Prøv avisen
Refleksion

Det, vi ikke vil tale om: Vi bliver nødt til at holde op med at spise så meget kød

Illustration: Søren Mosdal

Det kulturelle danske bedrag synes at række langt videre end til det tragikomiske, når de, der danser rundt om den danske flæskesteg, betragter den som en slags religiøs totem for vor kultur og samtidig vægrer sig ved at give husly til den religion, der anser grisekødet for at være særligt urent, skriver sociolog Rasmus Willig

Vi er blevet fremmede over for hinanden og over for den krise, vi står i. Vi har levet sorgløst i fornægtelse, men det er begyndt at blive svært. Produktion af grise bidrager til klimaforandringerne og med dem til flere flygtninge.

Der er nu flere klimaflygtninge i verden end krigsflygtninge, omkring dobbelt så mange, og antallet vil sikkert stige drastisk de kommende år. Jo mere vi er med til at forværre klimakrisen, desto flere flygtninge.

Kausaliteten er til at få øje på, og alt peger i retning af, at det kun bliver værre. Verden vil se endnu flere flygtninge, mange som en direkte konsekvens af et ændret klima, andre som flygtninge, der fødes ud af de konflikter som følge af hungersnød, tørke eller oversvømmelser.

Vi er på mange måder selv skyld i klimaforandringerne og flygtningestrømmene. En af årsagerne er vores enorme kødforbrug. Vi producerer og konsumerer grisekød i mængder uden historisk fortilfælde. Den nuværende landbrugsproduktion står for store dele af udledningen af de farlige drivhusgasser, der er med til at forværre klimaforandringerne.

Tallene taler for sig selv. Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Europa. Over 60 procent af Danmarks areal er udlagt til landbrug, og heraf går over 80 procent til produktion af for eksempel foder til grise. Hvis landbrugsproduktionen og forbruget blev grønt og langt mindre kødbaseret, kunne dansk landbrug brødføde hele Danmark og vore nordiske nabolande med. Sådan er det ikke nu, tværtimod.

I takt med, at der er kommet flere klimaflygtninge end flygtninge fra krigshærgede områder, er vi på mange måder blevet flygtninge i vores egen tilværelse. Vi er blevet fremmede over for vores egen indre og ydre natur og kan slet ikke se, at de flygtninge, der ankommer til vores grænser, kommer som følge af vores levevis.

Selvom det er svært at tale med så meget mad i munden, er det, som om vi har kaldt på dem. Det kulturelle danske bedrag synes at række langt videre end til det tragikomiske, når de, der danser rundt om den danske flæskesteg, betragter den som en slags religiøs totem for vor kultur og samtidig vægrer sig ved at give husly til den religion, der anser grisekødet for at være særligt urent.

For nylig udkom Hannah Arendts essay ”Vi flygtninge” på dansk. I efterordet bemærker oversætteren Mikkel Flohr helt korrekt, at Arendt forholdt sig kritisk til de jøder, som forsøgte at assimilere sig i forhold til de nye lande, de var ankommet til (i 1930’erne og 1940’erne). De ville ifølge Arendt ikke vedkende sig deres jødiske identitet. Der er sikkert flygtninge i dag, der kan genkende sig selv i den beskrivelse, men mon ikke, der også er danskere, der kan? Vil vi vedkende os vores identitet?

En pølse i svøb, en kotelet eller en gang revelsben er der jo ikke noget i vejen med. Det er mængden, den er gal med. Det er det industrielle apparat, der gør det til et farligt anliggende – og til et unaturligt anliggende, fordi det nu bliver til fare for andres og vores egen fortsatte eksistens her på jorden.

Arendt betragtes vel i dag som en af verdens største kvindelige filosoffer. Det samme gælder for Arlie Hochschild, blot på det sociologiske område. Hochschild har beskrevet, hvordan amerikanerne er blevet fremmede i deres eget land. Hun finder det paradoksalt, at de, der bliver ramt af klimaforandringerne i USA, også ofte er dem, der fornægter og ikke vil se den direkte forbindelse mellem deres levevis, deres kulturelle værdier og klimaforandringerne.

Hochschild mener, at der ikke er tale om en rationel, men om en følelsesmæssig forklaring. Vi befinder os på undersiden af ideologien. På undersiden findes følelser som stolthed og integritet, og i og med at vi som folk næsten alle sammen nedstammer fra bønderne, er det måske en årsag til miseren. For erkender vi, at vi har handlet forkert, får vores stolthed også et gok i nødden.

Det er imidlertid svært, når den følelsesmæssige underside er for langt væk fra virkeligheden. Der er naturligvis muligheden for en virkelighedsflugt, men også den har en evne til at indhente en – og det er nok også allerede det, som er sket. Et kan vi i hvert tilfælde konstatere, nemlig at vi gør klogt i at holde op med at spise de enorme mængder kød.

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst

Lotte Blicher Mørk.