For en del år siden besøgte jeg en tysk familie, der boede i en stor villa i en større by. Jeg troede i starten, at de boede alene i huset, og blev derfor meget forbavset, da min værtinde, lige før vi skulle spise, i hast lavede en ekstra portion på en tallerken, som hun stak ned i kælderen.
Jeg fandt så ud af, at det var til bedstemoderen. Jeg brød mig ikke om tanken om bedstemoderen i kælderen og frydede mig over at bo i Danmark, hvor de gamle havde det godt og ikke var afhængige af deres børn.
Alt har en ende, også min glæde over at være borger i landet med ”verdens lykkeligste befolkning”. Vi har ikke længere noget at råbe hurra for angående pasning og pleje af gamle og svage borgere. Vi har ganske vist ikke placeret bedstemor i kælderen som i det sydlige naboland; men vi har isoleret hende totalt i en usynlig glasklokke, og dette er næsten værre end i kælderen hos børnene.
Vi har kappet hendes mulighed for at få kontakt til omverdenen og adgang til information fra myndighederne. Hidtil havde hun klaret sig fint, og hun var var god til både at læse og skrive og havde både mod og styr på livet; men så fandt en flok unge landspolitikere på ved lov at kræve digital kommunikation mellem borgere og alle myndigheder.
Alle blev tvunget med på vognen, selv ældgamle mennesker. Mange søgte naturligvis om dispensation, idet de ikke var på nettet; de ville have almindelige breve som hidtil, også selvom der skulle betales ekstra. Men trods velsignet fravalg og løfte om almindelig post blev folk alligevel tvunget ad bagvejen.
Vigtig post forsvinder eller gemmer sig i personlige NemID-postkasser, som modtageren ikke kan åbne. Det kan for eksempel være utrolig hårdt at få fat i et udebleven ældrecheck. Almindelig information: togtider, Kraks vejviser og så videre findes også kun på nettet. Det samme gælder sågar kirkebladet.
Det er muligt, at samfundet sparer penge, men det ville have været fair med en overgangsperiode, idet mange af nutidens ældre ikke mestrer den elektroniske kommunikation. De har ikke fået den ind med modermælken som nutidens unge og ender derfor på et ”permanent sidespor”, hvor de føler sig ensomme og magtesløse – helt glemt og smidt ud af fællesskabet. En trist livsaften med sorg og bekymring helt uden livsglæde venter derfor mange.
Når medierne erklærer, at danskerne er ”verdens lykkeligste”, er det en tvivlsom sandhed; for en stor del af vore ældre blev jo slet ikke spurgt, da undersøgelsen selvfølgelig var elektronisk. Jeg tror ikke, politikerne er onde og hjerteløse; men de må være utrolig tankeløse og kun optaget af sig selv og deres fagre nye digitale verden.
Mette Præstegaard er pensionist.