For tiden synes næsten alle at være enige om, at journalister bør holde sig fra at interviewe personer, som har demens. Lidt som om diagnosen annullerer alt ægte, sandt eller troværdigt. At personen, i det her tilfælde prins Henrik, ikke er ved sine fulde fem.
Men det er ikke nødvendigvis rigtigt. Faktisk langtfra. De fleste, som har demens, har bevidstheden intakt og tildeles blot sammen med diagnosen en meget ærlig kommunikationsform. Klinisk taler man om, at det personlige filter udviskes. Men man kan også sige, at mennesker med demens får en naturlig umiddelbarhed. Det er måske den, vi oplever, når Prinsen udtaler sig om sine følelser.
I stedet for at fortabe os i, om det nu er etisk forsvarligt at interviewe Prinsen, kan vi vælge at anlægge det perspektiv, at hans forklaringer er udtryk for noget meget almindeligt, som alle mennesker kan forholde sig til: følelser. Den vinkel på interviewet skubber værdigt billedet af en mand, der ikke er sig selv, i baggrunden.
I modsætning til den gængse fordom medfører demens ikke altid, at man ikke aner, hvad man siger og gør. Mere at man begår sig anderledes i hverdagen og derfor også bliver afhængig af andres hjælp til forskellige gøremål. Men det fjerner ikke nødvendigvis evnen til at fortælle, hvordan man har det.
Der er intet i interviewet, som tyder på, at Prinsen befinder sig mentalt i en komplet anden verden. Han er et tænkende og frit individ, som i et selvbevidst nu italesætter en følelse. Derfor er det heller ikke uetisk at lade Prinsen udtale sig. Det er til gengæld uetisk, når vi ikke tager det, et menneske med demens siger, alvorligt, eller anskuer personens følelser som mindre rigtige end raske menneskers kontrollerede måde at udtrykke sig på. Lad os droppe diagnosen et øjeblik og spørge, om det er mindre værdifuldt at udtrykke sine følelser ærligt?
Før vi stiller Prinsen mere i forlegenhed ved at lade vores forkvaklede moral føre overformynderisk an, skal vi lige tilbage til, at han er et menneske, ligesom alle andre.
Der behøver ikke at være så mange forbehold i vores samvær med mennesker, som har demens. Vi får et langt rigere samfund ved at byde de naturlige nuancer velkommen, som mennesker med demens bidrager med. For eksempel deres ærlighed og åbenhed.