Så er et nyt skoleår sat i gang. Alle skoleelever har et navn. Men et stigende antal af dem har også en diagnose. Der var engang, hvor forældre og andre efterlyste svaret på spørgsmålet: "Hvad fejler barnet? Hvad er i vejen med det? Hvad er galt?". Med andre ord, hvad er diagnosen?
Scenen er anderledes i dag. Forældrene kommer til lægen med deres barn i den ene hånd og med en diagnose i den anden hånd, mens de beder lægen om en bestemt (ofte medikamentel) behandling.
Moderne forældre stiller selv diagnosen over deres barn efter en lang og dybtgående forskning via artikler, aviser og ugeblade, bøger, Google, patientforeninger med mere.
Samtidig og ofte vælger de selv en utraditionel behandling fra det kæmpe og voksende alternative terapimarked. Sideløbende med denne udvikling er samfundet blevet mere og mere hypnotiseret af diagnoser - skoler, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, forsikringsselskaber, pengeinstitutter, bistandskontorer og andre offentlige instanser. Mon ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere bliver de næste?
De fleste kommuner kræver en diagnose, før de iværksætter hjælpeforanstaltninger. Diagnosen er koden og nøglen. Den stillede diagnose sætter ofte punktum. Nu har vi diagnosen.
Umiddelbart er der ikke noget i vejen med det, så længe diagnosen er stillet på en redelig måde. Problemet er dog, at udviklingen har taget en kedelig og negativ retning, hvad det angår.
Mens diagnosen således har fået en mere central og afgørende rolle, er måden og metoden, hvorpå en diagnose bliver stillet, blevet mere overfladisk og lemfældig. Sagt på en anden måde – ligesom meget andet i samfundet er det diagnostiske udredningsarbejde blevet til en discountbutik.
De senere års økonomiske realiteter, især inden for det offentlige, har resulteret i, at managementprincipper og kassetænkning styrer arbejdsprocesserne. Således gælder det at arbejde hurtigt, rationelt, billigt og effektivt.
Kvantiteten vejer mere end kvaliteten. Antal patienter og diagnoser giver gode karakter og øgede budgetter. Tal er udgangspunktet for evaluering og kontrol. Talknuserne sidder ved roret. Højere og stigende tal befæster eksistensberettigelsen.
Alle - inklusive læger og hospitaler - bliver pisket til at producere stigende tal. Presset er stort, dagligt og vedholdende med efterfølgende risiko for udvikling af et system, som på overfladen er effektivt, men i realiteten overfladisk. Netop - hastværk. Nemlig - discount.
Det går fint, når det handler om fødevarer, men det er farligt og uacceptabelt, når det drejer sig om mennesker og især om børn. Børn - og i visse situationer deres forældre - er magtesløse, og hvis de får ørerne i denne discountmaskine, bliver de ofte hjælpeløse.
Et populært værktøj ved moderne diagnostiske udredninger af børn er brugen af spørgeskemaer. Barnets forældre, pædagoger, lærere og andre fylder et skema med mange (ofte tvetydige) spørgsmål. Besvarelsen kræver ikke kun indgående kendskab til det pågældende barn, men tid, koncentration og sproglig begavelse.
Ud over risikoen for en overfladisk besvarelse er der en endnu større risiko, nemlig en besvarelse, som er præget af subjektive opfattelser og oplevelser, usikker hukommelse samt fordomme.
Denne form for tilsyneladende videnskabelig udredning adskiller sig ikke væsentligt fra populære selv-diagnostiske værktøjer (for eksempel i relation til stress), som trykkes med jævne mellemrum i aviser og ugeblade.
Det er især inden for psykiatri og børnepsykiatri, at det kliniske arbejde, blandt andet via spørgeskemaer og speciel software, er accelereret i de senere år. En form for psykiatrisk scanning, hvor man kaster et ikke særligt fintmasket net over en gruppe børn med henblik på dels at fastlægge de adfærdsmæssige normale grænser, dels finde de afvigende.
Det er sågar blevet til en industri. Snesevis af skemaer importeres fra udlandske forskere og delvis revideres og standardiseres til danske forhold. Problemet er ikke, at der er gået penge i det, men risikoen for, at teknologi erstatter patientkontakt og indirekte indsamling af informationer, sker på bekostning af personlig faglig observation.
Det er soleklart, at arbejdet med at analysere et skema er billigere og hurtigere end at observere et barn direkte i børnehave, skole, fritidshjem eller hos familien. Derfor discount. Derfor fejldiagnosticering. Derfor bliver nuancer til defekter, variationer til afvigelser, livsfaser til problemer og udviklingskriser til abnormiteter.
Derfor overdiagnosticering. Derfor eklatant stigning i antal af visse diagnoser (eksempelvis ADHD, autisme og Aspergers). Derfor ikke hele sandheden. Derfor forkert behandling. Derfor uetisk. Derfor dyrere for samfundet i det lange løb.
Derfor er der brug for øget kvalitetskontrol med og overvågning af det diagnostiske arbejde med børn.
Gideon Zlotnik,
børnepsykiater,
Grønnevang 31,
Hørsholm