Prøv avisen
Debatinterview

Mandeforsker: Det svære ved MeToo er at finde ud af, hvor grænsen går

For et år siden bredte beretninger om seksuel chikane og seksuelle krænkelser sig på sociale medier i hele verden. Det har givet en mentalitetsforandring, mener mandeforsker Kenneth Reinicke, men det er svært at finde ud af, hvad der gør, at noget er grænseoverskridende for nogle kvinder, mens det ikke er for andre, mener han. Her ses en march i Hollywood i USA mod seksuel chikane og overfald i november sidste år. – Foto: Damian Dovarganes/AP/Ritzau Scanpix

Mandeforsker Kenneth Reinicke har skrevet en bog om seksuel chikane og det komplekse ved at gøre op med en krænkelseskultur. Det er meget individuelt, hvad folk oplever som krænkende, og det gør det svært for mænd at navigere i, mener han

PÅ MANDAG ER DET ET ÅR SIDEN, skuespiller Alyssa Milano i kølvandet på afsløringerne af filmproduceren Harvey Weinsteins overgreb på skuespillerinder opfordrede verdens kvinder til at stå frem med deres egne historier om seksuelle overgreb ved hjælp af hashtagget MeToo. Hashtagget blev siden symbolet på den verdensomspændende bevægelse, som det seneste år har sat kønsroller og seksuelle overgreb til debat.

Kenneth Reinicke, du er forsker i køn og ligestilling ved Roskilde Universitet, og du har i anledningen af årsdagen for MeToo skrevet en bog om emnet. Hvorfor?

”Egentlig var jeg gået i gang med at indsamle materiale til en bog om seksuel chikane, da MeToo skete, og så var det nærliggende at fortsætte i det spor. Jeg kom forbi sitet The Everyday Sexism Project, som er en side, hvor fortrinsvist kvinder kan dele deres historier om seksuelle overgreb. Det overraskede mig, hvor omfangsrigt problemet er.

Jeg havde jo hørt om seksuel chikane før, men at det sker i sådan et omfang, og at det har så store konsekvenser for kvinderne, var overraskende. Og jo mere jeg dykkede ned i det, jo mere komplekst blev det. For der er mange ting på spil. Er det en kultur, er det mænd, der føler, at de har en vis berettigelse, hvad er det, der forårsager det her?”.

I din bog beskriver du, hvordan der er store forskelle på, hvor folks grænser går. Altså hvad der er i orden, og hvad der er grænseoverskridende adfærd. Hvorfor er det sådan?

”Jeg tror, det er meget individuelt, hvad folk oplever som krænkende. Det er derfor, det er så komplekst. For hvor én kvinde vil opleve en kommentar som grænseoverskridende og krænkende, kan en anden kvinde opleve den som flatterende. Og hvem har så ret?

Det gør det svært for mænd at navigere i, og selvom der helt klart er nogle ting, de fleste vil være enige om er krænkende, er det svært at vide, præcis hvor grænsen går, fordi det er så forskelligt fra person til person. Den store kulturelle udfordring er, at mange drenge og mænd socialiseres til at tænke, at det er okay at tage kvinder på numsen eller råbe efter dem på gaden. Det er en måde at komme i kontakt med det andet køn på. Men det er ikke sikkert, kvinderne synes, det er den rigtige måde.”

Med MeToo er der sat fokus på, hvordan kvinder oplever krænkende adfærd på arbejdet og i det offentlige rum, hvor deres krop synes at være allemandseje, og at mænd kan gøre, hvad de vil, fordi sådan har det været altid. Hvorfor har vi den kultur? Og hvad kommer den af?

”Det er der mange forskellige bud på. For eksempel har det i lang tid været tabuiseret at tale om, og derfor er der ikke blevet gjort op med en kultur, hvor krænkelser finder sted på daglig basis. Mange kan slet ikke se problemet, fordi det specielle ved seksuel chikane har været, at det i mange henseender kun er skamfuldt at være udsat for det. Og at mange ser på ofret som værende lidt snerpet eller sart. Selv kvinder.

I min bog er der et eksempel med en pige, der fortæller, at hun er bange for at gå til eksamen hos en mandlig lærer, fordi han kommer med sexistiske kommentarer. Da hun fortæller om det til sin mor, siger moderen, at hun da bare skal tage en nedringet bluse på og få gode karakterer. På den måde er det vanskeligt at gøre op med en kultur, hvor der er nogle fastgroede kønsroller.”

Handler det ikke også om, at mænd opdrages til at have en vis adfærd og være alfahanner?

”Jo, og der er også et problem her i forhold til, at mænd ofte ikke opdrages til at tale om køn, men at tage kønnet på sig. Et godt eksempel er, når mænd slår familien ihjel. Man kalder det en ’familietragedie’, men i virkeligheden er det jo en mandetragedie. Her er det virkelig kulturelt grænseoverskridende at skulle gå ind og se på, hvad årsagen er til, at det særligt er mænd, der begår den slags handlinger. Hvorfor gør kvinder det ikke? Er det, fordi mænd ikke kan kommunikere, hvordan de har det verbalt, og fordi de så mestrer volden i stedet?

I forhold til MeToo handler det også om, at det kan være decideret meriterende, hædrende, at være grov og stå i et mandefællesskab og fortælle grove, sexistiske ting. I den sammenhæng kan det være ekskluderende at sætte sig op imod det og ikke bare grine med på det.

På den måde går et kulturelt legitimeringsapparat i gang til at sige: ’Okay, jeg vil ikke kalde mig selv en krænker, men bare en charmerende fyr, der beskriver en attraktiv kvindes krop.’ Men kvinden, der beskrives, har måske ikke nødvendigvis lyst til at blive beskrevet. Så det er komplekst.”

Tror du, vi vil se, at MeToo har haft en effekt om 10 eller 20 år?

”Det er svært at sige. Det kommer an på, hvilke juridiske og institutionelle forandringer vi ser. Vi er oppe imod noget så rodfæstet, og hvor der er mange forskellige måder at anskue det på. Og hvordan fastholder man det momentum og fokus, der er lige nu, til at skabe effektfulde forandringer? Det er jo en kompliceret kulturel proces, vi har med at gøre, hvor det er svært at finde ud af, hvad der er acceptable omgangsformer.

Men jeg synes allerede, man kan se en mentalitetsforandring. Jeg har aldrig før oplevet at sidde i et mandeforum, hvor der blev diskuteret seksuelle grænser og definitioner, og jeg tror faktisk, at mange mænd er indstillet på at prøve at kigge indad og reflektere: ’Har jeg selv overskredet nogle grænser, uden at jeg var klar over det?’.

Men det ér kompliceret, fordi det handler om at skulle se på mænd som køn og finde ud af, hvad der gør, at det her sker, og hvad der er i vores kultur, der gør, at nogle synes, det er i orden, og andre synes, det er grænseoverskridende. Og det er svært.”

Det kan være decideret hædrende at være grov og stå i et mandefællesskab og fortælle grove, sexistiske ting

Kenneth Reinicke, mandeforsker