Historiske dramaer er populære, blandt andet båret frem af internationale aktører som Netflix. Når man har set ”The Crown” ved man, hvordan Churchill var, og hvordan prins Philip er. Eller? Det er aldrig for sent at ændre historien, og enhver historiefortælling har sit greb om historien, som siger lige så meget om nutiden, som det siger om den tid, den skildrer.
Tag for eksempel det Netflix-producerede tyske drama ”Charité”, som vises på DR i disse uger. ”Charité” fortæller historien om et hospital i Berlin, Charité, hvor læger forskede i tuberkulose og difteri. Robert Koch, der fandt tuberkulosebacillen, spiller en central rolle i første sæson, der foregår i 1880’erne.
”Charité” er glimrende underholdning. Dejligt for en gangs skyld med en tysk serie. Men efterhånden som man ser sig gennem afsnittene, står det også mere og mere klart, at det er stærkt tendentiøs historiefortælling.
Diakonisserne i Netflix-serien ”Charité” er bagstræberiske og dårligt uddannede kvinder, der mener, at bøn er bedre end vaccine. De repræsenterer en hyklerisk og dum fromhed, som stilles over for de videnskabeligt dedikerede læger og verdslige, kritiske sygeplejersker på Charité. Charité betyder barmhjertighed, og ikke engang dét repræsenterer diakonisserne.
Som tyske sundhedsforskere har påpeget, så er det billede meget langt fra virkelighedens hospital Charité: De protestantiske diakonisser var veluddannede kvinder. De var spydspidser i sygeplejen i 1800-tallets Tyskland, hvor pleje og god hygiejne reddede flere mennesker end vacciner. Det synes særligt indlysende i dag, hvor vi har erfaret, hvor effektiv håndsprit og hygiejne er for bekæmpelsen af coronaepidemien.
Det er en historie, der ikke fortælles i ”Charité”, hvor man i bedste fald overser, men i værste fald tegner et negativt billede af sygeplejen. Gulvvask og en våd klud i panden.
Centralt i serien står ellers sygehjælperen Ida, men hendes ambition er netop at komme ud af sygeplejen. Hun vil være læge – hvad der i 1800-tallets Tyskland er en nærmest monstrøs tanke, hvis man skal tro latteren i auditoriet, da en professor gør grin med Ida – og med hende alle kvinder. Til gengæld ser vi ikke skyggen af en mandlig sygeplejer, som der ellers ifølge historikerne var en del af på virkelighedens Charité.
Der var verdslige sygeplejersker i 1800-tallet. Charité havde ligefrem sin egen verdslige sygeplejeskole. Men at fremstille disse som en gruppe fremsynede kvinder, der gang på gang bremses af fromme og dumme diakonisser, det holder næppe som et generelt billede for et historisk tjek, selvom fagforeningsforskrækkelsen på hospitalet sikkert har historisk belæg.
”Charité” er drama, en fortælling om de store læger og deres pionerarbejde. En stor, dyr og lækker produktion, som Netflix kan lave dem. Lægeroman omsat til film.
Se den, men se den med et forbehold, særligt når det gælder fremstillingen af diakonisserne. De har fortjent en bedre historiefortælling.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.