I skrivende stund sidder min datter på sit værelse og er i gang med sin skærmskole. Det er gået o.k., fordi jeg har aftalt med hende, at når hun bliver for træt, for udmattet, og det hele bliver lidt for tungt, så skal hun komme og sige det, og så skriver jeg til skolen, at vi lukker skærmen, åbner en bog eller tager ud i naturen.
Vi kalder det udekundskab, når computeren er lukket, øjnene er åbne og sanserne får lov til at dufte, se og mærke skoven eller stranden. Jeg tror, det er en af grundene til, at min datter er kommet nogenlunde helskindet igennem den seneste lange tid.
Sådan er det desværre ikke for alle børn og unge. For når jeg åbner aviserne, og når jeg tænder for fjernsynet, hører jeg flere og flere historier om, at de unge får det værre og værre. At de betaler en højere og højere pris for at være sendt hjem, isoleret, uden de mange venner og med gåture i den virkelige verden som eneste fysiske ventil.
Især den seneste nedlukning har sendt et overvældende antal unge ud i ensomhed. I tal fra Hope-projektet svarer 40 procent af unge mellem 18-34 år, at de er enige eller delvist enige i, at de føler sig mere ensomme. Et tal, der har været stigende siden efteråret.
I en artikel i Berlingske siger overlæge Klaus Birkelund Johansen, at der er et tidsmæssigt sammenfald mellem nedlukningen og stigningen i antal børn med selvskade, som de modtager på børneafdelingerne.
Også Headspace, der er en organisation, som tilbyder rådgivning til unge, oplever en stigning i henvendelser fra unge, der mistrives. Og det er unge helt ned til 12 år. Susanne Mathiesen fra Headspace udtaler til Berlingske, at de unge er slidt ned. Noget, der gør mig virkelig trist, når jeg læser om henvendelserne til Headspace, er at mange af dem handler om selvmordsforsøg og selvmordstanker.
De gange, jeg har bragt det her på banen på for eksempel de sociale medier, er der mange, der er enige med mig i, at det er bekymrende, og at vi bør gøre noget. Jeg har sagt, at vi skal løfte de sårbare unge op og gøre dem til en risikogruppe på niveau med de sårbare ældre. De unge dør ikke af covid-19. De bliver syge af nedlukningen. Men der er også rigtig mange, der betragter de unges svigtende mentale helbred som collateral damage (det modsatte af sidegevinst). Hvad vil du helst, at de gamle dør eller de unge mistrives?
Regeringen har været ret tavs i det her. Hvilket jeg slet ikke forstår. Regeringen kunne have lanceret nye idéer eller kunne have sat sig for at tænke ud af boksen og finde muligheder i stedet for det modsatte.
I skrivende stund er bedste bud den famøse ene udendørs skoledag om ugen. Og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, for jeg er hverken statsminister eller epidemiolog. Men jeg har en udtalt følelse af, at vi beder de unge om at betale mest i form af mistrivsel, depressioner, dalende faglighed i skolen, stigende ensomhed, selvskade og mindreværd.
Min datter er optaget af klimaet. Derfor har hun også fulgt med og deltaget i de bevægelser og demonstrationer, der skyllede ind over os inden corona. Jeg husker en klimademonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor jeg var med sammen med min datter. Eller jeg stod og hang op ad et gelænder ved kanalrundfarten med en kop kaffe, det var jo en børne- og ungedemonstration, og selvom jeg sympatiserer og bakker op og synes, de er modige og deres stemmer vigtige, så var det ikke min dag. Men deres.
Som jeg stod der og kiggede og blev rørt over de mange børn, der var mødt op med skilte, så fangede mit øje et skilt i et vindue på Christiansborg. Der stod: Gå hjem og pas jeres skole.
Det var, hvad vi voksne havde at sige til de mange børn, der var mødt op for at bede os tage vores ansvar alvorligt. Hvad tænker du, vi skal sige til dem i dag?
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.