Diagnoser må ikke bruges som undskyldning for ikke at stille krav til børn

Uanset diagnose og udfordringer har alle børn krav på, at vi møder dem med forventninger, og at vi tror på dem. Et menneske er nemlig ikke først og fremmest sin diagnose, uanset hvor indgribende denne er, skriver Lene Tanggaard

Diagnoser må ikke bruges som undskyldning for ikke at stille krav til børn
Foto: Rasmus Juul.

15 procent af alle danske børn og unge er i behandling i psykiatrien og får stillet en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år. Jeg blev forelagt de skræmmende tal af en overlæge fra børne- og ungepsykiatrien til et møde forleden. Der er i øvrigt forsvindende få overlæger i det speciale, da det ikke nyder hverken stor prestige eller ressourcetilførsel.

Trods den triste baggrund var det dog et møde, der efterlod mig med håb, for den samme overlæge insisterede på, at vi skal stille passende og rimelige krav til alle børn og unge. Det er noget, vi risikerer at glemme i det store fokus på børn og unges mistrivsel.

Det er rimeligt, at vi skal tage hensyn til den enkeltes udfordringer og sårbarhed, men det er ikke meningen med hverken diagnoserne eller med livet, at man skal fastholdes i den udfordring, man har. Man er ikke sin angst eller sin depression. Det er noget, man må leve med, og som man heldigvis også kan slippe af med eller i det mindste kan diagnoserne få mindre betydning, hvis man arbejder for det.

Problemet i dag er nok, at diagnoserne er identitetsgivende, og det glædelige faktum, at der er mindre tabu omkring psykiske lidelser kan desværre lede til, at diagnosen bliver et skjold, der bæres frem, også af forældre, for at skåne barnet. Det er hovedudfordringen, som jeg ser det. Så hvad kan vi gøre?

Uanset diagnose og udfordringer har alle børn krav på, at vi møder dem med forventninger, og at vi tror på dem. Et menneske er nemlig ikke først og fremmest sin diagnose, uanset hvor indgribende denne er. Der er meget mere til et menneske end en diagnose eller to.

Overlægen fortalte i den sammenhæng om sin seneste sejr med en patient, som lider af en spiseforstyrrelse i tillæg til flere andre diagnoser. Patienten var nu kommet på efterskole, og det var det, der var sejren. Efter et langt behandlingsforløb var der kommet lys i mørket. For alle mennesker har et potentiale og skal have muligheder for at leve.

For overlægen var det den lange og krævende behandlingsindsats, der havde åbnet for denne patients muligheder i det almindelige liv. Der er ikke noget quickfix, når det svært ramte og lidende menneske skal gives håb og muligheder. Det må vi huske. Når eksempelvis en pædagog eller en lærer møder et barn med psykiske diagnoser, må vi derfor ikke være berøringsangste. Der skal stadig stilles krav til barnet.

Forældre skal huske, at barnet i  skolen skal hjælpes til også at være en helt almindelig elev som de andre. Det medicinske vokabular skal bruges af læger, men ikke nødvendigvis af os andre. Så hvis et barn har angst eller ADHD, så er opgaven, at vi selvfølgelig skal tage hensyn til den sårbarhed, der måtte følge af disse diagnoser, men vi skal se barnet som mere end en diagnose og øve os i at give dem tro på, at de kan mere, end de måske selv tror. Det kan vi gøre ved at bruge sproget på en mere åben og nuanceret måde, end diagnoserne måske giver anledning til.

Forældre og professionelle omkring barnet må ikke blive handlingslammede i mødet med psykisk sygdom, men må tro på, at den ramme, vi skaber, også kan noget. Ud over medicin og psykiatrisk behandling findes der helbredelse og lindring i det helt almindelige hverdagsliv. Vi må anerkende sårbarheden, men også turde at give frirum fra denne. Ved at gøre helt almindelige ting, ved at søge svar og sprog i kunstens verden, i litteraturen, i haven, på tur i skoven og så videre.

Vi er alle sammen først og fremmest mennesker, og vores børn og unge er afhængige af, at vi husker det.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig og rektor for Designskolen i Kolding Lene Tanggaard.