Det norske stortingsvalg på mandag tegner til at blive noget af en valggyser. Efter otte år som statsminister ser Højres Erna Solberg ud til sandsynligvis at blive vippet af pinden og blive afløst af Arbejderpartiets Jonas Gahr Støre. Men intet er afgjort endnu.
Flere partier ligger ifølge meningsmålingerne lige omkring spærregrænsen på fire procent, og hvilke af dem der kommer ind i Stortinget, og hvilke der ikke gør, kan blive afgørende for, præcis hvilket flertal der kan samles, og hvilken regeringskonstellation der vil kunne se dagens lys efter valget.
Det interessante er, at Arbejderpartiet og Jonas Gahr Støre ifølge meningsmålingerne ikke i sig selv er særligt populære. Arbejderpartiet står faktisk til en tilbagegang i forhold til valget i 2017. Og partiet er milevidt fra at kunne få flertal i Stortinget alene.
Men der er udsigt til fremgang for alle de fire øvrige partier, som vil støtte Jonas Gahr Støre som statsminister. Det gælder både Miljøpartiet De Grønne og midterpartiet Centerpartiet samt de to røde partier til venstre for Arbejderpartiet: Socialistisk Venstreparti (SV) (som nærmest svarer til SF herhjemme) og Rødt (som bedst kan sammenlignes med Enhedslisten). Hvis Støre ender med at blive statsminister, vil det således sandsynligvis blive på baggrund af en fremgang til disse partier.
Der er naturligvis mange årsager til, at de rød-grønne partier går frem. Men en af de vigtigste er klimadebatten. Den finder som bekendt sted i mange (nord-)europæiske lande i disse år og bliver tilsyneladende generelt mere og mere afgørende for, hvor vælgerne vil sætte deres kryds. Når den spiller en særlig rolle i Norge, hænger det imidlertid blandt andet sammen med hele den diskussion om olieudvinding, som har fyldt så meget i det olierige land i de seneste år. Spørgsmålet er, om man skal tage mest hensyn til olieinteresserne i det hovedrige Norge, eller om man i højere grad skal tage naturens, miljøets og klimaets parti. Mange – især unge – norske mener tilsyneladende det sidste, og dette er en væsentlig del af forklaringen på den rød-grønne fremgang.
Spørgsmålet ved stortingsvalget på mandag er nok ikke så meget, om Jonas Gahr Støre vil blive statsminister, men mere hvor mange af de fire små støttepartier han vil kunne klare sig med for at få flertal. Selv håber han nok på, at Socialistisk Venstreparti og Centerpartiet vil blive så store, at han kan nøjes med støtte fra disse. Dette hænger sammen med, at de ikke ønsker nær så ekstrem en omlægning af klimapolitikken som Rødt – og navnlig Miljøpartiet De Grønne. Og Socialistisk Venstreparti og Centerpartiets mere ”moderate” linje passer godt til, hvad Jonas Gahr Støre og Arbejderpartiet selv ønsker.
På den borgerlige side ser det skidt ud for samtlige partier. Både for de tre regeringspartier: Erna Solbergs store konservative parti Højre, Venstre (som nogenlunde svarer til Radikale Venstre i Danmark) og Kristeligt Folkeparti. Kristeligt Folkeparti er et af de partier, som ligger og svinger lige omkring spærregrænsen. Også Fremskridtspartiet, som forlod regeringen i januar 2020, står til en tilbagegang.
Ud over at vælgerne generelt opfatter de rød-grønne partier som mere klimavenlige end de borgerlige partier, er en vigtig årsag til problemerne for Erna Solberg og hendes regering håndteringen af corona-pandemien. Norge har – ligesom Danmark – klaret det forholdsvis godt i forhold til mange andre lande. Men der er nok alligevel en del vælgere, som ikke synes, at præstationen har været til et 12-tal. Der er i øjeblikket store problemer med at få de unge til at lade sig vaccinere og mere generelt med et stærkt voksende smittetal.
Samtidig har nogle nordmænd måske stadig i baghovedet, at Erna Solberg til sin egen fødselsdag selv overtrådte en af restriktionerne, nemlig med hensyn til hvor mange mennesker man måtte forsamles.
En forklaring på vanskelighederne for de blå partier er også, at Kristeligt Folkepartis vælgere længe har været splittede i spørgsmålet om, hvor tæt partiet skulle være knyttet til den blå blok. En del af partiets traditionelle vælgere og græsrødder mener ikke, at partiet nogensinde skulle være gået ind i den borgerlige regering, som det skete i januar 2019. Dette har været med til at sende partiet mod spærregrænsen. Dertil kommer en nylig opstået sag om, at partiets leder, Kjell Ingolf Ropstad, i mange år som stortingsmedlem undlod at flytte sin folkeregisteradresse til Oslo, selvom han reelt boede i hovedstaden, hvilket gjorde, at han fik stillet en gratis bolig i Oslo til rådighed af Stortinget.
Hvis Kristeligt Folkeparti ved valget ender med at havne under fire procent af stemmerne, vil det være historisk og første gang, siden partiet slog igennem som et landsdækkende parti i 1945.
Norsk politik minder på nogle punkter om dansk politik, mens der på andre punkter er store forskelle. En af de meget markante forskelle angår valg-geografien. I Norge får Arbejderpartiet (i modsætning til Socialdemokratiet i Danmark) traditionelt mange stemmer ude på landet i de små bygder.
Traditionen for at stemme på Arbejderpartiet ude på landet hænger sammen med, at industrialiseringen i sin tid i højere grad end i Danmark fandt sted uden for de store byer. I Norge skete industrialiseringen i vid udstrækning i form af, at miner, savværker med videre skød frem rundtomkring i fjeld- og skovdistrikterne. Dermed skabtes en arbejderklasse i de mere tyndt befolkede dele af Norge – i modsætning til den byarbejderklasse, som skabtes i Danmark i forbindelse med fremvæksten af storbyernes fabrikker.
I Norge er der således traditionelt færre, der stemmer på Arbejderpartiet i de store byer, end der stemmer på Socialdemokratiet i de store byer i Danmark. De største norske byer, Oslo og Bergen, er traditionelt kerneland for Højre. Men måske ikke længere lige så meget, som det har været.
Det er imidlertid ikke Arbejderpartiet, der ser ud til at gå markant frem i storbyerne ved det kommende valg. Det er derimod de føromtalte partier Socialistisk Venstreparti, Rødt og Miljøpartiet De Grønne. Det er blandt andet de klimabevidste unge, for eksempel mange studerende, som er med til at skabe fremgang for disse partier i de store byer.
Tidligere har det også været et parti som Venstre, der har fået mange af de unges stemmer i byerne. Men selvom partiet forsøger at profilere sig på klimadagsordenen, er det alligevel ved dette valg trængt lidt mere i defensiven end normalt efter i mange år at have deltaget i et borgerligt regeringssamarbejde med Højre, som efter manges mening har haft en tendens til at prioritere olieinteresser og økonomi højere end klima og miljø.
Ganske vist forsøger Venstre at sælge sig som garanten for, at der bliver taget hensyn til klimaet, naturen og miljøet, også i en borgerlig regering. Men mange, især unge, foretrækker tilsyneladende i den nuværende situation ”den rene vare” og vil sætte deres kryds ved Socialistisk Venstreparti, Rødt eller Miljøpartiet De Grønne.
Den farlige cocktail for de norske borgerlige partier af en usikkerhed blandt nogle vælgere om, hvor godt eller dårligt de har håndteret coronakrisen, af forskellige personsager (Erna Solberg og Kjell Ingolf Ropstad) og af en klimadagsorden, som i stigende grad buldrer derudad, er dét, som er med til at tegne konturerne af et borgerligt valgnederlag på mandag.
Norsk politik minder på nogle punkter om dansk politik, mens der på andre punkter er store forskelle.