DF-gruppeformand: Løkke er naiv i sine bestræbelser på at fremstå som verdensmand

Indonesien har i årevis desværre bevæget sig fra udstrakt tolerance til et stadigt mere islamisk tyranni, og det burde Lars Løkke Rasmussen også vide, skriver DF-gruppeformand Peter Skaarup

Jeg undrede mig noget over, at statsministeren fandt anledning til i sin tale at storrose det muslimske land Indonesien. Man måtte forstå på statsministeren, der for nylig besøgte Indonesien, at dér hersker peace, love and understanding, skriver DF-gruppeformand Peter Skaarup.
Jeg undrede mig noget over, at statsministeren fandt anledning til i sin tale at storrose det muslimske land Indonesien. Man måtte forstå på statsministeren, der for nylig besøgte Indonesien, at dér hersker peace, love and understanding, skriver DF-gruppeformand Peter Skaarup. Foto: Nils Meilvang.

PÅ ÅRETS FØRSTE DAG klokken 18 tonede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) frem på tv-skærmene overalt i Danmark med sin nytårstale.

Jeg undrede mig noget over, at statsministeren fandt anledning til i sin tale at storrose det muslimske land Indonesien. Man måtte forstå på statsministeren, der for nylig besøgte Indonesien, at dér hersker peace, love and understanding. Muslimer og kristne går hånd i hånd i landet, der har 90 procent muslimske borgere.

Hvis det var rigtigt, var det jo dejligt. Men som med tilfældet Tyrkiet, der med islamisten Erdogan begyndte at ændre det særlige tyrkiske samfund, der af Atatürk var skabt efter vestligt forbillede, til et stadigt mere islamiseret land, så har Indonesien i årevis desværre bevæget sig fra udstrakt og i den muslimske verden ret enestående tolerance til et stadigt mere islamisk tyranni, selvom landet formelt stadig er sekulært.

Det burde Lars Løkke Rasmussen også vide, for jeg ved det. Alene ved igennem årene at lytte med på radioen, læse for eksempel Politiken og Kristeligt Dagblad, har jeg kunnet konstatere, at Indonesien reelt står på vippen til at blive endnu et islamisk despoti.

Så sent som for få dage før nytår bragte dagbladet Politiken en interessant artikel om netop Indonesien.

Her blev det oplyst, at det er lykkedes fanatikere i Indonesien at få indført ikke færre end 420 sharia-inspirerede love i landet. Blandt andet skal kvinder gå med tørklæde, når de viser sig offentligt.

DEN LOKALE AFDELING af Human Rights Watch i Indonesien advarer decideret imod, at man fortsat kalder landet for ”tolerant”. Så er det jo lidt sælsomt at høre statsministeren i sin nytårstale fremhæve netop tolerancen...

Nogle vil muligvis huske, at det i april sidste år lykkedes islamister med en smædekampagne at tvinge Jakartas kristne guvernør væk fra posten ved at beskylde ham for blasfemi.

Måneden før, i marts 2017, gik generalsekretæren i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen, i Kristeligt Dagblad i rette med en lige lovlig rosenrød fremstilling af forholdene i Indonesien, efter at en indonesisk imam havde besøgt Danmark. Han beskrev blandt andet, hvordan kristne forhindres i at holde gudstjeneste i ellers godkendte kirker, og hvordan islamister lykkes med at destabilisere landet.

For kun 15 år siden blev kristne massakreret i forskellige terrorangreb rundt om i landet, og nylige undersøgelser blandt unge studerende muslimer i landet blotlagde, at hver femte af dem ønsker sharia indført. Det sætter ledelsen i landet under mega pres.

Alt dette kunne statsministeren have forholdt sig til, inden han valgte at fremhæve lyksaligheder, der i bedste fald er afskaffet om kort tid, i værste fald faktisk allerede er et for rosenrødt billede.

Ærgerligt, for Løkke fremstår noget naiv i sine bestræbelser på at fremstå som verdensmand.

Peter Skaarup er medlem af Folketinget og gruppeformand for Dansk Folkeparti.