Prøv avisen
Debat

Det senmoderne menneske søger landsbyen. Såvel i byen som på landet

Billedet her er fra Nørrebro-afdelingen af Københavns Fødevarefællesskab, der er en sammenslutning, hvor almindelige mennesker er gået sammen om at få økologiske varer til byen. Når man melder sig ind i fødevarefællesskabet, har man en fast arbejdsdag nogle timer om ugen, hvor man hjælper til i fællesskabets butik. Her pakkes grøntsager i poser. – Foto: Lærke Posselt/Ritzau

Tusindvis eksperimenterer med andelssamfund, madfællesskaber og deleøkonomi. Den er på vej, den nye landsby. Den skal bare finde sin form, skriver medstifter af Familiepolitisk Netværk

NU HVOR solen skinner, går barselsmødre i stort tal forbi mit vindue. Med solbriller, hestehale, barnevogn og bister mine. De er heldige, synes min syriske veninde. De har et liv for sig selv. Skønt! På det modsatte fortov kommer en midaldrende dame med hund gående. Hun følger med i, hvordan folk har det i kvarteret, stopper op og falder i snak med nogen.

Min imaginære scanner svæver nu i cirka tre meters højde hen over hovederne på dem. Ligesom i en science fiction-film får jeg nu al den information, jeg behøver:

Mor på barsel. 33 år. Fra Jylland. Nyligt bosat i dyr villalejlighed i Hvidovre. Barn nummer to i barnevogn. Barn nummer et i vuggestue. Bachelor. Uddannet for fem år siden. Samlevende med mand, der arbejder meget, for huslejen. Mellem de to barsler været projektansat. Intet fast job at vende tilbage til. Føler sig ofte utilstrækkelig som mor. Bange for, at hun forsømte den store, da han var lille. Skulle gøre sig gældende på jobbet, men blev alligevel ikke fastansat. Usikker på sin fremtid på jobmarkedet. Spekulerer over mange ting, mens hun går.

”Har lovet den store, at vi skal lave noget sjovt. Farmand skal nå at være sammen med dem, inden de skal puttes. Skal nå at købe ind og rydde op (klistret grød over det hele), inden den store skal hentes. Legestue, mødregruppe, babysalmesang – orker ikke, men burde nok. Ska’ huske at læse mit fagblad – stillinger. Skal jeg gå efter deltid, eller er det at ryge helt ned af karrierebrættet? Har de glemt mig på det gamle job?”.

Min store scanner bevæger sig over på det modsatte fortov, hvor damen med hunden står og venter på, at hunden får tisset af, mens hun spejder i gaden. Scanneren beretter:

Dame, efterlønner, 64 år. Har boet i kvarteret 33 år. To voksne børn, som er flyttet til Odense og Aarhus. Aktiv i Dyrenes Beskyttelse. Socialdemokrat. Manden pensioneret. Turen med hunden er skøn, når solen skinner. Også at følge med i, hvad der sker bag hækkene. Familier vokser til, og nye flytter ind. Men damen med hunden spekulerer også:

”Hvorfor ringer mine børn ikke så tit? Virker jeg påtrængende, hvis jeg ringer? Måske de begge savner min hjælp. Eller skal jeg hellere bruge mit krudt på den lokale genbrugsbutik? Jeg skal have pudset vinduer, nu hvor solen skinner, men det er et stort arbejde. Skulle man invitere nogen på mad?”.

I et magisk øjeblik parrer min scanner de to kvinder. De bevæger sig ikke. Det er tiden, der står stille.

Min barselsmor mangler erfaring om hus og hjem og madlavning – det har den lille dame med hund. Lille dame med hund savner at være sammen med unge mennesker og det liv, der udgår fra dem. Hun vil gerne hjælpe barselsmor, som er ny i kvarteret. Barselsmor vil gerne vide noget mere om stedets traditioner. Hun kunne også godt bruge at blive inviteret på mad, eller i hvert fald på kaffe...

Fra mit vindue kan jeg desuden se grundejerforeningens traktorskur. Her sidder i dag to knægte, som efter lugten at dømme ikke bare ryger cigaretter. De skruer op for Spotify, så reklameindslagene dundrer i kvarteret. Nu kommer den pensionerede overlærer, som bor overfor, ud ad sin havelåge og hen til de unge:

”Nå, I har nok gang i en lille fest? Nu er det jo sådan, at det her er privat område… I har siddet her hele formiddagen. Skal I ikke passe jeres skole?”.

”Vi går sgu ikke i skole, vi er blevet smidt ud. Fravær. For meget fravær…”

”I ku jo også ryge noget andet end hash?”.

”Nahr. Vi ryger, når vi keder os.”

”Jeg har været biologilærer i 35 år og der er sgu aldrig nogen, der har kedet sig i mine timer,” siger den pensionerede overlærer med en vis fryd.

Overlærerens kone har fyret op i grillstarteren 10 meter derfra. Frokost. De unge har ikke nogen planer, så overlæreren inviterer dem ind på en pølse. Det skal fejres, at det er blevet sommer.

Ovre på den anden side af traktorhuset er lillemanden vågnet op fra sin lur og har fået øje på hunden. ”Det! Det?”. Siger han med høj stemme og peger på hunden. ”Det er en lille hund,” siger barselsmor, tager solbrillerne af og smiler tøvende hen mod hundedamen…

”Danmark er et godt land,” siger min syriske veninde. ”Det er et retfærdigt land. Politiet er godt. Man kan få uddannelse. Her er fred. ”Men jeres gamle er meget ensomme,” undrer hun sig. ”Og hvorfor er børnene væk fra familie hele dagen?”. Jeg forklarer hende, at arbejdsmarkedet er det eneste, der tæller i vores samfund. Arbejdsmarkedet har affolket vore lokalsamfund. Dem, der er tilbage, er bange. Bange for at være uden for det ”rigtige liv” eller for at være til last. Hvis børnene er syge, bryder mors og fars arbejdsdag sammen. De unge, der ikke er i gang med en uddannelse, er også bange. Vi kalder dem udsatte, selvom de kan mange ting. De gamle er også bange – for den store ensomhed og tomhed.

Fra mit vindue på første sal ser jeg pludselig på min indre billedskærm, hvordan et ganske andet scenarie er hverken spor utopisk eller dyrt, men helt naturligt og indlysende: Barselsmor skal ikke være henvist til andre unge, usikre barselsmødre i en forstad til København, men hænge ud med pragmatiske, erfarne kvinder, der kan hjælpe hende på plads i en ny livsfase og øge hendes relationer i kvarteret. Hun skal have mulighed for at gå en smule på arbejde og holde sit fag ved lige. Damen med hunden vil gerne gå tur med lillemanden i en time eller to et par gange om ugen – og måske bagefter dele ud af sin gode aftensmad. De uvorne knægte vil gerne hænge ud med en gammel overlærer, der får dem til at genvinde interessen for andre end dem selv. Biologilæreren på sin side nyder de unges selskab – nu hvor han ikke længere er underlagt tåbelige regler og chefer, men bestemmer selv. Konen får samtidig en sjovere mand.

Min syriske veninde er begejstret for vores samfund – det forstår jeg godt. Men jeg tror alligevel, hun kan lære os noget. I den landsby, hun kommer fra, går gederne frit rundt i gaderne og drikker af brønden, som er samlingssted for hele byen. Børnene er altid med. Tempoet er ikke højere, end at de kan være en del af fællesskabet. Det samme gælder de gamle.

Vil vi bytte med en landsby uden for Aleppo? Nej! For selvom de laver pragtfuld gedeost og er fantastiske til at dyrke jorden, er der meget, de savner. Kvinderne tjener næsten ingen penge. Børnene går ikke så meget i skole. Usikkerhed overalt. Jeg vil ikke bytte, men jeg vil gerne – sammen med andre i vores del af verden – bygge en ny form for landsby. Med al vores klogskab, penge og nytænkning burde vi kunne bygge nærsamfund, der er til for mennesker – ikke for at regenerere arbejdskraft.

Ejendomsmæglere fortæller, at de, der flytter til storbyen, efterspørger en ”landsby” – et kvarter eller en boligforening, hvor folk kommer hinanden ved. Dem, der søger uden for storbyen, ønsker at flytte ud sammen med to-tre andre par. Venner eller familie.

Det senmoderne menneske søger landsbyen – såvel i byen som på landet. Tusindvis eksperimenterer med andelssamfund, madfællesskaber og deleøkonomi. Familier længes efter et liv uden for arbejdslivet. Pensionerede skolelærere og midaldrende damer med hang til omsorg står parat med deres overskud.

Den er på vej, den nye landsby. Den skal bare finde sin form. Jeg udlåner gerne scanner og billedskærm – så kan I lave jeres egen version.

PS: Sidste nyt: De to knægte er hyret til at pudse vinduer hos damen med den lille hund. De skulle lige lære at gøre det ordentligt. Det har biologilærerens kone lært dem.

Karen Lumholt er medstifter af Familiepolitisk Netværk.