Kurt Strand: Dialog og samtale fremmer forståelsen

I denne måned står det fri-, efter- og højskolefunderede ”Frirummet” sammen med et par andre organisationer bag en række digitale debatmøder, som ”skal styrke den demokratiske samtale”

”Debatten” på DR 2 er et eksempel på en stræben efter et lidt højere niveau. Her har man skruet ned for flere års råbekonkurrence, og vært Clement Kjersgaard minder med et Pippi Langstrømpe-inspireret udtryk sine medvirkende om, at ”jo mere uenig man er med nogen, jo pænere skal man tale til dem”.
”Debatten” på DR 2 er et eksempel på en stræben efter et lidt højere niveau. Her har man skruet ned for flere års råbekonkurrence, og vært Clement Kjersgaard minder med et Pippi Langstrømpe-inspireret udtryk sine medvirkende om, at ”jo mere uenig man er med nogen, jo pænere skal man tale til dem”. Foto: DR.

”Vi har parkeret uenighederne uden for døren,” konstaterede Maria Reumert Gjerding, formand for Danmarks Naturfredningsforening, da hun i ”P1 Morgen” i går skulle forklare en overraskende enighed med fiskeriforeningen om fredning af en tiendedel af havet omkring Danmark. Enigheden er udmøntet i en aftale, som senere samme dag blev præsenteret for de ansvarlige ministre, svært tilfredse med, at to ellers stridende organisationer har fundet sammen.

En lignende, også overraskende, aftale lavede naturfredningsforeningen sidste år med landbruget om at veksle 100.000 hektar klimabelastende dyrkning på lavbundsjorde til vild natur. De nu to forhåbentligt miljøforbedrende aftaler er håndgribelige resultater af vilje til at erstatte konflikter med løsninger.

Dermed har naturfredningsfolket sammen med landbruget og fiskeriet gjort sig til en del af en tendens, hvor nye metoder til diskussion af uenigheder vinder frem. Netop i denne måned står det fri-, efter- og højskolefunderede ”Frirummet” sammen med et par andre organisationer bag en række digitale debatmøder, som ”skal styrke den demokratiske samtale”.

Og jo – det lyder temmelig højskoleagtigt at invitere til ”debat med plads til tvivl og dilemmaer”, hvor det først og fremmest ”handler om at blive klogere”. I den første af i alt fem debatter var hovedspørgsmålet, om medierne puster til ”polarisering og politisk mistillid”. I godt en time diskuterede filosofiprofessor Vincent Hendricks med Berlingskes chefredaktør Tom Jensen, og sidstnævnte endte med overvejelser om at tage initiativ til en mere kurateret debat end den, der foregår på de sociale mediers ofte hidsige kommentarspor.

Overvejelsen udsprang af konceptet for debatten, hvor den første runde trækker fronterne op, afløst af en runde med refleksioner – kunne det tænkes, at den anden har en pointe? – og endelig en runde med diskussion af muligheder. Altså stik modsat tit kaloriefattige radio- og tv-debatter, som jævnligt ender med en studieværtskonstatering i retning af ”det her bliver I to ikke enige om, men tak, fordi I kom”.

Hist og pist er der heldigvis eksempler på et bare lidt højere ambitionsniveau. ”Debatten” på DR 2 har skruet ned for flere års råbekonkurrence, og vært Clement Kjersgaard minder med et Pippi Langstrømpe-inspireret udtryk sine medvirkende om, at ”jo mere uenig man er med nogen, jo pænere skal man tale til dem”.

Hvor ”pænt” formændene for naturfredningsforeningen og Danmarks Fiskeriforening har talt til hinanden frem mod deres aftale om at øge det fredede havareal fra 0,03 til 10 procent, ved jeg af gode grunde ikke. Men da den ansvarlige socialdemokratiske minister, Rasmus Prehn, kommenterede aftalen i går med rosende ord om ”dialog og samtale”, havde han givetvis en pointe.

Og selvom det er en kliché, så gælder det mere end nogensinde, at dialog og samtale fremmer forståelsen.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.