Den sidste måneds tid har vi fået en demonstration af en almen erfaring: Vi lægger ikke bare mærke til, hvad der siges – men også til hvem, man siger det.
I et par årtier er talen om frelse og fortabelse – med et antikveret ordvalg kaldet læren om dobbelt udgang – blevet betragtet som en specialitet for den såkaldte kirkelige højrefløj. Og det er blevet mere end antydet, at det er en slags sadisme, som har fået os til at fastholde det tema.
Men nu er der så kommet først en, så to biskopper på banen, der fastholder, at emnet er uomgængeligt i kirken. Tak til d’herrer Reinholdt Rasmussen og Stubkjær. Så er det til at ånde igen.
Senest har Henrik Stubkjær, sammen med sin teologiske løjtnant Henning Thomsen, grebet fat i emnet med kronikken ”Bekendelsestroskab er ikke bogstavtro, men at være tro mod kernen” i Kristeligt Dagblad den 8. februar. Her løfter de debatten til at handle om bekendelsestroskab. Igen: Det er højst nødvendigt. Men så er taksigelserne også slut, for der står meget mærkeligt i den kronik. Enten er den så dybsindig, at den går over min forstand, eller også er den dybt problematisk.
Hvad betyder for eksempel udsagnet om, at forskellen på læren og forkyndelsen skyldes, at moderniteten er kommet imellem, og vi dermed har taget ”afsked med enhver forestilling om en objektiv virkelighed 'derude'”?
Er der ikke nogen, der kan forklare en jævn sognepræst fra det indre København, hvad det betyder: Er Gud ikke virkelig derude i virkeligheden, men kun inde i vores tro? Og hvad er det for et billede, det tegner af modernitetens rolle i troen og forkyndelsen?
Jeg vil gerne være modernitetsbevidst og reflektere over, hvordan evangeliet høres og modtages i den sære kontekst, vi lever i for tiden, men siden hvornår er moderniteten blevet det filter, der skal bestemme, hvad vi skal tro, mene og forkynde? Tror vi ikke, at Guds evangelium er evigt, og moderniteten bare er en lidt langvarig episode? Hvis jeg ikke læser den forkert, er kronikken faretruende tæt på at have problemer med det første bud om ikke at have andre (modernitets-)guder.
I forlængelse af denne skelnen mellem lære og forkyndelse tales om, at alles frelse aldrig kan blive et lærepunkt, men at vi kun kan ”forkynde, håbe, og bede til, at alle frelses og helvede forbliver tomt.”
Ret skal være ret: Denne længsel efter det tomme helvede er dybt forståelig. Hvilket normalt menneske kan med sindsro slå sig til tåls med tanken om en evig fortabelse? Den må mindst være en livslang smertefuld ligtorn. Og den lidenskabelige drøm om, at ingen skal gå fortabt bor ifølge Det Nye Testamente bor stærkere i Guds hjerte, end den nogensinde kommer til at bo i os begrænsede menneskers. For at citere apostlen Peter: ”Han vil, at ingen skal gå fortabt.”
Jeg synes helt alvorligt, at kronikken, med dens eget udtryk, ”sjusker med læren” i anvendelsen af begreberne ”forkynde, håbe, og bede”. Jeg nøjes her med det kristne grundbegreb ”håb”. Det betyder noget andet i kristen forkyndelse, end når vi bruger det i hverdagssprog. I hverdagssproget betyder det noget i retning af en mere eller mindre velbegrundet længsel såsom: ”Vi håber, at omikron gør ende på pandemien…”
Men i den kristne forkyndelse handler det om, at klamre sig til og trøste sig ved Guds løfter. Og hvor der ikke er noget løfte, er der heller ikke noget håb. Derfor er det også vigtigt, at citre eftersætningen i Peters udsagn om at Gud ikke vil, at nogen skal fortabes, "men at alle skal nå til omvendelse.”
I forlængelse af det spørger jeg mig selv, hvad kronikkens anvendelse af begrebet ”håb” gør ved forkyndelsen af Jesu alvorlige advarsler, når han nærmer sig temaet frelse og fortabelse. Skaber denne variant af håbsteologi ikke forkyndelsesmæssige tabuer?
Når Det Nye Testemente hverken lærer eller forkynder frelsen uden om tro på Jesus Kristus, kan vi måske bede om det. Vi må jo lade alle vores ønsker komme frem for Gud, men vi har ingen ret til at forkynde eller håbe det.
Apropos halve citater: Jeg synes, det vil tjene sagen, at citere ”Ecclesia semper reformanda” (kirken skal altid reformeres) i sin helhed. Den bruges nemlig i dag ofte på automatpiloten som trædesten til alverdens holdningsændringer. Det er uklart, hvor sætningen oprindelig stammer fra; men muligvis fra den reformerte teolog Jodocus van Lodenstein (1674) og havde oprindelig eftersætningen: ”…secundum verbi Dei”. Altså: I overensstemmelse med Guds ord.
Det er den eftersætning, jeg spørger, om Stubkjær og Thomsen tager helt alvorligt.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.