Prøv avisen
Debat

DF-politiker: Er DR parat til at besørge i en moské?

I et afsnit af "Onkel Reje” bliver man præsenteret for verdens største bornholmer, der er så stor, at hun kun kan bruge en rundkirke som toilet. Foto: DR

Hvis Danmarks Radio mener, at det er tilladeligt at besørge i en bornholmsk rundkirke i et børneprogram, så må man også kunne acceptere at ”lette på låget” på en moské og besørge der, skriver Kenneth Kristensen Berth

Kristne seere har klaget til DR over, at man i børneprogrammet ”Onkel Reje” har ladet ”verdens største kvinde” fjerne taget på en bornholmsk rundkirke for efterfølgende at besørge ned i kirken. Men Danmarks Radio forstår ikke opstandelsen – i hvert fald ikke hvis man lyttede til, hvad DR’s etikchef, Inger Bach, sagde på Radio24syv den 28. september.

Jeg forstår til gengæld udmærket, hvorfor nogle føler sig krænket over, at en kirke bliver brugt som lokum – og da særligt i en børneudsendelse, hvor ubefæstede sjæle må formodes at se med. Men i et demokratisk samfund må man naturligvis tåle krænkelse. Til gengæld skal der så herske lighed mellem religionerne. Så hvis Danmarks Radio mener, at det er tilladeligt at besørge i en bornholmsk rundkirke i et børneprogram, så må man også kunne acceptere at ”lette på låget” på en moské og besørge der.

Men det ville Inger Bach ikke tage stilling til i Radio24syvs morgenflade. Spørgsmålet var irrelevant, meddelte hun journalisten torsdag morgen.

Men det er alt andet end irrelevant. For hvorfor er det i orden at bruge en rundkirke som latrin, mens det er irrelevant at forholde sig til, om en moské kan bruges til det samme? Tidligere i interviewet bedyrede Inger Bach nemlig, at der tilsyneladende i DR er en erkendt forskel mellem, hvad man kan tillade sig at gøre over for kristne, og hvad man kan tillade sig over for muslimer. Inger Bachs begrundelse var, at minoriteter nyder en særlig beskyttelse.

Nu er der bare lige det forhold, at islam og muslimer på ingen måde er en minoritet, hvis man ser minoritetsspørgsmålet i en global sammenhæng. Her er islam verdens næststørste religion – og repræsentanter for verdens næststørste religion har blandt andet i FN erklæret, at islam ikke tåler krænkelse. Men islam skal naturligvis også tåle krænkelse, hvis kristendommen skal kunne krænkes.

Sandheden er naturligvis, at Danmarks Radio er hundeangst for at krænke muslimer, for modsat kristne, som kan krænkes ad libitum uden konsekvenser, så er krænkelse af muslimer forbundet med livsfare.

Men når nu Danmarks Radio ikke er parat til at bruge en moské som latrin, så skulle DR måske overveje, om det så virkelig er nødvendigt at besørge i en bornholmsk rundkirke? Alle religioner bør kunne tåle samme krænkelser, og hvis DR ikke tør krænke islam – og det gør DR tydeligvis ikke – hvorfor så insistere på at krænke kristendommen

Kenneth Kristensen Berth er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

Hvorfor er det i orden at bruge en rundkirke som latrin, mens det er irrelevant at forholde sig til, om en moské kan bruges til det samme?

Kenneth Kristensen Berth