Prøv avisen

Diagnoser er nødvendige for at behandle korrekt

Placering i en almindelig folkeskoleklasse kan forstærke problemerne for en elev med behov for specialpædagogisk støtte.

Det er af allerstørste vigtighed, at et menneske med svære problemer forstås korrekt og forstås ud fra sine forudsætninger, og at omverdenen handler herudfra, skriver Marianne Banner og Birgitte Bjørn Jensen

Medlem af det Etiske Råd Klavs Birkholm fremkom forleden i Kristeligt Dagblad med nogle bemærkelsesværdige betragtninger, hvor han kalder diagnoser for et mantra og ADHD for en generaliserende abstraktion. Han angriber også forældre og lærere for at ønske sig en diagnose, så de er fri for ansvaret over for barnet.

Der er ingen forældre, som ønsker, at deres barn har et handicap, og forældre ønsker ikke en diagnose, men hjælp til deres barns svære problemer. Nogle børn viser sig at få en diagnose, andre gør ikke.

Desværre er det blevet sådan, at en række kommuner ikke giver hjælp, medmindre der foreligger en diagnose, og det er også blevet sådan, at selvom der foreligger en diagnose, er omfanget af foranstaltninger ofte ikke tilstrækkeligt. Der bliver hele tiden skåret ned.

Alene det er en grund til at ønske sig en diagnose, men en anden og mere vigtig grund er, at det er af allerstørste vigtighed, at et menneske med svære problemer forstås korrekt og forstås ud fra sine forudsætninger, og at omverdenen handler herudfra - uden at det nogensinde må blive en sovepude.

Med en øget viden om udviklingsforstyrrelser og en stigende forekomst af mennesker med gennemgribende udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD er det naturligt, at flere kommer under udredning, at flere får en diagnose, og at flere også medicineres, og at der skal tilføres flere ressourcer til specialområdet. På andre områder i samfundet sker der også en øget diagnosticering af mennesker.

Klavs Birkholm kaster måske skytset på mennesker med usynligt handicap, fordi handicappet netop er usynligt, og han synes ikke at have forstået, hvor indgribende og alvorlig en gennemgribende udviklingsforstyrrelse er for et menneske.

Selvom børnene/de unge ikke får en diagnose, kan de i øvrigt godt have problematikker, som forældre og lærere har svært ved at håndtere i et institutionsmiljø og i en folkeskole, som er under stort ressourcepres og derudover mangler viden om håndtering af udsatte og sårbare børn og unge.

Det vigtigste må være, at der bliver taget hånd om barnets/den unges udvikling og trivsel.

Den indfaldsvinkel må et medlem af Det Etiske Råd om nogen kunne tilslutte sig.

Klavs Birkholm finder, at alt for mange børn og unge medicineres. En stigende forekomst vil naturligvis vil øge anvendelsen af medicin. Men flere børn og unge må måske også medicineres i stigende omfang, fordi de tolkes forkert af omgivelserne. De er måske blevet misforstået og irettesat igennem mange år og har fået så mange nederlag, at filmen til sidst knækker? De fanges for sent.

Som skolebestyrelsesmedlemmer har vi fået kendskab til, at en del elever ikke har modtaget den specialpædagogiske støtte og hjælp, som deres behov tilsiger. Disse elever har været placeret i en almindelig skoleklasse, hvor placeringen har forstærket elevens problematikker. Vi kan forsikre Klavs Birkholm om, at det kan være ødelæggende for et barn, at der eksperimenteres med skoleplaceringen.

Det er utilstedeligt af Klavs Birkholm at anbefale, at specialklasse eller specialskole "altid bør betragtes som den sidste mulighed, ikke som det første valg", og med Klavs Birkholms tilsyneladende manglende indsigt på området, bør han afholde sig fra den slags kommentarer. Det må altid være den grundige udredning (læs: herunder diagnosen/diagnoserne) foretaget af professionelle fagpersoner, som danner grundlag for, hvilket tilbud en elev skal visiteres til.

Klavs Birkholm anfører, at der ikke er belæg for at hævde, at ret mange børn støttes af at blive udskilt til undervisning i specialklasser, og at placeringen der er stigmatiserende. Det synspunkt er der vist mange elever, forældre, lærere, psykiatere og specialskoler, som ikke vil være enige i.

Så hellere en henvisning for meget til en udredning end én for lidt. Udgangspunktet er barnets tarv og ikke økonomi.

Marianne Banner er formand for Landsforeningen Autisme, Kredsforening Østjylland, og formand for skolebestyrelsen på Langagerskolen i Århus. Birgitte Bjørn Jensen er skolebestyrelsesmedlem og bibliotekar.