Kvinder ligger stadig under for samfundets forældede opfattelse af seksualitet

Kvinder har i årtusinder skullet skamme sig over at være seksuelle væsener. Måske startede det, dengang vi gik fra at være jægere og samlere og blev bofaste bønder, skriver Ditte Trolle

Selv børn går ikke nøgne på stranden længere. Nu græder Louise, Emma og Mille over at se deres nøgenhed udstillet på nettet. De føler sig svigtet, udnyttet, reduceret til noget, man kan handle med, skriver Ditte Trolle.
Selv børn går ikke nøgne på stranden længere. Nu græder Louise, Emma og Mille over at se deres nøgenhed udstillet på nettet. De føler sig svigtet, udnyttet, reduceret til noget, man kan handle med, skriver Ditte Trolle. Foto: Søren Mosdal.

I 1970 LÅ VI NØGNE på Saksild Strand, tæt ved vores kollektiv. Vi kunne se folk strække hals rundtomkring. Selvom frisindet stormede frem i de år, og pornoen lige var givet fri, må nogle være blevet forargede, for pludselig stod politiet der i modlyset, i reglementeret uniform fra top til tå. De smilte lidt og bad os tage noget på: ”I hvert fald trusser.”

Nogle år senere blev det helt normalt at være nøgen på stranden. Måske var der nogle, der tog billeder med deres tunge og højlydt klikkende spejlreflekskameraer. Måske inspirerede billederne til hede tanker og seksuel selvbetjening i de lumre aftener, og måske blev billederne også vist til andre. Men ud over den allernærmeste vennekreds kom de næppe. Der var ikke noget internet, og cyberspace var stadig kun et glimt i nogle nørders øjne.

Nu er situationen en anden, ikke mindst teknologisk. Og selv børn går ikke nøgne på stranden. Nu græder Louise, Emma og Mille over at se deres nøgenhed udstillet på nettet. De føler sig svigtet, udnyttet, reduceret til noget, man kan handle med.

Billeder, pigerne har givet som gave til en, der på et tidspunkt var særlig i deres liv, bliver pludselig udbudt på markedet. Det er et tillidsbrud fra drengenes side, det er mangel på respekt og indfølingsevne, det er et umodent ønske om at prale med en seksuel erobring. Det er helt på sin plads, at pigerne føler vrede, sorg og skuffelse.

Men det værste er skammen. Den er værst for pigerne og burde være det værste for os alle, for den fortæller noget om vores samfund.

Kvinder har i årtusinder skullet skamme sig over at være seksuelle væsener. Måske startede det, dengang vi gik fra at være jægere og samlere og blev bofaste bønder. Pludselig var der noget, der blev ejet – jorden, dyrene, ploven.

Pludselig kunne man samle ejendele og velstand, og hvad skulle der så ske med det hele, når man døde? Det skulle selvfølgelig gå videre, men ikke til hvem som helst, ikke til samfundet eller naboens søn, men til ens eget kød og blod.

Så derfor blev husets kvinde også til mandens egen kvinde, og hun måtte ikke skeje ud med andre. Det blev helt nødvendigt for mandens status i samfundet at holde kvinden på plads.

Måske var det sådan, det startede. Så annekterede kirken det gamle sagn om Paradisets have og fandt roden til alt ondt, da Eva gav efter for slangen, og Adam, den arme uskyldige mand, ikke kunne sige nej til en bid af æblet.

Kirkefaderen Augustin, der kæmpede hele livet for at holde sin sexlyst stangen, gav kvinden skylden for det hele – det tabte paradis, arvesynden og sine egne trængsler. Det hjalp ham måske lidt at udskamme hele kvindekønnet, kalde dem svage i ånden, i det hele taget moralske undermålere, der ikke kunne betros penge, magt eller en egen seksualitet.

Kirken forstod at gøre fælles sag med de, der bestemte i samfundet. Der kom love, der ikke lod kvinderne eje, arve, forlange skilsmisse, uddanne sig eller stemme. Sådan blev kvinder afhængige af mænd, også seksuelt, og måtte klappe i, rette ind og tage til takke. Straffen for at bryde reglerne var alt fra stening, brænding på bål til at få klippet håret af – men skammen var der altid. Skam er et utrolig kraftfuldt middel til social kontrol.

Burde vi ikke være kommet lidt længere? Kunne kirken ikke have brugt sin indflydelse bedre? Det er, som om det seksuelle slæber efter, og selvom kvinder på mange områder er blevet selvstændige, ligger vi stadig under for samfundets forældede opfattelse af vores seksualitet.

Vi accepterer som kendsgerning, at kvinder har mindre lyst til sex end mænd, er mere monogame end mænd og tænder mindre på erotiske billeder end mænd. Måske er det bare myter, ligesom eventyret om Paradiset. Det er næsten ikke til at sige længere, for kulturens påvirkning er så massiv, at ingen kender kvinders naturlige seksualitet.

Hvordan ville det se ud, hvis kvinders seksualitet ikke var så knyttet til skam? Hvis kvinder, der viser lyst til sex, seksuelt initiativ eller bare krop ikke risikerede at blive kaldt ludere og blive behandlet uden respekt? Hvis kvinder kunne sige ja eller nej til sex i overensstemmelse med deres lyst? Ja, så ville Louise, Emma og Mille nok stadig være vrede og skuffede. Men man kan håbe, at det så ikke ville være dem, men drengene, der skammede sig.

Ditte Trolle, speciallæge i gynækologi

Selv børn går ikke nøgne på stranden længere. Nu græder Louise, Emma og Mille over at se deres nøgenhed udstillet på nettet. De føler sig svigtet, udnyttet, reduceret til noget, man kan handle med, skriver Ditte Trolle.
Selv børn går ikke nøgne på stranden længere. Nu græder Louise, Emma og Mille over at se deres nøgenhed udstillet på nettet. De føler sig svigtet, udnyttet, reduceret til noget, man kan handle med, skriver Ditte Trolle.