Som studerende på Det Jyske Kunstakademi blev jeg engang foran en stor forsamling stillet et frygteligt spørgsmål. Jeg skulle præsentere et af mine malerier, der forestillede figurer med glorier, og så spurgte en lærer mig: ”Sig mig, er du kristen?”.
Det kom helt uventet. Jeg var aldrig blevet spurgt om det offentligt før. Jeg var ikke fra et kirkeligt hjem, og jeg stod som lammet. Ikke fordi spørgsmålet ramte ved siden af – tværtimod. I mange år havde jeg hemmeligt skrevet salmer, og jeg havde cyklet rundt til utallige kirker i Aarhus, bare for at sidde alene eller få nadver. Jeg var kristen for mig selv. Men at sige det foran så mange! Det var jeg ikke klar til.
Konfronteret med lærerens spørgsmål svarede jeg alligevel bestyrtet ”ja”. Og jeg husker det, som om der gik en pinlighedens engel gennem rummet. Overraskelsen lyste i ansigterne. Kristen? Det var ikke noget, man var. Bestemt heller ikke på kunstakademiet. Selv kendte jeg ingen jævnaldrende, der kaldte sig kristne. Hvad betød det egentlig? Og hvad ville de andre lægge i det?
Det sidste fandt jeg hurtigt ud af, for fra nu af skulle jeg ofte forklare og forsvare mig: Kunne en kristen overhovedet lave kunst? Var man ikke bare en troens lydige illustrator? Eller endnu værre: en forklædt forkynder?
Dengang i begyndelsen af 1990’erne var det almindeligt kendt, at religion i den oplyste del af verden var uddøende, og at vi snart var til vejs ende i opgøret med Gud. I mange toneangivende kunstmiljøer var tro og kunst derfor helt uforenelige størrelser. Kristen tro var, ifølge tidsånden, mere en indsnævrende lære end en oplyst tilgang til livet. Troen stod for lukkethed. Kunsten var derimod frit afsøgende, og den skulle for alt i verden ikke spændes for troens vogn. Jeg blev selv på akademiet opfattet som sådan lidt gammeldags og ufri. ”Må du så godt male mennesker, der har sex?”, spurgte en af mine medstuderende mig oprigtigt nysgerrigt en dag. Kun det befriede menneske kunne åbenbart være en frit skabende ånd.
I årevis var det svært for mig at tage ordet kristen i munden. Det tog mig over 35 år at lære at sige”jeg er kristen” uden at få hjertebanken. Jeg nåede at skrive flere bøger om tro og et væld af salmer, før jeg uden undskyldninger og forlegenhed vedkendte mig at stå midt i et kristent univers.
Som mange andre møder jeg stadig den fordom, at kristne er mennesker, der går rundt og adlyder en færdigformuleret lære. Men der er sket noget. Jeg oplever, at man ikke længere som for en generation siden bliver dømt ude alene på grund af tro. Man kan sagtens blive mødt med måben, skepsis eller næsten forskrækkelse. Men synet på kristendommen er trods alt forandret. Det er blevet mere lødigt at kalde sig kristen, og ”kristen” kan i dag betyde meget andet end ”fortidig” og ”færdig”.
Samtidig er der også kommet en fornyet lydhørhed over for, at tro og kunst har flere fundamentale ting tilfælles: De ser virkeligheden som større, end den umiddelbart fremtræder. De ikke bare afbilder verden, de udvider og uddyber den. Og de søger hinsides lette forklaringer og gold logik.
Der blev også lavet kunst, da verden endnu var fortryllet. Stort set al kunst frem til moderne tid er skabt af kunstnere, der rent faktisk har været eksplicit religiøse på deres egen tids kristne måde. De formåede at frembringe billedkunst og poesi, ikke bare på trods af deres tro, men måske faktisk også ofte i kraft af deres religiøse følsomhed.
For mig at se er det en sejr for åndsfriheden, at en kristen hjemmehørenhed igen kan være både legitim og forenelig med det at skabe. Alle har et ståsted, og det religiøse er hverken mindre lødigt eller mindre befordrende for kunstnerisk skabelse end andre.
Det er et fremskridt, at vi igen må trække lidt af himlens vejr efter en æra præget af alt for stor tillid til os selv. Måske er vi ligefrem nået dertil, at vores fælles verden ikke længere er under befrielse, men berigelse..
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.