HAR DE HØRT OM udtrykket ” neurowalking ”? Hvis ikke, så går det kort fortalt ud på, at man går rundt om et bord og skiftes til at skrive bud på løsninger af en problemstilling, der er skrevet på et ark papir placeret på midten af bordet.
Man går ganske enkelt rundt og skriver til fra forskellige positioner rundt om bordet. Man anskuer på den måde problemstillingen fra flere vinkler. Det er egentlig smart. Hvis man bliver siddende på den samme plads altid, ser man jo det samme som sædvanlig. Man kan også lave en ” neurostorming ”. Det minder, vistnok, om den gode gamle brainstorm.
DE TO UDTRYK er eksempler på, at hjernen og dens neuroner er blevet højeste mode. Vi er mere end nogensinde interesserede i, hvad der sker inde i hjernen. Hjernen sælger. Det er nok på den ene side et udtryk for organernes hierarki. Det er, som om hjertet, leveren, nyren og tarmen rangerer lidt lavere.
Når jeg underviser, er der mange, der spørger til, hvad der sker inde i hjernen, når de får idéer, går i bad eller har en skriveblokering, mens ganske få spørger mig, hvad der mon sker i nyren eller i leveren, når den gode idé indtræffer, eller når de har svært ved at skrive.
HJERNEN ER KONGEN. Den er endda stadig lidt af et mysterium, uden at ville forklejne leveren eller hjertet. På den anden side får man indimellem det indtryk, at hjernen bruges til at bortforklare eget ansvar. ”Det var min hjerne, der gjorde det,” siger vi.
Henvisningen til hjernen får samtalen til at gå i stå. Det var ikke mig, der stjal af slikskålen. Det var min hjerne. På den måde finder vi forklaringen på at have spist et stykke slik for meget eller et ekstra stykke kage et sted, som ingen af os legitimt kan diskutere med. Man kunne indimellem ønske, at livet var så enkelt: Det var min hjerne, der gjorde det.
I mit fag, psykologien, diskuterer vi i øjeblikket, om den nye neurovidenskab er en del af psykologien, eller om det reelt er en ny eksklusiv kreds, der kan klare sig selv, og som kan klare sig uden os.
Psykologi har længe været en hybridvidenskab med slægtskaber til filosofien, sociologien og antropologien på den ene side og på den anden side eksempelvis biologien og fysiologien.
Der er ingen tvivl om, at der er meget at lære af den nye neurovidenskab, der understøttes af nye teknologier, som tillader os et indblik i hjernens funktionsmåder på hidtil usete faconer, men der er også tendenser i øjeblikket til at ville forklare alt på dette niveau.
Det er det, der sker, når vi siger, at vi har fundet Gud eller personligheden i hjernen.
DET ER DERFOR VIGTIGT, at vi lærer at skelne mellem hjernen forstået som mediator og hjernen som kausal faktor i forbindelse med fænomener i vores liv. Hjernen er en (forhåbentligt) aktivt medierende faktor, når vi graver have eller opdrager vores børn, men den forklarer ikke nødvendigvis alt af betydning for det problem, vi måske har med at få gravet haven eller overhovedet komme derud, så vi kan grave.
Opdragelse har også vist sig at være lidt af en kunstart. Vi hjælper heller ikke unge ud af arbejdsløshed eller følelsen af ensomhed ved bare at henvise til, at hjernen er på spil. Der er stadig brug for andre forklaringsmodeller. I forbindelse for eksempelvis arbejdsløshed er der ikke bare hjerner på spil, men også strukturelle udfordringer som ulighed, forskellig adgang til ressourcer og så videre.
Neurovidenskab og hjernen kan, kort sagt, ikke klare sig alene, men får sin blodtilførsel fra andre organer, sprog og landskaber. Det er ikke bare hjernen, der gør det. Selvom den er fantastisk fascinerende.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.