Det politiske sprog er brudt sammen – og vi bærer alle en del af skylden

Demokrati er samtale, sagde teologen Hal Koch engang. Men den tillidsfulde politiske samtale er ikke, hvad den har været, og er nu spaltet mellem at være teknokratisk eller demagogisk, mener kommunikationsdirektør Kresten Schultz Jørgensen

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

At det politiske system befinder sig i en tillidskrise, vil få formentlig betvivle. Hvad tillidskrisen skyldes, hersker der mere uenighed om.

Kresten Schultz Jørgensen, der har brugt det meste af sit voksne liv på politik, journalistik og kommunikation, i dag som direktør for kommunikationshuset Lead Agency, har i sin nye bog ”Følelsernes politik. Når folkestyret taler” forsøgt at regne sig frem til ”kvadratroden” af alle analyserne, som han siger. Konklusion? At den politiske samtale er brændt sammen. Simpelthen.

”Der er tre parter i den politiske samtale: politikerne, vælgerne og så de arenaer, samtalen foregår i (medierne, red.),” siger Kresten Schultz Jørgensen:

”De tre parter har i folkestyret en kontrakt med hinanden. Det er en sproglig kontrakt, og den er i mine begreber i al væsentlighed brændt sammen.”

Brændt sammen på den måde, at den gensidige tillid mellem samtaleparterne er forsvundet.

”Borgernes tillid til politikerne og nyhedsmedierne er lavere end på noget andet tidspunkt i den parlamentariske historie,” siger Kresten Schultz Jørgensen.

Alle bærer en del af ansvaret, mener han, for årsagen til sammenbruddet er, at ”politikerne mangler følelser, at borgerne har glemt deres borgeransvar og deres medborgerskab, og at medierne har sat profit før oplysning”.

Så er det sagt. Lad os tage årsagsforklaringerne én for én. Men først konsekvensen: Den politiske samtale er brændt sammen på forskellige måder og med forskellig styrke i forskellige lande, men sammenbruddet forklarer både Trump, Brexit og det, Kresten Schultz Jørgensen kalder ”det danske jordskredsvalg i 2015”.

Her endte de fire traditionelle magtpartier, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti, samlet med under 55 procent af stemmerne, Dansk Folkeparti blev landets næststørste parti, og Alternativet bragede ind på Tinge.

”Demokratihistorien er en hårdfin balance mellem elitestyre og folkestyre, og det civiliserede demokrati ligger et sted midt imellem, hvor folket delegerer magt, og politikerne påtager sig et politisk lederskab,” siger Kresten Schultz Jørgensen:

”Den fælles samtale har intet at gøre med hverken demagogi eller teknokrati. Den ligger et sted midt imellem.”

Men noget er sket de senere år. Balancen er ikke bare forrykket, nej, ”jeg tror, at man i misforståelse har skilt de to ting ad”, siger han.

”Det vil sige, at en del af det, jeg kalder Djøf-Danmark, har rottet sig sammen og kører en teknokratisk politik helt uden for offentlighedens kendskab: Det er EU-projektet, strukturpolitikken og konkurrencestaten. Omvendt findes der en slags populistisk følelsesregister, der udspiller sig på Facebook, hvor alle mulige mennesker mener alt muligt demagogisk sludder,” lyder det fra Kresten Schultz Jørgensen:

”Nogle politikere går dem populistisk-demagogisk i møde, mens andre politikere bliver inde i det lukkede rum, hvor demokratiet fjerner sig mere og mere fra folkestyret.”

Sidstnævnte ikke mindst ved, at ”hele den offentlige sektor, kommunerne, sundhedsvæsenet og skolevæsenet er blevet bureaukratiseret, teknokratiseret, reformeret på en McKinsey-måde, som har taget pippet fra rigtig mange mennesker”, siger Kresten Schultz Jørgensen.

Det har medført ”en politisk fremmedgørelse”, hvor politikere i de traditionelle partier ”i den grad har ufolkeliggjort sig selv igennem 20-30 år”.

”Man har rullet store reformer gennem det danske samfund uden på noget tidspunkt at tænke på, hvordan de her ting bliver opfattet lokalt,” siger han og kalder den store synder for den såkaldte ”økonomisme”, som Kresten Schultz Jørgensen i bogen mener, er ”blevet selve det politiske sprog”.

”Det er en tro på, at samfundets højeste formål er monetært, det vil sige konkurrencestaten: at vi driver velfærdsstaten for at balancere budgettet, reformerer velfærdsstaten for at balancere budgettet, har en folkeskole for at uddanne arbejdskraft, et sundhedsvæsen for at optimere ressourcerne og kulturpolitik for at give overskud.

Økonomismen har på tværs af partier domineret diskussionen i de seneste 25-30 år med det resultat, at en kontorchef i Finansministeriet nærmest har mere magt end en ressortminister i et detail-ministerium,” siger Kresten Schultz Jørgensen, der kalder økonomismen for ”en økonomistisk tænkning, som er udtryk for en reduktion af den menneskelige eksistens og politikkens væsen”.

”Jeg tror simpelthen ikke på homo economicus. Jeg tror, at den limbiske hjerne er korrekt – altså at tillid, identitet og følelser er det, vi motiveres af i vores privatliv og derfor også i vores samfundsliv. Og det bliver politikerne nødt til at forstå, hvis de vil have folk med sig.”

Nogle af dem har forstået det. Kresten Schultz Jørgensen nævner politikere som Venstre-mændene Søren Pind og Bertel Haarder, Alternativets Uffe Elbæk og socialdemokraten Dan Jørgensen som gode eksempler på politikere, ”der står fast på nogle principper, og som forstår og formår at involvere folk på en folkelig og emotionel måde”.

Men folket, vælgerne, bærer også en del af skylden for tillidskrisen.

”Man har gjort borgerne til politiske forbrugere. Hele den forbrugerrolle, som gennemsyrer vores samfund, har man også troet var lig med demokratiet: Bare vælgerne stemmer med fødderne, og flertallet har ret, så har vi folkestyre. Men det har vi ikke. Folkestyre har meget lidt at gøre med den til enhver tid herskende majoritetsstemning,” siger Kresten Schultz Jørgensen.

Forbrugertanken har gjort borgeren til en ”narcissistisk børneborger”, der, skriver Kresten Schultz Jørgensen i sin bog, er ”påståelig og rethaverisk” og forventer, ”at de private, følelsesmæssige behov, han har, tages hånd om af politikere, myndigheder og arbejdsgivere”. Og de sociale mediers like -kultur og de etablerede nyhedsmediers jagt på profitskabende ”klik” på netartikler understøtter kun den udvikling.

”En politisk samtale stiller nogle krav til de tre aktører,” siger Kresten Schultz Jørgensen, og deri finder han også vejen til en genopbygning af den politiske samtale.

”Politikerne skal mene det, de mener, men de har en forpligtelse til at involvere mennesker, herunder med følelser og identitet. Omvendt skal borgerne deltage i samtalen med to ting: De skal holde op med at sidde hjemme i kælderen og tro, at de kan styre magten, og de skal delegere magten til politikerne. De skal holde op med at mene alt muligt, som de ikke har forstand på. Borgerne skal sætte sig ind i ting, gøre sig umage, forstå problematikken og engagere sig i diskussioner.

Kort sagt skal de søge mere indsigt end standpunkt. For det tredje skal medierne holde op med clickbaits (lokkende overskrifter, der skal få læserne til at klikke ind på ofte meningsløse artikler, red.) og med at tro, at de er centrum for noget som helst. De skal facilitetere en samtale, gå mere op i sandhed end synspunkter og gå mere op i involvering end begejstring,” siger han:

”Medierne har rigeligt med følelser. Det er politikerne, der mangler følelser.”

Dansk Folkepartis Peter Skaarup skrev i sommer i et ugebrev til partimedlemmerne, at ”der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum”. Overskriften var, at ”politik er først og fremmest følelser”. Er du enig?

”Jeg er grundlæggende uenig. Jeg mener nærmest det modsatte. Jeg mener i høj grad, at der er sandt og falsk, højre og venstre og åbent og lukket. Min bog er en stor understregning af, at politikere skal mene det, de mener. Man skal dele sig efter anskuelser, og der skal mere ideologi og flere skillelinjer ind i politik. Men hvis man vil have folk med sig, bliver man nødt til at kommunikere det med følelser med respekt for, hvor folk er henne. Dansk Folkeparti vender det rundt. De starter med en følelse, og så fylder de indhold på. Du kan kende en dygtig politiker på, at vedkommende har nogle principper og værdier, der er nagelfaste, og forstår at involvere og begejstre folk.”