensporet. Prisgivet som det er konkurrencesamfundet og systemverdenen.

Jeg tror, jeg vil foreslå Aarhus Teater, at det arrangerer en særforestilling for Folketinget af ”Lyden af de skuldre vi står på”. Men det har de næppe tid til, de gode ministre og folketingsmedlemmer, når der nu skal forhandles ved nattetide i Finansministeriet.

Gud fri mig vel, hvor må det være kedeligt og – upoetisk.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.