Dialog-tv om giftigt versus rent vand

DR’s aktuelle dialog-tv om giftigt versus rent vand er et ganske vist lille, men fint og anbefalelsesværdigt bidrag til nødvendig vedligeholdelse af demokratiet.

”Byen med det giftige vand” føjer sig ind i en række andre DR-udsendelser, hvor lokale stridigheder og problemer skal ordnes af dem, der er direkte berørt.
”Byen med det giftige vand” føjer sig ind i en række andre DR-udsendelser, hvor lokale stridigheder og problemer skal ordnes af dem, der er direkte berørt. Foto: Jakob Rasmussen/DR.

DET VAR IKKE LIGEFREM EN opløftet stemning, der prægede et møde ved et kaffebord i Krogsbølle på Nordfyn i dokumentaren ”Byen med det giftige vand” sidste mandag. I aften sender DR 1 den anden af tre udsendelser om den lille by, hvor omkring halvdelen af beboerne ikke tør drikke vandet, fordi der er målt op til 40 gange flere pesticidrester end tilladt.

På forhånd er fronterne skarpt trukket op mellem grupperingerne i den delte by. De bekymrede i foreningen ”Rent Vand Nu” og en ubekymret vandværksbestyrelse, hvor især et par landmænd trods myndighedskrav om at skaffe rent vand til hanerne i Krogsbølle ikke synes at have travlt med at få gang i nye boringer. Der er nemlig risiko for, at vandet bliver dyrere, og det gavner selvfølgelig ikke i forvejen anstrengte regnskaber på de lokale gårde.

Hvad det ender med, skal ikke røbes her – hele serien om det giftige vand kan ses på DRTV – og med substansen lagt lidt til side er det værd at notere sig kameraets fokusering på en dialog, der er et vigtigt redskab i den lokale vandstrid. Uundgåeligt er det hele i sagens natur selvfølgelig iscenesat, filmet og klippet, så det egner sig til tv.

Omvendt er det ikke sikkert, at de stridende krogsbøller havde fundet sammen omkring kaffekopperne, hvis ikke et tv-hold havde fulgt processen. Og selvom de havde, er det godt for os andre at have muligheden for at følge med i, hvordan de forsøger at løse en strid med stor betydning for deres dagligdag.

Det er demokrati i praksis og i øjenhøjde, og ”Byen med det giftige vand” føjer sig til en række andre DR-udsendelser, hvor lokale stridigheder og problemer skal ordnes af dem, der er direkte berørt. Op til kommunalvalget i efteråret var det en serie med titlen ”Gaden, hvor det offentlige forsvandt”, som meget konkret testede vælgernes evne til selv at ordne noget af det, vi ellers overlader til de folkevalgte politikere. Og for tre år siden blev Mørke på Djursland oplyst ikke bare af tv-lamper, men også af en lokal konflikt om brug af 4,5 millioner kroner til fornyelse af den lidt søvnige stationsby. De temmelig jordnære tv-serier er gode eksempler på vaskeægte public service: Konflikter bliver godt belyst, diskuteret og forsøgt løst. Forløb og processer er lærerige, de er ofte nemme at identificere sig med, og der er endda gode muligheder for, at vi hver gang bliver lidt klogere på, hvorfor demokrati er besværligt.

Winston Churchills berømte ord – demokrati er den værste styreform, bortset fra alle de andre der er blevet prøvet – bliver bekræftet i praksis.

Alternativet til demokratiets indbyggede samtale og dialog er nemlig værre jævnfør sidste uges markering af étårsdagen for Trump-tilhængeres angreb på Kongressen i Washington. Og DR’s aktuelle dialog-tv om giftigt versus rent vand er et ganske vist lille, men fint og anbefalelsesværdigt bidrag til nødvendig vedligeholdelse af demokratiet.

Kurt Strand er journalist og underviser.