En diagnose skal være et konstruktivt værktøj og ikke en stempling

Et menneske er altid mere end sin diagnose. En diagnose er en beskrivelse af nogle begrænsninger og særlige udfordringer. Derfor er det utrolig vigtigt, at forskellige fagpersoner bevarer og udvikler undringsevnen, skriver Jørgen Breindahl

En diagnose skal være et konstruktivt værktøj og ikke en stempling, som kan medføre en negativ og i værste fald selvopfyldende profeti. Derfor er det vigtigt med den tværfaglige undringsevne, hvad enten der skal stilles diagnose eller ej, skriver socialrådgiver.
En diagnose skal være et konstruktivt værktøj og ikke en stempling, som kan medføre en negativ og i værste fald selvopfyldende profeti. Derfor er det vigtigt med den tværfaglige undringsevne, hvad enten der skal stilles diagnose eller ej, skriver socialrådgiver. .

”Diagnoser er blevet adgangsbilletten til sociale ydelser” stod der i en overskrift i Kristeligt Dagblad den 26. januar.

Det, jeg som socialrådgiver har lyst til at sparke ind i debatten, er erfaringer fra det tværfaglige samarbejde. For det er måske det samarbejde, der for alvor er ved at skride i en forvaltningskultur, som efterhånden kun skelner mellem sort og hvidt, rigtigt og forkert.

Men virkeligheden er jo anderledes. Der er faktisk mange nuancer mellem sort og hvidt. Og det er ikke alt i menneskelivet, vi kan få fuldstændig styr på.

Da jeg tilbage i 1989 deltog i et årskursus på Den Sociale Højskole i Aarhus, fik vi inden kursusstart tilsendt en artikel som inspiration skrevet af sociologen Jens Guldager. Den havde overskriften ”Hvorfor det er så vigtigt at kunne undre sig”. Den overskrift er jeg mange gange senere vendt tilbage til i mit faglige liv.

Jeg husker en sag for mange år siden, som vi drøftede i en socialmedicinsk sammenhæng, altså med deltagelse af både læge og socialrådgiver. Det var fra lægelig side svært at finde ud af, hvad en bestemt person fejlede.

Men noget var galt. Alle forsøg på at aktivere personen var løbet ud i sandet. Jeg tænkte så lige pludselig som socialrådgiver, at personens symptomer til forveksling lignede en anden persons symptomer, som lige havde fået tilkendt invalidepension, som det dengang hed.

Jeg fandt sagen frem. Og diagnosen Huntingtons Chorea kom frem. Lægen sagde, at det var jo dét, personen fejlede. Og det var dén diagnose, en neurologisk speciallæge senere stillede. Personen fik tilkendt invalidepension. Jeg fortæller ikke dette for at promovere mig selv, men for at give udtryk for en tværfaglig glæde og tilfredsstillelse ved i fællesskab at ”undre sig”.

At arbejde tværfagligt sammen er også at kunne undre sig ind over hinandens fagområder. Min oplevelse er, at forvaltningskulturen i de seneste 10-15 år har lagt op til ikke at undre sig, men at holde sig på egen faglige banehalvdel. Og handle, så systemet bliver effektivt.

Hvad fejler en person med forskellige dysfunktioner? Det må læger og speciallæger finde ud af. Socialrådgiveren må så finde ud af, hvad der kan bevilges i kontanthjælp, om der er grundlag for revalidering og så videre.

Men et menneske er altid mere end sin diagnose. En diagnose er en beskrivelse af nogle begrænsninger og særlige udfordringer. Derfor er det utrolig vigtigt, at forskellige fagpersoner bevarer og udvikler undringsevnen og evnen til at se på tværs af traditionelle skillelinjer.

Det er derigennem, man trænger ind til kernen i det enkelte menneskes særlige vilkår, begrænsninger og udfordringer. Og det er derigennem, den virkelige hjælp udvikler sig.

En diagnose skal være et konstruktivt værktøj og ikke en stempling, som kan medføre en negativ og i værste fald selvopfyldende profeti. Derfor er det vigtigt med den tværfaglige undringsevne, hvad enten der skal stilles diagnose eller ej.

Jørgen Breindahl, socialrådgiver, Ringparken 2, Hedensted