Det sker jævnligt, at de danske dialekter bliver erklæret døde. Eller i hvert fald døende. Men så galt står det slet ikke til, mener dialektforsker Inger Schoonderbeek Hansen. Hun er forfatter til den nyeste i rækken af Tænkepauser, ‘Jysk’, fra Aarhus Universitetsforlag og lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.
Dialekter er stadig en stærk identitetsmarkør, og mens gamle, lokale dialekter rigtignok uddør med de ældre generationer, opstår nye dialekter andre steder. Et stille opgør med det rigsdanske ideal ulmer, og i dag er der større plads til og respekt for forskelligheder, mener Inger Schoonderbeek Hansen.
Hvordan har de danske dialekter det?
“Dialekterne, som de lød for 100 år siden, findes ikke i samme omfang i dag. Dengang var der forskellige dialekter fra sogn til sogn, og sådan er det ikke længere. Man kan sige, at de traditionelle dialekter er døde. Men hvis man siger det, så plejer sønderjyderne at komme og sige ‘vores sproch lever i bedste velgående’, der er stadig en stærk dialekt i Sønderjylland. Moderne dialekter lever også stadig, man kan stadig høre, om folk kommer fra vest- eller østdanmark, så i stedet for for sognsbestemte dialekter, ser vi i dag mere regions- eller landsdelsbestemte dialekter. Jyderne går stadig nedad i tonen til sidst i sætningen, og københavnere går stadig opad.”
Hvad synes en dialektforsker om, at traditionelle og lokale dialekter dør?
“Sprog ændrer sig, det er ikke en statisk størrelse. Det er også det, der gør, at det bliver ved med at være spændende at forske i. Og dialekterne har ikke lidt den død, som nogle sprogforskere tidligere spåede. I gamle dage lærte børn at tale rigsdansk i skolerne, men i dag er der en større bevidsthed om værdien i dialekter. For eksempel er der ikke længere undertekster i reklamer og film, når folk taler med dialekt. Det var det tidligere. Der vokser også hele tiden nye, lokale dialekter frem. For eksempel har sprogforskere konstateret, at Aarhus V har sin egen bydialekt.”
Hvorfor har vi brug for dialekter?
“Jo mere globaliseret, vores verden bliver, jo mere har vi brug for at vide, hvor vi kommer fra. Sprog er en del af vores identitet, og hvis vi mistede vores dialekter fuldkommen, ville vi miste muligheden for at skille os ud sprogligt. Rigsdansk er lidt kedeligt. Jeg er født og opvokset i Holland, men jeg har lagt mærke til, at når danskere møder hinanden, lytter de til hinandens dialekter. ‘Jeg kan høre du har lidt dialekt, er du fra Hobro? Så kender du måske den og den?’ Dialekter vækker en god form for nysgerrighed og skaber en fælles referenceramme. Den ville vi miste, hvis alle talte helt ens. Tidligere var variation ikke en god ting, men måske er det i dag et vilkår, vi skal lære at acceptere. Det svarer til, at vi diskuterer rammerne for køn og seksualitet. Folks opfattelse af, hvad der er pænt og godt er under forandring. Men dialekter giver os stadig nogle - af og til karikerede - billeder af, hvem vi står overfor.“
Hvad er det for billeder?
“Jeg har lavet eksperimenter, hvor jeg har testet, hvad unge respondenter forbandt med forskellige stemmer og dialekter. Deres umiddelbare holdninger mindede lidt om de holdninger, der typisk bliver karikeret i reklamer og film; at jyden er pålidelig og flink, måske lidt langsom, mens københavneren er smart.”
Skulle vi ikke bare lade dialekterne dø ud? Ville vi så ikke dømme hinanden mindre, når vi mødtes?
“Nej, det tror jeg bestemt ikke. Sprog og dialekt er bare en af de ting, vi bedømmer hinanden udfra. Hvis jeg ser en ung mand med sort tøj og hanekam, tænker jeg ‘nåå, det er sådan en type’. Uanset om vi en dag ender med at tale helt ens dialekt, vil vi blive ved med at vurdere hinanden på andre måder - også sprogligt. Man kan tale med mange bandeord eller høj stil. Men jeg forestiller mig overhovedet ikke, at det kommer til at ske. Man vil altid kunne høre forskel på nord, syd, øst og vest.”
