Diakoni har altid kendetegnet kristendommen. Først via klostres omsorg for syge og fattigforsorg ledet af kirken. Efter reformationen begyndte forskellige kirkeorganisationer at overtage dele af opgaven – herunder og ikke mindst de lokale menigheder.
Selv med velfærdsstatens indførelse har der været en erkendelse af, at der stadig er brug for civilsamfundet og kirken. Ingen stiller i dag spørgsmålstegn ved, at diakoni er en opgave, som folkekirken skal tage del i. Det sker i rigt mål både lokalt, via samarbejder og gennem landsdækkende organisationer. Men hvorfor ændres dette, når folkekirken flytter uden for landets grænser? Det er vel den samme kristendom, vi tror på.
De danske diakonale organisationer som eksempelvis Kirkens Korshær har ikke danskere i udlandet som en del af deres målgruppe, men det har Danske Sømands- og Udlandskirker. Derfor vil vi gerne kunne yde diakonal hjælp de steder ude i verden, hvor danskerne har mest behov.
Og hvorfor gør vi så ikke bare det, kan man med rette spørge? Til det kan vi klart svare, at det skyldes manglende ressourcer. Danske Sømands-og Udlandskirker sender præster og andet personale til kirker, der besøger danske skibe i udenlandske havne og til danske menigheder i udlandet, der, gennem frivilligt arbejde lokalt og gennem indsamlinger og medlemsbidrag, selv skaffer hovedparten af indtægterne til at drive en kirke.
Den diakoni, der bedrives her, dækker skibsbesøg og aktiviteter, der bringer menigheden, ældre som yngre, sammen, som vi kender det herhjemme. Dertil et udstrakt arbejde for børn og unge, både med danskundervisning, legestue og socialt samvær for de unge. Men den tungere sociale opgave for udsatte med misbrug eller sindslidelser kan det være svært for en lokal menighed at løfte, fordi der måske ikke er sammenhæng mellem de ressourcer, der kan rejses lokalt, og de behov, man finder. Derfor er der behov for en særskilt indsats med støtte hjemme fra Danmark.
Vi kan godt stoppe med at sende præster ud til alle de steder, vi gør i dag, og bruge midlerne på diakoni i stedet. Men det, mener vi ikke, er en god løsning. Det vil blot forarme det kirkelige og diakonale arbejde, som faktisk foregår i dag i de danske kirker i udlandet.
Der er brug for ressourcestærke danskere de steder, hvortil vi sender de danske præster, hvis vi skal kunne besøge danske søfarende, døbe, konfirmere, vie og bisætte vores landsmænd i udlandet. Men der er også enkelte steder, hvor der er behov for at sende en præst, selv om der ikke lokalt er tilstrækkelige kræfter til at rejse nok penge til den diakonale indsats.
En del af Danske Sømands- og Udlandskirkers præster er socialattachéer og fungerer i tæt samarbejde med udenrigstjenesten. Det er herigennem, at vi jævnligt støder på strandede danskere, der er rejst ud i troen på, at en pension ville strække langt, og efterfølgende opdager, at der mangler et socialt netværk. Eller de bliver syge og erfarer, at forsikringen og landets sikkerhedsnet ikke dækker. Det gælder for eksempel i Thailand.
Et sted mellem 3-5.000 danskere bor permanent eller halvårligt i Thailand. De fleste lever gode, normale liv i det smukke land – andre kommer galt afsted, bliver syge eller havner i fængsel. Og de er udsatte i en grad, så vi må spørge os selv, om vi kan være bekendt at efterlade dem uden en håndsrækning hjemmefra.
Som tingene er i dag, kan en udsat dansker i Thailand få teknisk bistand fra Den Danske Ambassade. Teknisk bistand dækker over papirarbejde, pasudstedelse og myndighedsopgaver. Ambassaden i Bangkok er en af de travleste danske ambassader når det kommer til dødsfald, hospitalssager, sager med psykiske syge og deportationssager.
Og så er der den danske præst. Ansat og udsendt af Sømands- og Udlandskirker. Præsten, som arbejder med alle de ”ikke-tekniske” opgaver: Samtalen, kontakten til pårørende i Danmark, indkøbet af en madras til en syg, der ikke længere har råd at ligge på hospitalet, men må forlade sig på et lejet værelse hos en privat. Vi hører løbende om sørgelige skæbner, som er strandet i livet langt væk hjemmefra.
Præsten, Den Danske Ambassade og ressourcestærke danske udstationerede har siden 2018 arbejdet hårdt for at etablere et økonomisk fundament for indsatsen i Thailand. Men sammensætningen i danskerkolonien og længden af danske udstationeredes ophold på destinationen giver ikke denne grobund. Derfor er den nyetablerede kirke selv udsat og i fare for ikke at overleve, hvis ikke der gives en økonomisk håndsrækning hjemmefra.
Danske Sømands- og Udlandskirker har således brug for særskilt økonomisk assistance til at løfte beredskabsopgaver som den i Thailand.
Vores udsendte danske præster får betalt størstedelen af deres løn af Danske Sømands- og Udlandskirker. Resten af lønnen, samt alle øvrige driftsomkostninger, skal dækkes af menigheden det pågældende sted. Og med den særlige sociale situation kan den lokale danske menighed i Thailand ikke skaffe de mange penge selv. Derfor må vi spørge os selv, om vi kan leve med at efterlade udsatte, syge og strandede landsmænd i Thailand?
Tal fra ambassaden i Bangkok fortæller os, at der er omkring 62 danske dødsfald, 35 hospitalssager og 32 sager med psykisk syge om året. Altså mere end ét dansk dødsfald om ugen i Thailand alene!
Diakoni er en fast del af sømands- og udlandskirkernes arbejde, og vi påtager os gerne og naturligt at se og hjælpe de svage bedst muligt. Det er også kutyme, at Danske Sømands- og Udlandskirker som privat, kirkelig forening med afsæt i danske menighedsråd, finansierer en opstart over en kort årrække. Herefter skal kirken kunne leve selv med egne indtægter. Det kræver, at mange frivillige året igennem kan påtage sig at rejse penge i stor udstrækning med et væld af aktiviteter. Som eksempel var der sidste år omtrent 200 frivillige involveret i Sømandskirkens julebasar i New York. En aktivitet, der skaffer en stor del af indtægterne til at drive kirken, betale bygninger, varme, lønninger og aktiviteter.
I vores samarbejde med ambassaden i Thailand hører vi løbende, hvordan præsten og ambassaden holder hinanden informeret om nødstedte danskere og koordinerer besøg og assistance. Præsten har også ydet supervision over for ambassadens konsulære medarbejdere, som påvirkes af mødet med de - til tider - barske skæbner, arbejdet fører med sig.
Det er desværre sådan, at forventningen til, hvad ambassader reelt kan bistå med, ofte er urealistisk. Derfor er tilstedeværelsen af og mødet med en dansk præst en stor næstekærlig gerning, både for danskere, der har det svært ude, og for deres pårørende i Danmark. Det, vi kan som kirke, er først og fremmest at lytte og være til stede. Det betyder meget at tale på sit eget modersmål og for en times tid at kunne lette sit hjerte.
Vores udsendte præst i Thailand, Christa Lund Herum, havde sidste år 115 beredskabssager. Altså sygebesøg, fængselsbesøg, samtaler med pårørende og generelle sjælesorgssamtaler.
Thailand er et populært rejsemål både for turister og for dem, som søger at få mere ud af pension eller overførelsesindkomst. Omkring 160.000 danskere besøgte årligt Thailand før pandemien, og i dag er flyene igen i fast rutefart. Af de rejsende vil en lille del havne på hospitaler og i fængsler. Andre skal fragtes hjem i en kiste, såfremt forsikringen altså er i orden.
Dét er den barske virkelighed, og her vil Danske Sømands- og Udlandskirker gerne løfte vores kristne forpligtelse for hinanden - i Thailand og på andre destinationer, hvor nødstedte danskere har brug for menneskers tjeneste. Det kræver, at vi kan finde finansiering. Vi håber på politisk interesse for problemet og vilje til, at også staten går ind og understøtter denne indsats.
På vort repræsentantskabsmøde denne weekend er knap 200 mennesker fra ind- og udland forsamlet for at lægge grunden for kommende arbejdsår. Her vil vi italesætte den løbende udfordring med finansiering af diakoni.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.