Dansk Folkeparti er ved at blive revet i småstykker af det formandsopgør, som kulminerer denne weekend med valget af en ny formand. Meget tyder på, at partiet har sat kurs mod afgrunden. Nekrologen over det vil kunne lyde nogenlunde sådan: Kristian Thulesen Dahl gik fra at være politisk geni til fiasko på meget få år. Han begik to store fejl som formand. Efter det bedste valg nogensinde i 2015, hvor hver femte vælger stemte på partiet, undlod det at gå i regering. Det blev Thulesen Dahl kritiseret massivt for, også internt. At det største borgerlige parti ikke tog ansvar på sig i en borgerlig regering, kostede opbakning.
Dernæst blåstemplede formanden Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, da han sammen med hende lod sig fotografere og interviewe siddende i en sofa på Christiansborg. Budskabet skulle have været, at Dansk Folkeparti nu indtog den midterposition som kongemager i dansk politik, Radikale Venstre ellers har haft. Men han endte med at blåstemple Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Resultatet blev, at Dansk Folkepartis borgerlige vælgere gik til Nye Borgerlige, mens de mere socialt sindede gik til Socialdemokratiet, hvor de nu også kunne få en stram udlændingepolitik, sågar sanktioneret af Thulesen Dahl selv. Og så fik Socialdemokratiet ellers regeringsmagten.
Dansk Folkeparti er blevet overflødiggjort af de andre partier. En stram udlændingepolitik er nu accepteret af næsten alle i Folketinget. Og både Venstre og Socialdemokratiet har gjort det gule Danmark til deres med massive udflytninger af offentlige institutioner, arbejdspladser og uddannelser.
På en måde har Dansk Folkeparti sejret sig ihjel.
Men dansk politik er ikke nem at forudsige. Det går op, og det går ned, og det kan gå meget hurtigt. Men formentlig vil det tage mange år at overvinde det aktuelle formandsopgør, uanset hvem der vinder det. Erfaringerne fra Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre viser netop, at dybe, personlige konflikter og fløjkrige kan fortsætte i årevis.
Det gør Dansk Folkepartis krise til hele den borgerlige fløjs krise. Det er svært at se, hvordan en borgerlig regering skal kunne regere på Dansk Folkepartis formentlig radikaliserede mandater. Uanset, hvem der vinder formandsopgøret, vil partiet genopfinde sig som et protestparti, der kæmper mod EU og de internationale konventioner. Måske vil det hele ende med en spaltning og endnu et protestparti. Læg dertil Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, som efter al sandsynlighed også kommer i Folketinget ved næste valg. Noget stabilt grundlag for en borgerlig regering vil det ikke være.
Det var Lars Løkke Rasmussens overraskende analyse i sidste valgkamp, at en fremtidig borgerlig regering måtte etablere sig hen over midten med Socialdemokratiet. Men i praksis er det aldrig lykkedes at skabe en funktionsduelig regering på tværs af fløjene. Intet i det nuværende politiske debatklima tyder heller på, at pilen peger i den retning. De borgerlige partier, der håber på et regeringsskifte, kan ikke gøre meget andet end vente på, at røgen lægger sig efter Dansk Folkepartis nedsmeltning. Det kan tage rigtig lang tid.