Det utrolige håb

KRISTI HIMMELFART: Himmelfarten hører med til kristendommen, fordi kristendommen den dag engang for alle blev vaccineret imod enhver form for sekterisme

Den dag Jesus for til himmels må have været en af de værre dage at være dis-cipel. Ikke så slem som langfredag,

begribeligvis, men slem nok til, at de må have oplevet det, næsten som om langfredag blev gentaget. Med himmelfartsdag må disciplene have følt det som om de mistede alt - en gang til.

I løbet af de fyrre dage siden påske har de akkurat nået at vænne sig til den ejendommelighed, at Jesus som opstanden viste sig for dem og talte til dem. De har som en slags åndeligt spedalske været nødt til at skjule sig i Jerusalem, for de frygtede jøderne og var tilmed fremmede i byen.

I deres åndelige og ikke mindre konkrete skjul har de med en vis uro, men dog dag efter dag, kunnet bekræfte hinanden i, at de gjorde det rigtige og troede det rigtige. Jesus kom jo stadig til dem indendøre.

Disciplene måtte imidlertid ikke få mulighed for at forblive indendøre, hverken åndeligt eller bogstaveligt talt. For hvad sker der, hvis man i sin egen stue dag efter dag bliver bekræftet i, at man er det helt rigtige sted, og at sandheden om Gud og mennesker af sig selv kommer ind i stuen - og endda hvis døren er lukket? Hvad sker der, hvis man ved, at fjender og modstand-ere er lige på den anden side af væggen? Man bliver indendøre og rendyrker modstandsløst sin egen sandhed. Man hegner sin egen opfattelse af

verden, for den opstandne er lige her hos mig og ikke ude hos de andre.

Herfra er der ikke langt til at tænke,

at man i forhold til hoben af ignoranter udenfor har en særlig opgave, som er at beskytte denne sandhed mod alle anslag. Omverdenen er ond og uheldsvanger og har i øvrigt heller intet forstået. Så man bliver hjemme.

Får en sådan selvopfattelse frit løb og uden at udsættes for modstand fra den omgivende virkelighed, forvand-ler man sig selv og sine edsvorne til

en sekt. Sekter er netop kendetegnet ved at være afsnøret fra det almindelige liv. De beskytter sig med hemmelige formularer eller indforståede sproglige koder, som efter mange øvelser og ofte god betaling er en vejledning til sandheden. Sekter holder deres sandhed inden for murene, for at ikke andre og uindviede skal løbe frit omkring med den.

Billedligt talt laver man en »indendørsreligion« og det ender, ved vi,

meget nemt i lummer, iltfattig selvbekræftelse. Noget tyder på, at det kun tager fyrre dage at grundlægge en sekt. Det var i hvert fald efter fyrre dage, at disciplene skulle forhindres i at gøre det, ligesom Kristus skulle modstå Djævelens fristelser fyrre dage i ørkenen.

Det er muligheden for at gøre sig selv til en sekt, som bliver frataget

disciplene. Faren for, at det skulle ske, har sandsynligvis været overhængende. Det er den altid, når en lille gruppe mennesker får en særlig historie sammen, som tilmed er en udvælgelse. Når Jesus imidlertid siger til dem, at nu vil han sidde ved sin Faders højre hånd

og i stedet sende sin ånd, så er faren drevet over; selvfølgelig ikke for altid, fristelsen er permanent. Men herefter vil det ikke være muligt

inden for det, der skulle komme til at hedde kristendommen, at finde begrundelse for at gøre sig selv til en sekt.

For sekten - i dette

tilfælde discipelkredsen - har ikke længere privilegeret adgang til sandheden i deres egen stue.

Sandheden er ophøjet, så de herefter ydmygt må bede om at blive belært af den. De må nu modtage den som ånd for derefter at gøre, hvad ånden pålægger dem at gøre; og det var - i dette tilfælde - alt andet end at forblive indendøre. Det er det stadig, for ånden er

den samme nu som dengang.

Dette forhold havde disciplene ikke mulighed for at vide noget om ved

selve himmelfarten. Derfor bliver de igen urolige, måske endda bange, da Jesus forlader dem, og derfor sagde vi, at det var en af de værre dage at være discipel. Disciplene har uden at vide det været på vej til at grundlægge sig selv som sekt - en fare, nogle af dem i øvrigt havde været i før. Da Peter og Johannes var med Jesus oppe på et højt bjerg, og de fik et forklarelsens syn, at Jesus var fuldbyrdelsen af loven og profeterne, foreslog Peter, at de skulle blive deroppe og bygge hytter. Det hastede ikke med at komme ned til de andre. Det blev som bekendt afvist.

Det er nøjagtig den samme trang til at holde for sig selv, hvad man rettelig skal dele med andre, gudserkendelse, som står i fare for at gribe alle disciplene op mod himmelfarten. Man skal dele gudserkendelsen ved at fortælle, hvad man tror og på det sprog, som man nu engang er fælles om. Derfor

taler Helligånden også alverdens sprog og er heller ikke reserveret særligt indviede. Det er billedligt talt ikke de andre disciple, der skal komme op på bjerget, men Peter og Johannes, som skal stige ned til dem, der venter.

På samme måde er det ikke jøder-

ne eller de andre folk i Jerusalem, der skal komme hen i disciplenes stue.

Disciplene må derimod ud til de and-

re for at fortælle, hvad de tror og ved. Endelig skal disciplene ikke blive stående og stirre op i skyerne efter Jesus, men vende blikket en anden vej.

Det er de imidlertid lige knap klar

til. Med himmelfarten efterlades de

undrende tilbage og altså med denne fornemmelse af at have mistet alt endnu engang. Hvis vi tillader os at drive lidt psykologi på denne blandede tilstand, skabt af uro, tab og undren,

hvad ville vi så kalde den? Vi må kal-de den et utroligt håb. Hvad dette

håb måtte indeholde eller bringe af fuldbyrdelse kan man ifølge sagens natur ikke vide. Det melder sig, hvor ingen venter det, og det kommer fra et sted, vi af disciplene har lært at kalde Himlen.

Dette levende håb, som det siden kom til at hedde, skal udgå fra discip-lenes kreds og samtidig sprænge kredsen, for ellers ville den blive snæver og sekterisk, skønt det var, hvad de kristne i begyndelsen var: en jødisk sekt.

Så meget mere grund var der til ikke at blive ved med at være det. Disciplene skal selv være bærere af dette levende og ret beset utrolige håb. Men da

må de også miste det sidste, de er i stand til at holde fast på som deres eget: den fristende afskærmning mod verden, hvor de ville være blevet ved med at sidde stille og vente på, at Jesus ville vise sig igen, beregnet netop på dem.

I stedet forlader han dem endegyldigt, så de en kort tid må stirre som fortabte ind i skyerne. Også dette tab skulle de lære at leve med. Derfor tal-er vi psykologisk om denne blandingstilstand af tab, uro og håb. Den er ikke så ligetil at leve i, men den skal da også kun vare en tid, - en kort tid, men også en nødvendig tid, fordi kristendommen fra begyndelsen skulle have indbygget et værn mod al sekterisme. De sidste skærmende vægge måtte brydes ned. Det skete med himmelfarten.

Morten Kvist er

valgmenighedspræst

i Herning og medlem

af Det Etiske Råd