Indlægget er skrevet af Finn Rudaizky, medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden for Dansk Folkeparti
De udgjorde kun en minoritet i befolkningen og havde derfor ikke politisk interesse. Engang var det anderledes. Da udgjorde de svage flertallet.
Synspunktet er selvfølgelig uacceptabelt og yder slet ikke Erling Olsens stærke sociale indignation retfærdighed. Men det rummer en meget solid kerne af den virkelighed, der rammer blandt andre medborgere med psykiske handicap.
LÆS OGSÅ: Kirkefolk vil have udsatte til at stemme
Derfor tak til min radikale modkandidat Anne Marie Geisler Andersen, der har taget initiativ til en høring forud for kommunalvalget. For vi skal have en langt mere aktiv politik for de psykisk sårbare. Vi møder blandt andet de allersvageste på gaden i så elendig en forfatning, at det rige danske samfund ikke kan være det bekendt.
Vi er blevet bedre til at diagnosticere, om der er tale om depression, OCD, ADHD eller noget fjerde. Antallet af patienter stiger år for år i København.
Antallet af hjemløse vokser også. Nu er langtfra alle, som bor på gaden, psykisk syge. Men en vis fællesmængde er der dog. I høringsindkaldelsen bruges betegnelsen psykisk sårbar. Det er jo langt bredere end hjemløse eller sygdomsramte. Et brugbart statistisk materiale vil bekræfte, at fra sårbarhed til diagnose til sammenbrud i livet og endelig et liv på gaden er vejen ikke særlig lang.
LØSNINGEN ER EN politisk aftale i Københavns Borgerrepræsentation, der sikrer finansieringen af nye tiltag og involverer organisationer med indblik og engagement. Dertil fokus på udfordringen gennem offentlig debat.
Glem den liberale tese med, at folk selv er ude om det. En velfærdsstat kendetegnes netop ved, at fællesskabet også har et ansvar politisk, økonomisk og menneskeligt.
Hjemløse er jo ikke en ensartet gruppe. Nogle har tegn på en psykisk sygdom. Andre har oplevet tragedier, der har fået dem til at miste fodfæstet. Atter andre er endt som ofre for en lavine, hvor skilsmisse og tab af job har ført dem ned ad slisken.
Jeg tillader mig en grovinddeling af resten af de medborgere, vi møder på gaden, selvom den i sig selv udgør en under normale omstændigheder uacceptabel en generalisering:
1) Gruppen af danskere, hvor sikkerhedsnettet ikke længere rækker.
2) Gruppen af indvandrere, der ikke har haft eller nogensinde vil få glæde af deres flugt til Danmark.
3) Gruppen af grønlændere, der flytter til Danmark, hvor deres menneskelige deroute bliver åbenlys.
Helt overordnet skal en bred politisk aftale i København sikre tag over hovedet, ordentlig kontakt til sundhedsvæsen, behandling og planer, mulighed for værdige sociale rammer, aktiviteter (som hjemløselandshold) og fællesskabsoplevelser.
Ud over Københavns Kommune, som selvfølgelig skal være tovholder, skal vi også involvere kirker, humanitære og sociale foreninger, institutioner, klubber, virksomheder og faglige organisationer. Målet skal være et København uden hjemløse.
En storby vil altid være magnet for de svageste. Derfor er projekt Ingen hjemløse i København også en na-tional opgave, socialministeren skal involveres i.
Ikke-danske statsborgere uden asylstatus skal naturligvis ikke omfattes. De skal hjem til deres fædrelande, hvor deres chancer for et godt liv er langt større end her. Tilbud til for eksempel grønlændere og andre danske statsborgere, der skal hjælpes ud fra individuel vurdering og ved dialog: Hvad vil du resten af dit liv?
Det er en kæmpe opgave, der selvfølgelig også handler om tilbud til psykisk sårbare, hvoraf der findes mange i hjemløsegruppen.
Lad os hæve den sag over partipolitik. For de hjemløse og svages skyld. Og for Københavns.