Det tætte bånd mellem stat og kirke har stadig enorm værdi for danskerne

En adskillelse af stat og kirke vil være et stort tab for Danmark, som vil risikere at miste en stor del af den historiske og kulturelle forankring, som båndet til kirken er en af de vigtige garanter for, mener Nikolaj Bøgh

Det tætte bånd mellem stat og kirke har haft en enorm værdi for udviklingen af det danske samfund, som gennemsyres af kristendommens grundlæggende åndelige og sociale værdier og af den frihedstradition, som protestantismen og navnlig Grundtvigs fortolkning af den har bidraget med på vore breddegrader, skriver Nikolaj Bøgh.
Det tætte bånd mellem stat og kirke har haft en enorm værdi for udviklingen af det danske samfund, som gennemsyres af kristendommens grundlæggende åndelige og sociale værdier og af den frihedstradition, som protestantismen og navnlig Grundtvigs fortolkning af den har bidraget med på vore breddegrader, skriver Nikolaj Bøgh. Foto: Leif Tuxen.

Oftere og oftere lyder kravet om en adskillelse af kirke og stat og dermed opløsning af den folkekirkeordning, som har eksisteret siden Grundloven af 1849, men som i realiteten ikke adskiller sig meget fra, hvordan båndet mellem den danske stat og den kristne kirke har fungeret i mange hundrede år.

Og noget kunne tyde på, at adskillelsestilhængerne har vind i sejlene. En nylig meningsmåling kunne således dokumentere, at der nu tilsyneladende er et flertal i den danske befolkning for en adskillelse.

Og hvad der måske er mere betydningsfuldt på længere sigt, så tilkendegav et flertal af kandidaterne ved det seneste folketingsvalg, at de var tilhængere af en adskillelse af kirke og stat.

Selvom det blandt de politiske partier endnu kun er et fåtal, der officielt støtter en adskillelse, vil det naturligvis kunne ændre sig på længere sigt, navnlig hvis flere og flere folketingsmedlemmer vurderer, at adskillelse er en populær sag i befolkningen.

Blandt de store partier støttede knap hver anden socialdemokratiske kandidat ved valget en adskillelse, mens det for Venstres vedkommende var hver femte. Kun i Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afviste kandidaterne så godt som entydigt en adskillelse.

Det er en trist udvikling. Det tætte bånd mellem stat og kirke har haft en enorm værdi for udviklingen af det danske samfund, som gennemsyres af kristendommens grundlæggende åndelige og sociale værdier og af den frihedstradition, som protestantismen og navnlig Grundtvigs fortolkning af den har bidraget med på vore breddegrader.

Men også for kirken har rollen som den danske stats folkekirke været god, fordi den har sikret en frugtbar pluralisme og forhindret en skadelig politisering af kirken.

Jeg mener, at en adskillelse af stat og kirke vil være et stort tab for Danmark, som vil risikere at miste en stor del af den historiske og kulturelle forankring, som båndet til kirken er en af de vigtige garanter for, og som vi netop har så utrolig stor brug for i disse år, hvor vores samfund og vores værdier bliver udfordret af globalisering og indvandringsbølger.

Vi har brug for kirken som et af de faste holdepunkter i vores samfund. Som et kulturelt og historisk anker, der minder os om, hvem vi er, og hvad vi kommer fra, og som en kilde til fastholdelse og udvikling af det åndelige fællesskab, der har spillet så stor en rolle for udviklingen af Danmark.

Det vil også være en meget farlig vej at betræde for kirken, som – i lighed med hvad vi for elsempel har set i Sverige – vil føle sig tvunget til at anlægge en ”skarpere profil”, hvilket næsten uvægerligt vil gøre den til en slags politisk parti, kun alt for villigt understøttet af højtråbende præster, der allerede i dag misbruger kirken til at fremme deres egne politiske holdninger, hvor evangeliet intetsteds er at spore.

I en tid, hvor der tales meget om Udkantsdanmark, og mange har mere eller mindre gennemtænkte idéer til, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at leve i landets yderområder, der skal man huske på, at en at de meget store værdier ved folkekirken er, at den er ekstremt decentral og til stede overalt i det danske land.

I snart sagt enhver lille flække er der en kirke, der er en præst, og der er et menigheds- og kulturliv, som er centreret omkring kirken. Alt andet er væk: skolen, rådhuset, politistationen, hospitalet, domhuset, brandstationen. Alt, hvad der var af fælles institutioner. Men kirken, den er der stadig, og stort set alle kirker fungerer som kulturelle samlingssteder i de små samfund. Ikke bare med kirkelige aktiviteter, men med masser af foredrag, studiekredse, udflugter, høstfester og basarer.

Hvor kirken er, der er der liv. Hvor den dør, dør også en stor del af lokalmiljøet, og vi vil helt sikkert se en forstærket tendens til affolkning af landdistrikterne, hvis kirken tvinges til at skære ned i yderområderne, hvilket er en snublende nærliggende følge af en mere presset kirke, der i langt højere grad må kæmpe for sin eksistens.

Nikolaj Bøgh, cand.scient.pol., folketingstingskandidat (K), Arveprinsensvej 9, Frederiksberg